Blog: Kommer kæledyr i himlen?

LÆS OGSÅ: Kæledyr til børn: Hund, hamster – eller ingenting?

For sådan er det med de kæledyr, de bliver en del af familien, som man ikke vil være foruden. Derfor var det også svært at forklare mine to drenge: Max på seks og Walter på tre, at nu skulle Moby til dyrelægen og have en sprøjte, der gjorde, at han ville falde i søvn lige så fredeligt og aldrig vågne op igen.

– Bedøver man også mennesker, så ikke de vågner? ville Max godt vide.

– Og hvor kommer man så hen, når man dør?

Døden kommer altid ubelejligt

For mig blev kattens exit en ubehagelig påmindelse om livets skrøbelighed. At vi alle sammen kun er her på lånt tid. Jeg har det voldsomt akavet med døden, og jeg vil egentlig ikke konfronteres med den på noget plan. Den kommer altid skide ubelejligt.Da børnenes oldefar døde for lidt over et år siden, var døden en størrelse, der førte Olde op i himlen, hvor han blev genforenet med oldemor. Det førte til, at Max i lang tid var nervøs for, om der kunne falde mennesker og underlige ting ned fra skyerne.LÆS OGSÅ: Børnefamilier søger ud i det grønne– Det er kun sjælen, der lever videre. Det vil sige, det gode inde i os mennesker, forsøgte jeg mig.– Men hvordan ser sjælen ud, og hvordan kommer den ud af kroppen, når man er død, og hvad nu hvis den døde har hue på og lukket mund, så er sjælen jo fanget…

Vi græd som pisket

Jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at proppe katten ind i buret og lege dead woman walking ned til dyrelægen, så min mor tilbød at gøre det.Vi tudede alle sammen, og Max skreg, at han ville med til dyrelægen, selvom vi havde aftalt, at det var bedst at sige farvel herhjemme, så mormor kun skulle koncentrere sig om at være der for katten. Særligt Max græd, som han aldrig har grædt før, og det var helt ubeskriveligt trist.Jeg havde indre billeder af Mopsen, der sad ved siden af min far, da han fortalte, at han var uhelbredeligt syg med kræft – og skiftende mandeben fra ekskærester, som Mopsen har ligget på igennem årene. Imens lå børnene en halv time senere nede på gulvet og legede med LEGO, mens de snakkede om, at det kunne være sjovt at få en ny kat og gerne en kattekilling, de kunne lege med. Børn har bare en helt fabelagtig evne til at kunne hoppe ind og ud af sorgen.Om aftenen græd Walter og sagde, at han savnede Mopsen, og næste dag var vi alle sammen stadig triste.

Holdt begravelsesceremoni

Vi endte med at køre over på de ukendtes grav på Vestre kirkegård og lægge en blomst. Vi havde ligesom brug for at få båret sorgen ud af lejligheden og parkere den et sted. Vi lavede et hjerte af kastanjer, og drengene lagde hver en lille buket blomster til Mopsen.

– Hvad tror du, Mopsen laver nu, spurgte Max, da vi var på vej hjem.

Jeg så husets nu afdøde kat ligge stiv som et bræt i en plasticcontainer fuld af døde dyr i en baggård på Værnedamsvej.

– Ja, hvad tror du, svarede jeg.

– Jeg tror, han spiser tun med Olde oppe i himlen, svarede Max, og så begyndte han og lillebror at finde pinde, de kunne slås med.

Det er så misundelsesværdigt, at religiøse mennesker kan forlige sig med døden, så det ikke behøver være så uudholdeligt. Som Jørgen Leth siger:

– Jeg er spændt på, om det religiøse kommer med alderen. Jeg vil ikke forcere det, men min dør står åben.

LÆS OGSÅ: Kommunikation: Tal med dit barn – også om døden

LÆS OGSÅ: Filosofiske samtaler med børn styrker kreativitet

LÆS OGSÅ: Skab et familieliv, du elsker