Vuggedød
Foto: Privat. | Lille Rumi var som sine brødre. Mørkhåret og rolig.
Vores Børn

Vuggedød

Vuggedød: "Jeg tager ham op og lægger ham til brystet, men der er ingen reaktion"

Rumi var kun en måned, da han i sommer helt uventet døde en vuggedød. Hverdagen med de to store drenge har hjulpet Mette Brockmann og hendes mand videre.

Af Mai Helene Lykke 31.maj.2016 Børn

Det er først i det øjeblik, Mette lægger sin baby til brystet, det ­rigtig går op for hende, at der er noget galt.

Ligesom hendes to andre sønner har den lille mørkhårede dreng altid sovet godt – og længe, så hun bliver egentlig ikke nervøs, da hun vågner en tidlig morgen i slutningen af juni med meget spændte bryster.

Faktaboks

FAMILIEN

MOR Mette Brockmann, 33 år, folkeskolelærer og mindfulnessinstruktør

FAR Jean Luis Acuna Challco, 42 år, it-vejleder

BØRN Amaru, 5 år, Samin, 3 år, og Rumi født 30. maj 2015. Død 29. juni 2015. En lillesøster er på vej

BOR i Aarhus

Når hun tænker tilbage, undrede hun sig måske lidt over, at den lille slet ikke havde været sulten i løbet af natten. Og måske så han lidt trykket ud i ansigtet, som han lå der i halvmørket i dobbeltsengen. Men det er først, da hun tager ham over og lægger ham til brystet, og han ikke begynder at sutte, at det for alvor går op for hende, at den er helt gal.

LÆS OGSÅ: Resultat: Hvad ved du om babyer?

– Jeg tager ham op og lægger ham til brystet, og så er der bare ingen reaktion. Der tænker jeg ‘det kan umuligt være rigtigt’. Babyer plejer ikke at sove så tungt, og de sutter jo selv i søvne.

Mere når hun ikke at tænke. Alting står stille, og Mette løber ind i stuen med sin livløse baby i armene. Hun ­vækker sin mand, som den nat er faldet i søvn på sofaen efter at have set en sen sydamerikansk fodboldkamp i fjernsynet.

Handlingslammet af vuggedød

Hun går ikke i panik. Snarere i chok, og hun husker situationen som helt uvirkelig, da hun står der med telefonen i hånden og alarmcentralen i den anden ende og forsøger at guide sin mand i genoplivningen af det lille menneske, der er kommet til verden blot en måned tidligere.

LÆS OGSÅ: 14 spørgsmål om babys søvn

– Jeg tror ikke, jeg nåede at tænke eller reagere. Jeg stod og rystede og kunne slet ikke finde ud af, hvad jeg skulle gøre, eller hvad der egentlig skete. Jeg var helt handlingslammet. Jeg nåede kun at fortælle min mand, hvad han skulle gøre, fordi jeg ikke selv kunne gøre noget som helst. Min mand giver kunstigt åndedræt, men han er også fuldstændig ødelagt. Han kan næsten ikke finde ud af det. Det her med at holde hovedet koldt og prøve igen og igen. Jeg tænkte allerede der, at det var for sent.

Scenen, hvor hun lægger sin søn til brystet, står mejslet i hukommelsen sammen med synet af blodet, der bliver ved med at sive ud af næsen på det lille menneske.

– Det var slet ikke til at holde ud. Men det er åbenbart normalt ved vuggedød, at der bliver ved med at komme blod ud af næsen. Uden man kan forklare ­hvorfor.

LÆS OGSÅ: 1. måned – Kontakt med din baby

Den lille krop er allerede begyndt at blive stiv, da redderne fra Falck tyve minutter senere ankommer og overtager genoplivningen. Det tyder på, at han allerede har været død i et par timer, da Mette vågner og lægger ham til brystet. Bagefter har Mette tænkt på, hvis nu hun bare var vågnet et par timer tidligere. Så kunne det jo være, han havde været i live i dag.

– Men på den anden side var det jo ikke til at vide, om vi alligevel kunne have fået gang i vejrtrækningen.

Graviditeten

Mettes tredje graviditet var, ligesom de to første, fuldstændig uden komplikationer. Og fødslen foregik som en planlagt hjemmefødsel i stuen i familiens rækkehus i Aarhus. Den lille Rumi er ligesom sine brødre. Mørkhåret. Rolig. Han græder ikke så meget, andet end hvis han er meget træt eller sulten. Der er absolut intet, der varsler, at familien skal miste den nyfødte lillebror, allerede før den har lært ham rigtigt at kende.

LÆS OGSÅ: Gisp! Trækker baby vejret?

– Sundhedsplejerske og jordemoder, høretest – alt var fint. Det eneste, vi nogle gange har tænkt over bagefter, var, at han nogle gange gryntede lidt. Som om han har haft let ved at glemme at trække vejet. Men vi ved det jo ikke, siger Mette.

Når hun skal beskrive den lille dreng i dag, så er det, hun fremhæver, at han var en stærk lille en.

– Jeg har en del billeder, hvor han ligger på ammepuden. Og hvor han faktisk ligger helt ret op og holder hovedet selv. Og det kan jeg ikke huske, de andre kunne så tidligt, siger hun og finder et billede frem på telefonen af den lille dreng. Ikke at hun kigger på dem så meget længere.

– Jeg gjorde det i starten, men nu har jeg ikke gjort det i et stykke tid, siger Mette, da hun finder ordene efter en lang pause.

Hun tror, at det, at Rumi var så lille, da han døde, har været med til at gøre tabet lidt lettere at bære.

– Han havde jo ikke nået at få så meget personlighed endnu. Så jeg tror, det ville have været værre, hvis han var ældre. Det, at han stadig var så lille, har på en eller anden måde gjort, at vi lettere kunne komme videre i det.

Uvirkeligt

Midt i sorg og chok skal Mette og hendes mand have vækket en nabo, som kan være hos de stadig sovende storebrødre, mens de tager på hospitalet. Klokken halv seks om morgenen sidder de i ambulancen på vej mod Skejby Sygehus med den lille dreng svøbt i et tæppe i armene.

– Vi sad bare der med en følelse af uvirkelighed. Vi kunne slet ikke forstå det, husker Mette, der mest af alt tænkte på sine sovende drenge derhjemme.

– Det var faktisk næsten det værste at tænke på. Hvad sker der med mine drenge, når de vågner, og der er en fremmed i huset? De kender jo godt vores nabo, men vil jo fornemme, at der er noget galt. Så jeg havde tankerne alle mulige forskellige steder på samme tid og kunne ikke kun fokusere på sorgen eller chokket, fortæller Mette, der også samtidig blev overvældet af en masse praktiske bekymringer.

– Det er alle de her praktiske ting. Hvordan pokker ringer man for eksempel lige til sin mor og siger, at ens barn er død? Det blev de jo ved med at anbefale os ude på Skejby – ‘ring nu, der skal komme nogen’. Men jeg var bare sådan ‘hvad skal vi sige?’ Plus man ikke forstår, hvad det er, der er sket. Og samtidig ville jeg bare rigtig gerne hjem til mine drenge.

Mette får ringet til sin familie, der med det samme begiver sig mod Aarhus. Imens sidder hun og hendes mand alene på en stue på sygehuset med Rumi liggende helt fredfyldt i en vugge ved siden af. De siger ikke så meget til hinanden, sidder bare og kigger på hinanden og på deres lille, døde dreng.

En sygeplejerske kommer og informerer om obduktion, så årsagen til Rumis død kan blive klarlagt. Kort efter kommer en overlæge og erklærer Rumi død. Klokken 11 bliver den lille familie ført ned til kapellet, hvor de kan sige farvel, og bagefter må de tage hjem. De får telefonnummeret på den ansvarlige for kapellet, og får at vide, at de bare kan ringe, når de vil se Rumi. Og så tager de hjem til drengene i rækkehuset.

– På det tidspunkt var hele mit fokus bare at komme hjem til mine børn. Jeg kunne slet ikke have det her med, at de skulle vågne og ikke vide, hvad der var sket – og så være sammen med en
næsten fremmed.

En stjerne

Allerede på sygehuset har Mette og hendes mand Juan Luis besluttet sig for at fortælle drengene, at Rumi er blevet til en stjerne. Juan Luis kommer fra Peru og går ind for den indianske filosofi, og der tror man på, at folk bliver til stjerner, når de dør.

– Så vi besluttede det dels på grund af min mands indianske tro, dels fordi børn har brug for noget konkret at forholde sig til. Og så syntes vi, at en stjerne var det mest oplagte valg. Så da vi kom hjem fra sygehuset, tog vi drengene med udenfor og fortalte dem, at Rumi ikke skulle være hos os mere, men at han var blevet til en stjerne, så han kunne passe på os oppe fra himlen.

Den mindste på tre år har meget svært ved at forstå, at lillebror er væk, mens storebror på fem år har lidt lettere ved at forholde sig til, at Rumi nu er oppe i himlen.

– Min ældste går stadig meget op i det. Han vil gerne have, at det bliver mørkt, så han kan se stjernen. Han snakker rigtig meget om døden og siger, at han ikke vil blive gammel, så han skal dø. Og så siger han alligevel, at lillebror jo ikke var gammel, da han døde. Så på den måde er der mange spørgsmål, som er meget svære at forstå. Det er ikke, fordi han er meget ked af det, men han siger, han savner lillebror og gerne vil have, at der kommer en ny baby.

Sorgen og snakken om lillebror fylder ikke så meget længere. Men der er plads til at snakke, når det dukker op. Rumis død er ikke tabu i familien.

– Det giver da et stik i hjertet, når en af drengene begynder at snakke om lillebror. Men igen, det er jo deres måde at kommunikere på, og så snakker vi om det ud fra det sted, de er. Min yngste har spurgt til, hvor baby er. Det gjorde han mest i starten. Nu snakker han ikke så meget om det mere. Jeg ved ikke, hvor meget, han kan huske – eller vil komme til at huske. Men med den store er jeg ret sikker på, at det sidder mere fast, siger Mette.

Bisættelse og hverdag

Rumi bliver bisat fra sygehusets kapel den følgende torsdag, efter obduktionsresultaterne er kommet. Med Mettes egne ord laver de lidt, uden det bliver for meget. Den nærmeste familie og venner deltager, og efterfølgende har et par af Mettes veninder sørget for lidt mad hjemme i huset. Mindehøjtideligheden er helt enkel med en tale holdt af bedemanden. Hendes mormor læser et digt, der bliver sunget et par sange – og Juan Luis spiller et stykke på sin fløjte.

– Stemningen var egentlig positiv og mest glad, nok fordi der var så mange børn med. Og det var egentlig lidt bevidst. Det giver ligesom en lidt lettere stemning. Og så var det jo samtidig varmt, så børnene kunne lege udenfor. Det var en god afsked, husker Mette.

Efter bisættelsen venter mødet med hverdagen igen.

– Vi har jo to store, sunde drenge, som stadig skulle have mad og i børnehave og vuggestue. Så de har været med til at opretholde hverdagen. Man er nødt til at tænke på dem. Også da sommerferien kom, der skulle vi jo også have dagene til at gå videre.

En af de svære ting ved at vende tilbage til hverdagen var at møde andre mennesker – uden en baby. Mette fik en veninde til at orientere lederen af børnenes institutioner om lillebrors død, og lederen blev bedt om at fortælle det til de andre børns forældre.

– Jeg syntes, det var svært at skulle til at møde alle forældrene igen, og de skulle spørge til, hvor baby var blevet af. Det kunne jeg ikke lige overskue. Man tænker mange tanker om andres tanker. Det er andres reaktioner, man er bange for. Det værste var næsten, at nogle af forældrene gik over på den anden side af vejen og kiggede væk. Så sig da, at du ikke ved, hvad du skal sige. Bare sig et eller andet i stedet for at prøve at forsvinde og undgå øjenkontakt, siger Mette.

– Når man er kommet dertil, at man har bevæget sig udenfor, så har man snakket så meget med andre om det, der er sket, at det ikke er tabu for en længere. Så jeg tror ikke, folk skal være så bange for, hvad de siger – bare de siger et eller andet.

Der er billeder på væggen af alle tre børn, og et fod- og håndaftryk fra Rumi markerer, at han har været her. Barnevognen, som også har været de to brødres, står stadig fremme i gangen – ligesom puslebordet på badeværelset. Det har ikke været nødvendigt at fjerne en masse af Rumis ting.

– Det er begrænset, hvor meget, vi har haft fremme til den lille. Vi har taget det lidt ad gangen og gemt lidt væk. Jeg synes faktisk ikke, det har været så slemt igen. Jeg tror, det havde været værre, hvis det var første barn. Men tøjet i str. 50 og 56, som han har brugt meget, tror jeg, vi sælger, og når vi så får en lille ny, så køber vi noget nyt i de to størrelser. Bare for at det ikke skal være det samme.

Obduktionen

Når et lille barn dør, pludseligt og uventet under søvn, så kalder man det vuggedød. Lægerne har obduceret Rumis lille krop og undersøgt blodprøver og celler uden at kunne komme nærmere et svar på, hvorfor han holdt op med at trække vejret den nat. Obduktionen har fuldstændig frikendt Mette for at have noget at gøre med sin søns død.

– Det var jo også min egen første tanke – om jeg havde gjort et eller andet i løbet af natten, om jeg havde ligget på ham eller fået lagt dynen hen over ham. Men jeg var alene med ham i sengen, og han lå ude i siden, så jeg ville ikke kunne have ligget på ham. Og så ville det heller ikke betegnes som vuggedød, forklarede overlægen mig, for så ville man under obduktionen kunne se, at han er blevet kvalt, og så er det noget andet.

Selv om Mette ikke har gjort noget galt og har lægernes ord for det, så ligger oplevelsen altid i baghovedet og lurer.

– Der er da ret mange gange, hvor jeg lige har været inde ved især den mindste og tjekke, om han nu trak vejret. Så jeg ved, han er i live. Det gør jeg lige lidt oftere nu end tidligere.

Sjælen skal have ro

Forholdet mellem Mette og Juan Luis er blevet endnu tættere og stærkere, siden de mistede deres baby. Også selv om de har tacklet sorgen forskelligt.

– I begyndelsen græd Juan Luis mere og var mere udadreagerende. Men jeg tror også, hans indianske aner har betydning for, hvordan han har reageret. For efterfølgende har han kunnet lægge det hele lidt væk. Indianerne tror på, at hvis man græder for meget over et dødt menneske, så kommer det tilbage. Så kan det ikke finde ro. Så for min mand har det været fint at sørge det første stykke tid, men så skal man ligesom også lægge det til side, fordi ellers kan det være, at Rumis sjæl ikke kan finde ro.

De to har aldrig været i tvivl om, at de skulle være forældre igen, og det ønske kommer til at gå i opfyldelse, for Mette er gravid igen – med en lille pige, som efter planen kommer til verden til maj.

– Mine graviditeter og fødsler har der ikke været noget galt med, og jeg har trods alt to sunde og raske drenge. Så jeg sætter min lid til, at det her kun skete én gang, og at man ikke ved hvorfor. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig, at vi skulle være så uheldige, at det kunne ske en gang til. Og så tror jeg også, at det vil hjælpe især vores ældste at få en lillesøster eller lillebror. Men jeg er ikke helt sikker på andet, end at vi anskaffer os en bedside crib næste gang, så babyen stadig sover ved mig, men i sin egen lille seng. Vi er store fortalere for samsovning, men det vil give mig en større ro, hvis den lille ligger sammen med os, men i sin egen seng.

Familien blev efter Rumis død tilbudt psykologhjælp med henvisning via egen læge. Men på det tidspunkt, hvor Mette nåede igennem ventelisten, syntes hun ikke, hun havde brug for hjælpen længere. Hun var selv kommet videre, blandt andet med hjælp fra mindfulness.

– Vi har to andre børn og et stort netværk. Det har helt sikkert været med til at hjælpe os igennem. Og jeg har brugt min mindfulness, fordi det jo netop handler om at være til stede i det, man er i. Det gælder bare om, på en eller anden måde, at acceptere det, der er sket. Tro på, at der er en grund til det. I starten fylder det meget, og så lige pludselig fylder det mindre. Det er stadig hårdt engang imellem. Men på den anden side har vi også accepteret det, begge to. Og livet går jo videre.

LÆS OGSÅ: Lola Jensen: "Mange ser livet som et projekt"

LÆS OGSÅ: Undgå fladt baghoved

LÆS OGSÅ: Sådan undgår du fladt baghoved

dupa

Henter...