Mor-rollen
SPONSORERET indhold

Mette Frederiksen: “Lyt til, hvad dit barn i virkeligheden siger”

“Selvfølgelig lever jeg ikke altid op til rådet. Men for at efterleve det prøver jeg på at være et skridt foran. At indlægge nogle tidslommer, så der bliver plads til de ting, børnene synes er vigtige her og nu.”

Af:: Eline Holm, Vores Børn Plus, nr. 13 2013.
26. maj. 2014 | Børn | Vores Børn

Tilstedeværelse

Min mor var utrolig klog på børn og har lært mig meget om at være mor. En af hendes store styrker var en fuldstændig vild tålmodighed med børn og en meget stærk evne til at være til stede der, hvor hun var.

De fleste af de råd, jeg har fået om at være mor, har jeg fået af hende. Det bedste råd, jeg har fået af min mor, er virkelig at lytte til, hvad mine børn siger – at se tingene ud fra deres synsvinkel og logik. Hun har ikke direkte sagt: ‘nu skal du huske at lytte til dine børn’, men jeg har samlet det op indirekte ved, at jeg har set min mor være sammen med mine børn.

LÆS OGSÅ: Karen-Helene Hjorth: “Stol på, at du ved bedst”

LÆS OGSÅ: Søs Fenger: “Du skal behandle dit barn som et ligeværdigt menneske”

LÆS OGSÅ: Sara Marie Maltha: “Dit barn kan lære dig sindssygt meget om dig selv”

Erkendelse

Forleden skulle vi ud af døren om morgenen, og der er altid en stram tidsplan, der skal overholdes. Børnene og jeg skulle ud på cyklerne, så jeg kunne nå at aflevere dem på skolen til tiden, og bagefter skulle jeg direkte ind i ministerbilen og klare en telefonsamtale.Vi var kommet af sted og sad på cyklerne, da min søn, Magne, kom i tanke om, at han skulle til trommer og havde glemt sine trommestikker derhjemme. I min voksenlogik tænkte jeg ‘så låner du jo bare et par’. Det nåede jeg også at sige til ham, og han blev rigtig ked af det. Jeg stoppede op og sagde til mig selv ‘hør nu lige på, hvad det egentlig er, han siger’. Da jeg prøvede at se situationen fra hans synsvinkel, kunne jeg jo godt se, at når man er syv år gammel, elsker at spille trommer, har sparet op til sine egne trommestikker og har sagt til sin trommelærer og sin bedste ven, at man tager sine nye trommestikker med, holder det bare ikke at låne et par. Det endte med, at vi blev enige om, at så måtte vi jo bare cykle endnu hurtigere, efter vi havde hentet trommestikkerne.

Ledetråd

Selvfølgelig lever jeg ikke altid op til rådet. I situationen kan det være svært at se, hvorfor min datter for eksempel har en logik i, at det er lige præcis de øreringe, der skal til – og ikke nogle andre. Og det er jo ikke altid praktisk muligt at vende om på cyklerne. Men det er en ledetråd for mig, at jeg nogle gange skal udfordre min egen logik. For at efterleve det prøver jeg på at være et skridt foran. At indlægge nogle tidslommer, så der bliver plads til de ting, børnene synes er vigtige her og nu.LÆS OGSÅ: Mor-rollen: Brug dine instinkter

Opbakning

Jeg bruger også rådet som generel tilgang til den måde, jeg er sammen med mine børn på. Som voksen kommer man let til at se besværet i situationen i stedet for at se på, hvad det egentlig betyder for ens børn, at man støtter dem i det, de gerne vil. Selvfølgelig skal der være nogle faste rammer og spilleregler, som alle i familien indordner sig under, men når det er muligt, prøver jeg virkelig at følge op på mine børns tanker og impulser. Det kan for eksempel være i weekenden, hvor de finder på, at vi skal lave mad over bål – og ja, det er mere bøvlet end at sætte en gryde på komfuret. Men det betyder utrolig meget for børn, at vi som voksne griber dem og giver dem rammerne til at realisere de gode ideer, de har.De oplever, at de kan lykkes med deres projekter, og de får mod på at ville endnu mere.

Tilbage til: 4 kendte mødre: Et råd gjorde mig til en bedre mor