Line Kruse: “Jeg blev mobbet, fordi jeg var kendt”

HELD

Det var gennem min første filmrolle som 12-årig, i Skyggen af Emma, at mine forældre og jeg lærte mest om at håndtere det at være kendt. Søren Kragh Jacobsen (instruktøren, red.) var ekstraordinær god til at forklare os, hvad konsekvenserne ville være. Han rådgav os, og lod også min far og mor være statister en dag på filmsettet, så de kunne få stillet deres egen – naturlige – nysgerrighed. Det gik også, som han forudså: Jeg blev massivt kendt og fik masser af opmærksomhed. For det meste positiv, heldigvis, men alligevel var det enormt hårdt. Når jeg ser tilbage, føler jeg mig virkelig heldig, for hvad nu hvis det var blevet en lortefilm?

LÆS OGSÅ: Pelle Hvenegaard: “Det blev en rodet start på voksenlivet for mig”

SÅRBARHED

En af konsekvenserne ved at være barnestjerne var, at jeg blev mobbet i skolen. Så meget, at jeg flyttede klasse på grund af det. Som teenager syntes jeg, det var meget ubehageligt, at andre, især drenge, på forhånd vidste, hvem jeg var. Jeg kunne komme i tvivl om, hvorfor en fyr viste interesse i mig. Var det virkelig, fordi han kunne lide mig?

KÆRLIGHED

Hvorfor blev jeg så ved, kan man spørge. Fordi det også var sindssygt sjovt! Under indspilningerne af Krumme-filmene fik jeg nærmest en ekstra familie i Karen-Lise Mynster, Dick Kaysø, Laus Høybye og Lukas Graham. Jeg er lige så stolt af Lukas Graham (som spillede Krummes lillebror Grunk, red.) i dag, hvor han er blevet musiker, som hvis jeg havde været hans rigtige storesøster.LÆS OGSÅ: Mathilde Gersby: “For mig var det hele en leg”

LØGNE

Samtidig med at jeg skulle promovere Skyggen af Emma, kom Christian Bale til København for at lave presse på Solens Rige. Der blev lavet et dobbeltinterview med os to børnestjerner, og der blev taget et billede af os sammen, og det var så det. Efter et par uger lavede Se og Hør en historie om, at vi var kærester. Jeg blev ikke rigtig ked af det, men nærmere forundret og skuffet over, at voksne kunne finde på at lyve så groft.

PRES

Jeg forstår godt, at børn i dag vil deltage i MGP og den slags. Jeg var selv med til MGP-finalen i Herning i 2013 i forbindelse med indspilningen af MGP Missionen, og jeg anerkender også, at det er en fænomenal oplevelse, som jeg vil tro, deltagerne kan nyde, når de står der i finalen og er blevet hærdet undervejs. Det er fantastisk, at man kan lave sådan et stort show og tage børnene så alvorligt, men der hviler også et kæmpe pres på de børns skuldre, og bagefter skal de ruste sig til kritik fra pressen og kammeraterne.Hvis nogen af mine egne børn spurgte, om de måtte være med til sådan noget, ville jeg spørge dem, om der virkelig ikke var andet, de kunne finde på at lave, for det er altså et voksenjob at arbejde i underholdningsbranchen. I forvejen kan mine børn ikke fordrage den offentlige opmærksomhed, der til tider hviler på vores familie. Børn vil helst bare være almindelige. Så på det punkt er jeg meget rå: Jeg synes ikke, det er en risiko, der er værd at løbe.

Tilbage til: Barndom: Sådan var det at være barnestjerne