Kvinde, kend din vandrejournal
SPONSORERET indhold

Kvinde, kend din vandrejournal

Bag det pudsige navn ‘vandrejournal’ gemmer sig dit vigtigste dokument de næste ni måneder. Her fortæller jordemor Nina Sepstrup, hvad de svære ord i vandrejournalen betyder.

Af: Ulla Hinge Thomsen, Vores Børn Gravid & baby, efterår 2010
13. jan. 2011 | Børn | Vores Børn

Beregning sikker
Ikke alle gravide ved, hvornår de sidst havde menstruation, og nogle kvinder bløder, når ægget sætter sig fast i livmorslimhinden eller omkring det tidspunkt, hvor de skulle have haft menstruation. Derfor kan terminsberegningen være usikker.

Ultralydsfastsat termin
Hvis du er blevet ultralydsskannet, skrives her den terminsdato, der er fastsat ved skanningen.

Hæmoglobin
Hæmoglobin er det stof, man måler på for at beregne blodprocenten. Det er vigtigt, fordi du skal danne mere blod til fostret, moderkagen og blødningen efter fødslen. Blodprocenten måles som regel ved første graviditetsundersøgelse og herefter kun efter behov. Lav blodprocent behandles ved at spise jerntilskud.

GU
Gynækologisk undersøgelse, som lægen foretager ved første graviditetsundersøgelse.

Blodtype
Ved første graviditetsundersøgelse hos lægen tages en blodprøve, der blandt andet bruges til at typebestemme dit blod efter A-,B-,0-systemet. Det er vigtigt, hvis du skal have en blodtransfusion i forbindelse med fødslen.

Rhesustype
Udover at have en blodtype er dit blod også rhesusnegativt eller rhesuspositivt. Hvis du er rhesusnegativ, kan du danne antistoffer over for et rhesuspositivt foster, hvis du tidligere har været gravid med et foster, der også var rhesuspositivt.

Irregulære antistoffer i 6.-10. uge
Den første blodprøve for antistoffer. Alle mennesker kan have irregulære antistoffer, og det er vigtig information i forbindelse med blodtransfusion.

Antistof hos rh.neg. i 35. uge
Tages hos alle rhesusnegative til undersøgelse for antistoffer i 35. uge.

Hepatitis B
Leverbetændelse, som kan smitte fra mor til barn. Barnet skal derfor vaccineres straks efter fødslen for at undgå smitte. Tages på alle gravide i Danmark.

HBsAg
Betyder hepatitis antigen og findes i blodet, hvis du er kronisk bærer af sygdommen.

Læs videre på næste side og bliv klogere på din vandrejournal>>

Gestationsalder
Beskriver, hvor langt du er henne, regnet fra sidste menstruations første dag. Dit foster er så 14 dage yngre. Tallet angives i fulde uger plus dage. For eksempel er 33+3 fulde 33 uger plus tre dage, og det kalder man så 34. uge.

Urin – A S Leu Nit
Hver gang, du er til jordemor eller læge, skal din urin undersøges for:

A: Albumin – protein i urinen. Ses ved blærebetændelse, svangerskabsforgiftning og udflåd.

S: Sukker – screening for graviditetsbetinget sukkersyge.

Leu: Leucocytter, hvide blodlegemer, der blandt andet ses ved blærebetændelse.

Nit: Nitrit. Ses ved blærebetændelse.

Ødem
Væskeansamlinger/vand i kroppen.

Symfyse-fundusmål
Din jordemor måler hver gang afstanden fra dit kønsben til toppen af livmoren. Målingen indgår i hendes vurdering af, om din livmor – og dermed dit foster – vokser som det skal.

Foster-præs.
Fosterpræsentation er den måde, fostret vender på. Hvis hovedet vender ned mod bækkenindgangen, kaldes det ‘hovedpræsentation’. Hvis fostret vender numsen nedad, står der ‘UK’, underkropspræsentation. Nogle gange ligger fostret på tværs i livmoren, det kaldes ‘tværleje’.

Doubletest
Fortæller om fostrets risiko for at have kromosomsygdomme, hvoraf den kendteste er Downs Syndrom (DS). Testen udføres på en blodprøve mellem ottende og 13. uge. Bruges ofte sammen med nakkefoldsskanning.

Nakkefoldsskanning
En ultralydsundersøgelse, hvor tykkelsen af fostrets nakke bliver målt. Skanningen foretages i uge 11 til 13. Den bruges sammen med doubletesten til at beregne risikoen for en kromosomsygdom.

Tripeltest
Blodprøve, der tages mellem 15. og 18. uge. Blodet undersøges for tre forskellige stoffer, hvilket giver en pejling på sandsynligheden for, at fostret har en misdannelse eller en kromosomsygdom.

Diabetes-screening – OGTT
OGTT står for Oral Glucose Tolerance Test. Testen viser, om du er ved at udvikle graviditetsbetinget sukkersyge. Det gør to-tre procent. Du får målt dit indhold af glucose i en urinprøve, hver gang du er ved jordemor eller læge.

FIND DIN TERMINSGRUPPE I VORES BØRNS FORÆLDRE FORUM HER!