Kan man sætte grænser for en tumling?

I de første år af dit barns liv er hendes hjerne nemlig slet ikke klar til at forstå, hvorfor noget er tilladt, mens noget andet er forbudt. Evnen til at forstå forklaringer og kunne forestille sig konsekvenserne af ens handlinger kommer først, når nervecellerne i pandelappen bliver ‘koblet sammen’ med nerveceller i resten af hjernen, og det begynder typisk at ske, når et barn er to et halvt til tre år, forklarer Susanne Freltofte, der er neuropsykolog og forfatter til en række fagbøger om hjernens funktioner.

LÆS OGSÅ: Mor tester: Mere appetit til tumling

– Indtil da giver det ikke mening for barnet, når du for eksempel siger, at hun skal blive hos dig i cykelkælderen. For hende handler det om, at livet skal være spændende, og nu har hun lyst til at løbe en tur. Det er ikke for at prøve grænser af, det er, fordi hendes hjerne siger ‘hvad så, hvad så? Hvad skal der nu ske?’ Den vil bare gerne undersøge alt, siger hun.

En god portion tålmodighed

Når du vil stoppe et lille barn i noget, hun er i gang med, gør du det derfor bedst ved at flytte barnets opmærksomhed til noget andet, der er mere hensigtsmæssigt, råder Susanne Freltofte.I cykelkælderen kan jeg for eksempel prøve at synge, sige sjove lyde eller hoppe og danse, så Isabel synes, det er spændende at blive stående, forklarer neuropsykologen og understreger, at i potentielt farlige situationer skal man altid være på forkant med det lille barn.

– Når I for eksempel færdes ude i trafikken, kan hun ikke forstå alvoren i, at hun ikke må gå ud mellem bilerne, så her må du passe på hende ved kun at tage hende ud af klapvognen, når der er plads til, at hun kan bevæge sig rundt uden at komme galt af sted, siger Susanne Freltofte.

LÆS OGSÅ: Det sjoveste ved at være mor til en tumling er…

De strategier var ikke så svære at følge, dengang Isabel var en buttet baby, der kravlede rundt og åbnede skuffer og skabe. Det faldt os naturligt at aflede hendes opmærksomhed, når hun fik fat i noget, hun ikke skulle pille ved. Hun var jo bare en baby, der ikke vidste bedre.

I dag kræver det lidt flere dybe indåndinger, når vores viljestærke tumling stikker af, nægter at få børstet tænder eller kaster med sin aftensmad. Det kan være svært at acceptere, at hun kan og vil en masse selv, men stadig ikke gør, hvad vi siger. Vi gør imidlertid klogt i at væbne os med en god portion tålmodighed, for det gør livet meget nemmere for hele familien, siger Fie Hørby, der er familieterapeut og forfatter til bogen 'Drop opdragelsen'.

– Tålmodighed og gentagelse er grundvilkår for forældre. Vi er nødt til at sige tingene mange gange og være tålmodige nok til at vente, til barnet er klar til at forstå dem. Nogle ting tager måske uger at forstå, mens andre kan tage år. Og skældud forsinker processen. Vi ved fra forskningen, at jo mere man bliver kritiseret, desto sværere er det at lære noget, og det gælder hos både børn og voksne.I stedet for at skælde ud råder Fie Hørby til, at vi forældre sætter tydelige grænser – ikke for vores børn, men ved at vise børnene, hvor vores egne grænser går.

– Hvis du for eksempel vil have din datter til at stoppe med at kaste med maden, er det dit behov, ikke hendes, og derfor sætter du grænsen rundt om dig selv. Hvis du siger ‘jeg HAR jo sagt, at du ikke må kaste med maden, hvorfor bliver du så ved?’, vil hun føle sig forkert. Prøv i stedet at sige ‘jeg vil ikke have, at du kaster med maden’, og hjælp hende så fysisk videre til noget andet uden at tale mere om det. Så vil hun lære det, når hendes hjerne er klar til det, siger familieterapeuten, der mener, at vi sagtens kan gå i gang med at sætte grænser på denne måde, når barnet er helt lille, fordi vi så får øvet os i at sige tingene på en god og konstruktiv måde.

Ja i stedet for nej

Lola Jensen er familievejleder, foredragsholder og forfatter til en række bøger om børn og familier. Hun er enig i, at vi helt skal undgå skældud, og hun opfordrer til at skabe nogle rammer, som gør, at vi ikke hele tiden falder i fælden med at sige nej.

– Hvis du for eksempel serverer dessert, så lad være med at sætte skålen midt på bordet. Servér den portion, som barnet må få, og fjern så skålen, så hun ikke kan se den. Hvis hun peger efter mere, så lad være med at sige nej, men drej hende i stedet i en anden retning ved eksempelvis at sige ‘hov, se fuglene ude i haven, nu sidder de oppe i træet’, siger Lola Jensen.

Hun forklarer, at små børn ofte gør en masse ‘nej’-ting, simpelthen fordi deres forældre giver tingene opmærksomhed ved at tale om dem.

– Det kan være et barn, der har fået en legetøjshammer, og så går hun hen til familiens akvarium og banker på det med hammeren. Så siger forældrene ‘nej nej, av av, det må du ikke, fiskene kan ikke lide det’. Og så banker barnet på akvariet, hver gang hun vil have opmærksomhed, for hun opdager jo, at her er der altid respons fra forældrene.

Og hvad så, når den ellers så søde tumling bliver eddersplitterrasende og kaster sig grædende på gulvet, når man fjerner hendes hammer?

– Så er det vigtigt, at hun får lov til at græde. Det er naturligt at blive ked af det, når man ikke får det, som man vil have det, og børn i den alder sørger ofte på langs – pludselig kan de nærmest ikke stå på deres ben. Mange forældre kan ikke lide, at barnet græder, og de synes, at barnet ‘skaber sig’ og på den måde fortsætter med at være uartig eller plage, men det gør hun ikke. Det, hun gør, er at tage realiteterne på sig, siger familieterapeut Fie Hørby.

– Det vigtigste for børn er ikke at få deres vilje, det er at få lov at have det, som de har det. Det bedste, du kan gøre, er derfor at give hende plads til at have sine følelser. Først kommer vreden, og der vil hun ikke trøstes. Jo mere, du siger, desto værre bliver det. Men når hun så bliver ked af det bagefter, så trøst hende, giv hende et kram, og sig for eksempel ‘øv, det var da også surt, at du ikke fik lov til at lege med det, du gerne ville’, og så ikke så meget mere, bare vær til stede. På den måde lærer hun, at det er helt okay at have følelser, og du har samtidig holdt fast i din grænse, forklarer Fie Hørby.

LÆS OGSÅ: Med tumling på tur: 4 afledningsmanøvrer der virker

Direktøren flytter ind

Når din tumling er omkring to et halvt til tre år gammel, har området omkring pandelapperne i barnets hjerne udviklet sig så meget, at barnet begynder at kunne gøre sig erfaringer og lægge planer ud fra dem.

Neuropsykolog Susanne Freltofte kalder det, at ‘direktøren flytter ind’. Det er hende, der samler erfaringerne ind og siger ‘aaaah, det er DET, der sker, når jeg gør sådan og sådan.’ Samtidig viser hun sig ved, at barnet gerne vil bestemme og gøre tingene selv.

Processen sker gradvist, og derfor kan du sagtens opleve, at dit barn insisterer på at gøre ting selv, længe før hun bliver to et halvt år. Du kan heller ikke regne med, at barnet kan forstå forklaringer, så snart direktøren er flyttet ind. Det kan de fleste børn først, fra de er fire-fem år gamle. Men du kan godt begynde at ‘tale til direktøren’ før det.

– Det er vigtigt, at du holder forklaringerne helt simple i begyndelsen og lader være med at sætte dem ind i en større sammenhæng. Det er forskelligt fra barn til barn, hvornår der er ‘hul igennem’ til direktøren, men du kan godt begynde med de simple forklaringer et stykke tid før, barnet er klar til at forstå dem. Så vil de slippe ind, når hjernen er klar. Du kan for eksempel tidligt begynde at sige ‘hold mig i hånden, når der er biler, for de kan være farlige’, siger neuropsykologen og tilføjer:

– Bare sørg for at afveje, hvad barnet kan overkomme – for eksempel ved at se på hendes øjne og aflæse, hvornår forklaringen bliver for lang. Og du skal selvfølgelig også sørge for, at hun ikke kan løbe ud mellem bilerne og komme til skade, indtil du er sikker på, at hun er gammel nok til at forstå forklaringen og handle efter den.