Leder: Nissen sikrer julestemningen i en travl hverdag
SPONSORERET indhold

Leder: Nissen sikrer julestemningen i en travl hverdag

Hjemme hos chefredaktør Mette Hovmand-Stilling har den lille nisse, der bor inde i væggen, en stor del af æren for, at der er plads til juleri og hyggelig julestemning, i en ellers travl hverdag.

Af: Mette Hovmand-Stilling Foto: Frederikke Bostrup
24. nov. 2016 | Børn | Vores Børn

Hvis du overnatter hos mig i december måned, vil du sikkert få dig op til flere overraskelser. Måske er dine snørebånd bundet sammen i nattens løb, måske er der toiletpapir i hele hytten, og der er stensikkert kagekrummer i vindueskarmen.

LÆS OGSÅ: Drop tanken om den perfekte jul

Og maden er i det hele taget et kapitel for sig. Særligt morgenmaden, som nemt kan bestå af blå mælk eller havregrød med festligt farvestrålende party-krymmel. Hos os bor der nemlig en nisse. Inde i væggen, lige ved skorstenen. Den første dag i december er der på forunderlig vis altid tryllet en lille dør frem, og som måneden skrider frem, kommer der flere og flere remedier: et lille juletræ, en stige, en postkasse. Jo, der er ingen tvivl. Nissen er flyttet ind.

Jeg har altid masser af forventninger og store ambitioner op til jul. Også inden december overhovedet er gået i gang. Vi skal bage, klippeklistre, på gaveindkøb, på juleudstillinger, og mon ikke også drengene i år er store nok til at sidde forholdsvis stille og drikke varm kakao på en café?

LÆS OGSÅ: Sådan får du den bedste jul med dit barn

For mit indre blik er julemåneden altid noget med røde kinder, uldne huer, masser af hygge og glade, forventningsfulde børn. Men hvert år må jeg skrue ned for forventningerne, i takt med at dagene går. Det er, som om december går dobbelt så hurtigt som alle de andre måneder. Som om weekenderne er booket på forhånd, og børnene er for trætte til at bage efter en lang dag i institutionen – og pludselig er noget, der burde være hyggeligt og dejligt, forvandlet til en sur, stressende pligt. Du kender det sikkert godt – når man har børn, må forventningerne ofte justeres hen ad vejen.

Men fordi vi har nissen, får vi alligvel masser af juleri og dejlig stemning ind i hverdagen. Han er faktisk blevet min bedste ven, for han gør hele familien glad og hjælper mig til at sænke skuldrene og finde roen – og en hel masse barnlig grin og fnis.

Når børnene er lagt i seng, lusker jeg rundt på strømpesokker og agerer hans forlængede arm. ‘Tror du egentlig ikke, at du selv synes, det er sjovere, end børnene gør?’ spurgte min mand sidste år, da jeg var i færd med at hænge toiletpapir i lampeledningen over bordet. Måske har han ret, men er det ikke lige meget?

Nissen får børnene til at springe ud af sengen af ren spænding, fordi de vil vide, hvad han nu har fundet på. Og han tilfører først og fremmest masser af hygge og grin i vores hjem i december. For min skyld måtte han gerne bo der hele året …

I det nyeste nummer af Vores Børn kan du få en masse inspiration til julen, læse om kendte forældres bedste juleminder og få gode råd til at bevare gnisten mellem mor og far.

Glædelig december herfra.

LÆS OGSÅ: Julegaver: Det hitter under juletræet i år

LÆS OGSÅ: Jul med børn: De 5 største udfordringer juleaften

LÆS OGSÅ: Nem mad til hele familien