Kenneth M. Christensen
Foto: Nikolai Linares | "Ganske almindelig sund fornuft tror jeg, man kommer sindssygt langt med."
Vores Børn

Kenneth M. Christensen

Kenneth M. Christensen: Det er fantastisk at blive far - men også pissehårdt

Det var Kenneth M. Christensen, der var mest skruk derhjemme. Alligevel tog han kun en enkelt fridag, da sønnen Walter blev født.

Af Marie Wiuff Kruse 10.maj.2017 Børn

Inden Walter 


Jeg har altid gerne villet have børn

Men da jeg nærmede mig de 30, tænkte jeg, at det var ikke sikkert, det ville lykkes at møde én, jeg kunne nå så langt med. Det er ikke bare sådan at finde én, man gerne vil have børn med. Det er en livspartner, man skal møde. Og det potentiale mærkede jeg med det samme, da jeg mødte Johanne.

Jeg var mere skruk end Johanne

Hendes respons til en middag engang, med venner og alt for meget rødvin, var: ‘Børn. Hmm … det bliver nok om fem-seks år’ ‘Fem-seks år?!!!’ udbrød jeg. ‘Der er jeg 36-37! Det er sgu for sent’. Præcis to år efter kom Walter til verden.

Jeg har altid tænkt, at jeg først skulle være far, når…

…jeg kunne være en lige så god far, som min egen far var for mig. Begge mine forældre har været varme og kærlige og sjove frem for alt. Min far rejste meget, da jeg var lille, og når han satte mig af i børnehaven på vej til lufthavnen, skulle han for eksempel altid lave et farvelhop – en slags sidelæns sprællemand.

LÆS OGSÅ: Farvel til fraværende fædre

Det beskriver meget godt en lune, som jeg prøver at tage med ind i Walters verden. Når vi leger, er der ikke så meget, vi ikke må. Det hele behøver ikke at være så pænt og ordentligt. Så bliver det kedeligt.

Den første gang, det rigtigt gik op for mig, at jeg skulle være far… 

…var til 12-ugersscanningen. Det var dér, vi hørte hjertelyd. Min generation er så vant til at se billeder og videoer og kigge på skærme – det er vi nærmest opdraget med – men lyd er på en eller anden måde identitetsskabende.

Da jeg hørte Walters hjertelyd, var det, som om han gav noget tilbage til mig. Det var ikke bare mig, der så ham på et scanningsbillede. Jeg kunne virkelig mærke, at han var der.

Karriere vs. familie  

Det er altid sjovt at drømme

Ligegyldigt hvad det handler om. Der er ikke noget bedre end at drømme om alt muligt over en middag og et par gode flasker vin. Om rejser og boliger og børn og ‘hvad nu hvis den og den ringede og tilbød dig din ønskerolle’.

Jeg er egentlig også realist, men jeg synes, man skal have lov til at drømme. Forestille sig alt muligt og gå efter noget så meget som muligt – og så til slut i processen kigge på realiteterne og om der er hold i ideen.

Jeg holdt kun én fridag efter Walters fødsel

Dengang spillede jeg med i teaterstykket Medea på Betty Nansen, som handler om Medea og Jason. Jason er Medea utro, hvorefter hun dræber deres to fælles børn. Det var ret hardcore at blive far og hver aften skulle gå på scenen og spille far til to børn, som dør.

Det var en virkelig mærkelig følelsesmæssig oplevelse. Jeg følte mig ekstra konfus de første uger, fordi jeg levede lidt i begge verdner. Johanne var forberedt på, at jeg ikke ville være særligt meget hjemme den første tid og tacklede det virkelig pissesejt.

LÆS OGSÅ: Mattias Hundebøll: "Jeg vil ikke ende som en Mad Men-far"

Jeg kan nemt få dårlig samvittighed

Det fik jeg for eksempel, da jeg spillede på Det Kongelige Teater i Stockholm, da Walter var syv måneder gammel. Jeg var deroppe fem-seks dage i træk og så hjemme i fire-fem dage. Det var sgu ikke så fedt. Jeg savnede at være omkring ham. Og jeg vil gerne kunne hjælpe Johanne. Walter og Johanne kom på besøg deroppe i 14 dage, og det, tror jeg, var de bedste 14 dage, Walter havde haft i lang tid. Han havde begge sine forældre omkring sig, vi skulle ikke noget, og der var ingen aftaler eller folk, der kom på besøg. Det var bare os tre.

Når jeg har travlt, har jeg sindssygt travlt

Og når jeg har fri, har jeg helt fri. Det er dejligt, at det er sådan – men jeg skal også lige lære at passe det ind i en familiesammenhæng. Der er flere ting, jeg har sagt nej til, efter at Walter er kommet. Indtil videre har det ikke været svært for mig. Men det kan være, det bliver det. Hvis Steven Spielberg for eksempel ringer en dag.

Det var angstprovokerende at skifte uddannelsesspor

Men jeg frygtede, at jeg, med min uddannelse fra CBS, ville ende i reklamebranchen – i en lyserød skjorte med vovse, Volvo og villa i Valby. Skuespillet har været en hobby, siden jeg gik på efterskole. Og erhvervsuddannelsen virkede på mange måder som det mest naturlige valg efter min studentereksamen.

Men da jeg var midt i det, føltes det, som om hele min vej var lagt. Det er livet for kort til. Jeg kom ind på Statens Teaterskole og har siden været så heldig at kunne gøre min hobby til min levevej.

Uforudsigeligheden fylder meget i mit arbejde

Den er god, fordi jeg altid skal holde mine jern i ilden og ikke kan læne mig tilbage og bare slappe af. Og den er dårlig, forbi jeg aldrig ved, hvad det næste projekt er. Jeg vil gerne kunne forsørge og passe på min familie, og det tænker jeg over. Men jeg kan heldigvis berolige mig selv med, at det er gået godt indtil nu. Og så må jeg tage det derfra.

Jeg kan genkende mig selv i ­Andreas fra Arvingerne

Fordi han er et menneske, der fokuserer meget på sin karriere og samtidig omgiver sig med en masse mennesker, han holder af. Derudover er han sød, reel og et ordentligt menneske – og
det kan jeg godt lide.

Johanne

Johanne er allersejest …

… når Walter er kropumulig og ­besværlig, og hun bibeholder roen. ­Eller når han er syg derhjemme, mens jeg er på arbejde i udlandet og først kommer hjem ugen efter, og hun tager det helt cool. 

LÆS OGSÅ: Blog: Du, min lille store dreng

Vi har fået et fælles ansvar …

… som giver anledning til grin, kærlighed og livslangt sammenhold. Men også bekymringer, overvejelser og uenigheder. Min fornemmelse er, at ­sådan vil det blive ved. 

Rollen som far 

Jeg bilder mig selv ind …

… at jeg er god til at finde på kreative humorløsninger på problemer. Hvis Walter for eksempel ikke gider at spise og ikke synes, hans børneske er sjov, så går jeg hen og henter den største grydeske, vi overhovedet har, og stikker den ned i den meget lille skål og fisker en bid op, som han kan spise.

Så bliver han så forundret, at han glemmer, at han er ked af det. Det er ikke noget, jeg planlægger – det udspringer som regel af hans måde at være på.

Walter og jeg elsker …

… at være i vandet sammen. Vi har et badekar til ham derhjemme, og han begynder at storgrine, hver gang han ser det. Som om han tænker: ‘Yes. Jeg skal derned og sidde’. Så kan jeg slå mig ned i døråbningen, mens han bader, med et glas vin og lidt god musik på telefonen og et håndklæde på benene, så jeg ikke bliver plaskvåd. Så hygger vi os.

Jeg er ikke specielt sart, men …

… det er ikke kun fantastisk at blive far. Det er også pissehårdt og nedslidende. Det er hårdt, når man ikke får sovet igennem om natten. Når Walter får sine første tænder. Eller når man skal skifte tre sæt tøj om dagen, fordi han har diarré i en uge (og i øvrigt hader at få skiftet tøj).

Det, der er kommet mest bag på mig ved at blive far, er …

… at man mister noget af sin impulsivitet. Og jeg kan godt lide at være impulsiv. Den energi, der er i at sige ‘godt, så gør vi det!’ Den kan godt dale lidt, når man først skal pakke barnet ned i det ene og det andet og vurdere, om han skal i barnevogn eller klapvogn, og om det nu er for koldt, om vi skal have mælk med, og om det i øvrigt vil forstyrre hans lur?

LÆS OGSÅ: Morkroppen er moderne

Jeg kan godt finde på at sige til Johanne: ‘Nu går vi, og vi ­tager ikke noget med. Hvis vi mangler noget, så køber vi det. Det er skideligegyldigt. Af sted’. Bare for at komme ud og gøre et eller andet. Nogle gange har jeg måttet erkende, at det måske var lidt for meget – at der gik lidt for lang tid, før han fik mad, og at han blev pissesur og var svær at putte. Men så er jeg også villig til at tage skraldet.

Jeg kan godt finde på at lege vildt og kildeleg

Jeg ved godt, jeg får straffen bagefter, når jeg skal putte ham – at han er helt overgearet og supertræt. Men det var så skidesjovt, imens vi gjorde det. Og så er det det hele værd.

Alt det, der bliver sagt og skrevet …

… om, hvordan man skal håndtere sit barn, bliver trumfet af det, man kan mærke som forælder. Tilstedeværelse – lige nu og her – og ganske almindelig sund fornuft tror jeg, man kommer sindssygt langt med. Det stoler jeg meget på.

Jeg spiller fodbold …

… og der er mange på holdet, der har små børn. Mens vi ­tager støvler på, kan vi lige nå at snakke om, hvordan det går – men det er altid klaret ret hurtigt. A la: ‘Hvad så, går han?’ ‘Yes’ ‘Hold kæft, hvor er det cool’ Eller: ‘Walter har lige haft diarré i otte dage’ ‘Ej, hvor nederen’ ‘Nå, skal vi spille bold?’

LÆS OGSÅ: Blog: Du burde ikke danse sådan foran dit barn

LÆS OGSÅ: 20 tegn på at du er far til et barn på halvandet år

LÆS OGSÅ: Graviditeten set igennem fars øjne

dupa

Henter...