Klumme: Slut med grydefrits
Hader dit barn også hjemmeklipninger, så er det måske pengene værd at lade junior komme til en rigtig frisør. Læs hvordan blogger Pernille Høyrup fik kureret sin søns angst for saksen hos en frisør.
Mine børn har været sendt i børnehave med takket svenskerhår, grydefrits og halvfærdige klipninger, der har fået dem til at ligne en godt brugt flaskerenser. De hader at blive klippet, og det er selvom, jeg har forsøgt at både aflede, belønne, bønfalde, beordre og bestikke dem. De må se fjernsyn eller ipad imens, de må tegne og spise slik … men alligevel drukner seancen altid i skrig og skrål.
Faktaboks
Pernille Høyrup er freelance journalist og blogger.
Hun er mor til Walter på tre år, der er donorbarn og Max på seks år, der har en far.
Pernille har bloggen Mor Minus En Plus To på Facebook.
Desværre er jeg typen, der gerne klipper hul i min bedste kjole, når jeg klipper julepynt, så jeg har aldrig selv turde kaste mig ud i at klippe ungerne. Det har min mor til gengæld – og med varierende held. Det må jeg vist godt sige, uden at træde hende over tæerne, for det er jo ikke hendes klippefærdigheder, den er gal med. Det er mine børn, der bliver vanvittige, så snart de ser en saks.
Vi har forsøgt med briller, så vildtfarne hår ikke irriterer øjnene, vi har givet dem kappe og håndklæde på, så afklippede hår ikke klør og kradser under tøjet. De er blevet klippet med vådt hår i badekarret, i tørt hår mens de sad klistret til i slik og ipad. Selv de gange, hvor min mor kommer godt fra start, så stikker det af undervejs.
LÆS OGSÅ: Low arousal: Sådan får du færre konflikter med dit barn
Kroppen på børnene undergår en næsten øjeblikkelig transformation, hvor hovedet virrer op og ned som på en hoptimist, og halsen blive uendelig lang og bøjelig. En enkelt gang gik det så galt, at min mor kom til at klippe Max (den ældste af mine drenge) i øret. Så var han ligesom færdig med hjemmeklipning, og mormor måtte kaste håndklædet i ringen.
Den slagne vej til frisøren
Så var gode dyr rådne, som man siger. For er der noget Max ikke er tosset med, så er det situationer, han ikke kender. Og når ikke mormor, som han elsker, måtte klippe ham, så var det utænkeligt at forestille sig, at en fremmed fik lov. Max har autisme, og han er ikke så god til berøring – og slet ikke fra folk, han ikke kender. Men mormor insisterede, og vi forberedte ham på, hvordan det ville foregå i frisørsalonen. Vi havde med vilje valgt en frisør i nabolaget, så vi kunne komme hurtigt hjem igen, hvis ikke det gik.Men fra det øjeblik Max satte sig i frisørstolen, så skete der noget magisk. Filip, som frisøren hedder, talte til ham, som gode frisører gør til kunder, og Max var duperet over interessen.Filip spurgte, om Max kunne hjælpe ham med at holde kammen, mens han klippede, og Max tog den betroede opgave meget seriøst. Han klamrede sig nærmest til kammen, mens Filip guidede ham gennem klipningen, og de talte sammen om løst og fast. Man kunne ligefrem se, hvordan selvtilliden voksede, mens håret dalede. Han var en stor dreng nu. En dreng med egen frisør.LÆS OGSÅ: En rigtig lortesituation– Ja altså, min frisør ligger den vej, fortalte Max til nabodrengen og pegede ned ad gaden, da vi kom hjem. Der stod han så, ældstesønnen, fuld af selvtillid og med lækkert hår. Det var virkelig alle pengene værd.Hårfeen kommer om natten
Nu mangler vi så bare mindstemanden på tre, der som led i selvstændighedsfasen nægter at deltage i noget som helst, der involverer hår og en saks. Forleden fik han derfor lov til at være længe oppe, og mens han sov tungt og godt på sofaen, så kom hårefeen forbi med saksen.
Det var en lidt ujævn præstation, men efter et par dage, var der ingen, der tænkte over det, og hvad der er sparet, er jo som bekendt tjent, så nummer to frisørregning kan vist godt vente lidt endnu.
LÆS OGSÅ: Hårtab: Har du også fået barselsgarn?
LÆS OGSÅ: Blog: To torsdage på en uge