Anerkendt børnepsykolog: “Det er som om, at det er kommet på mode at have det hårdt”

Hvor mange børnepsykologer skal der til for at putte en femårig? Flere end én, tilsyneladende. Da Margrethe Brun Hansen engang havde sit barnebarn til overnatning, måtte hun i hvert fald sande, at Emma ikke lod sig imponere af farmorens karriere i at guide forældre sikkert igennem børnelivets genvordigheder – som for eksempel hvad man stiller op, når barnet nægter at sove. For da det blev sengetid, duede hverken det ene eller det andet. Først var Emma tørstig. Så skulle hun tisse. Så ville hun liiige fortælle noget. Farmoren, som både har et forfatterskab om børnepsykologi og næsten fem årtiers erfaring i samme bag sig, kunne godt pakke sit kloge hoved sammen. Uanset hvad hun gjorde, sad barnebarnet stadig med øjnene spærret vidt op og sjov og ballade i blikket.

"Så kan man altså være nok så meget cand. psyk. Når man står i situationen er det jo noget andet, og man bliver hylet helt ud af den", griner Margrethe Brun Hansen.

Det er faktisk lidt befriende at begynde interviewet, der ellers skulle være et fripas til, at børnepsykologiens ukronede dronning kunne give os småbørnsforældre en opsang, med anekdoten om putteseancen. Hun fortæller den med ømhed i blikket, både over for barnebarnet, sin egen utilstrækkelighed – og alle os forældre, der hver eneste dag gør vores bedste for at få tingene til at glide men alligevel ikke helt slår til. For ja, der er ting, vi kunne gøre bedre. Men helt overordnet synes hun, at vi gør det rigtig godt.

"Det er så smukt at se, hvordan forældre er omkring deres børn i dag. Børn har nok aldrig haft det bedre med hensyn til kærlighed, omsorg og materielle ting, og når man, som jeg, er vokset op i 50’erne kan man godt blive lidt misundelig", siger hun.

LÆS OGSÅ: Har du evig dårlig samvittighed?

Når tidens tendenser kammer over

Vi er ellers en forældregeneration, som ofte står for skud i medierne. Vi bliver skældt ud for at lade vores børn styre showet, mens vi fjerner hver en sten på deres vej med den ene hånd og fraværende tjekker Instagram på telefonen med den anden. Der kan være noget om kritikken, medgiver Margrethe Brun Hansen, men hun synes samtidig, at man skal være varsom med at pege fingre. For ligesom generationerne før os, gør vi vores bedste ud fra de strømninger, der er i tiden.

Margrethe Brun Hansen opsummerer lynhurtigt 70 års familiehistorie, de skiftende tiders fejl og mangler og deres årsager: 50’ernes autoritære og hierarkiske børnesyn hang sammen med, at forældrene opdrog til et samfund, hvor man rettede ind, når chefen talte.

I 60’erne og 70’erne kom opgøret med autoriteterne, kvindefrigørelsen og den seksuelle frigørelse. I rusen af frihed glemte forældrene så lidt, at børn ikke nødvendigvis har godt af at blive lukket helt ind i de voksnes selvudviklingsprojekt og – sat på spidsen – ligge og sove lige ved siden af kollektivets bollerum.

I 90’erne kom børnekonventionen. Det blev forbudt at slå børn. Ved århundredeskiftet udråbte eksperterne børn til at være kompetente, skæld ud blev sat i skammekrogen, og børn blev langt om længe betragtet som helt rigtige små mennesker med ret til egne meninger og holdninger. Det er denne udvikling, nutidens børnesyn rider på bølgerne af, mener Margrethe Brun Hansen. Så hvis vi ikke er så gode til at holde fast, når lille Olivia nægter at spise den mad, der står på bordet eller insisterer på at tage ballarinasko på i regnvejr, er der altså en grund til det.

"Hver gang, der kommer noget nyt, sker der det, at det kammer lidt over. Lige nu går det på, at man ikke må ikke sige nej, ikke må skælde ud, og for guds skyld skal respektere sine børn som selvstændige individer. Det er en rigtig god udvikling, men der mangler vi lige nu en forståelse for, hvad børn kan bestemme, og hvad de ikke kan bestemme", fastslår børnepsykologen, som uddyber, at som hun ser det, fødes børn med en hel masse kompetencer, som bobler i dem som små frø.

Selvtilliden i at kunne koge en vælling

Men de kompetencer kan ikke udvikles, uden at vi voksne viser dem vejen, tager lederskab og korrigerer dem. Dér halter det lidt.

Margrethe Brun Hansen får så småt talt sig varm i forhold til de områder, hvor vi godt kunne gøre det lidt bedre. Troen på egne evner, for eksempel. Børnepsykologen er selv vokset op i en søskendeflok på fire, og hendes mor lærte hende både at lave sagovælling og at tjekke temperaturen på lillebrorens badevand med albuen. Så hun kan da godt undre sig lidt, når den unge mor, der har 12 i matematik og en chefstilling på advokatkontoret bliver nødt til at google og slå op i bøger for at finde ud af, at kamilete virker beroligende på et grædende spædbarn (i dag fraråder Fødevarestyrelsen at give kamillete til små børn. red). Men igen, hvis hendes egne forældre havde for travlt med at realisere sig selv på 80’ernes arbejdsmarked til overlevere husholdningens abc til næste generation, hvor skulle hun så vide det fra? Konsekvensen af skiftet er dog, at der er gået noget selvtillid til egne forældreevner tabt. For nok er vi gode til at spørge om råd, men når andres erfaringer ikke duer, må vi ikke blive alt for frustrerede.

"Jeg vil så gerne have, at I tror på jer selv og mærker efter, hvad der fungerer hjemme hos jer. Bogen om lige præcis dit barn er jo ikke skrevet. Læs det, andre har skrevet, læg det så på hylden og tag ansvar for det, du ser," råder Margrethe Brun Hansen.

LÆS OGSÅ: Børneopdragelse: 7 ting du skal prøve at undgå

Familielivets tunge åg

På samme måde står det til med at stole på vores børns evner til at udvikle egne færdigheder, uden at en forælder, pædagog eller lærer står på sidelinjen. I vores travle hverdag, med som oftest to udearbejdende forældre, har vi det med at slå knuder på os selv for at stimulere podens sprog (godnatlæsning, tjek!), motorik (svømning hver torsdag, tjek!), sociale færdigheder (legeaftale på lørdag, tjek!) – og så videre. Hver ting har sin kasse, som vi kan krydse af, for vi ved jo godt, at kineserne kommer, så hvis ikke barnet lærer at tælle til ti på engelsk i børnehavealderen, bliver vi helt svedt. Det skal vi stoppe med, mener Margrethe Brun Hansen.

"Jeg siger tit til forældrene, at hvis de rent faktisk gik – altså på deres to ben – til alle de ting, de gik til sammen med deres børn, så behøvede de ikke at gå til noget. I stedet for at skynde sig ud af døren til svømning, kunne man gå en tur ud i det blå og få dyrket motorikken ved at balancere på kantstenen og springe over vandpytterne", foreslår Margrethe Brun Hansen.

Men igen forstår hun godt, at vi har lidt travlt med at holde snor i, at lille Viggo kan klippe lige med en saks, for det ligger i tiden, at den slags bliver målt og vejet. Det handler heller ikke om, at vi skal lade være med at stimulere vores børn og melde pas til samtlige fritidsaktiviteter – men at vi skal vælge det til, der giver mening og lade være med at stresse over resten. For børn bærer helt naturligt evnen i sig til at lære og udvikle sig gennem leg. Når vi er for ivrige efter at hjælpe dem på vej og nå det hele, tager det lidt af glæden ud ad familielivet, oplever Margrethe Brun Hansen.

Som hun husker det, havde man lettere ved at grine af, at hele huset flød, og havregrøden brændte på, da hun selv var ung mor i 70’erne. Ligesom medlemskabet i morklubben ikke var hængt op på, at man med nedadvendte mundvige kunne tale med om manglende søvn, skrantende parforhold og pletter på tøjet.

"Det er som om, det er kommet på mode at have det hårdt", siger Margrethe Brun Hansen undrende. Som hun ser det, har vi rammerne til at have et rigtig godt familieliv: Bedre barsel. Ligestilling for kvinder. Økonomiske muligheder, som vores bedsteforældre kun kunne drømme om. Børnepsykologen opfordrer os derfor til at skrive fortællingen om:

"Den historie, småbørnsforældre har om sig selv i dag, er: ’Vi er travle, vi skal afsted, vi har ikke tid til noget’. Det er meget tungt, og sådan må man også godt have det. Men når jeg taler med familierne, kan jeg høre, at de faktisk også ligger og hygger i sengen om morgenen og har det rart med at spise morgenmad sammen," mener hun.

Hun kunne så godt tænke sig, at vi fokuserede lidt mere på det lyse. Alt det sjove, dit barn siger, følelsen af hans hår mellem dine fingre, duften af barnehud. Alle de små lykkeglimt, som jo egentlig nok var årsagen til, at du kastede dig ud i reproduktionen i første omgang.

"For det, du fortæller dig selv og andre, er det, der kommer til at fylde i dit liv", konkluderer børnepsykologen.

Hun har en næsten farmor-agtig varme i stemmen. For hun ved jo godt, at du knokler for at give dine børn alt det bedste hver eneste dag. Når det ind imellem går galt, kan du trøste dig selv med én ting: Margrethe Brun Hansen tror på dig. 

OBS! Denne artikel er oprindeligt udgivet i 2018. Efter aftale med børnepsykolog Margrethe Brun Hansen er den opdateret af Amalie Louise Bernitt.