Mikkel Kessler: "Jeg håber ikke, Romeo bliver bokser"

Hvis Lea Hvidt for et par år siden var blevet spurgt, om hun nogensinde kunne finde på at hænge en boksebold op derhjemme – i den rette højde, så hendes toårige søn kunne nå den – havde svaret været et rungende nej. Én ting er at være kæreste med en verdensberømt bokser og kende alt til flossede nerver og krydsede fingre fra bokseringens sidelinje. Noget helt andet er at skulle forholde sig til, hvordan ens egne børn møder og forstår den til tider benhårde sportsgren.

– Mikkel har fortalt mig, at når man viser børn ting i en tidlig alder, så når de at blive trætte af det, fortæller Lea, da hun en eftermiddag inviterer inden for i sit og kærestens, Mikkel Kesslers, hjem og afslører boksebolden, der hænger i stuen. 

– Den er et arvestykke, som Mikkel har brugt i sin træning, og vores dreng, Romeo, fik øje på den en dag, hvor vi gik rundt i træningshallen. Inden da havde han gået og slået til en stor folieballon, han havde fået på Bakken, og den var gået i stykker. Så jeg tog boksebolden med hjem og hængte den op. I håb om at køre ham død i det, siger hun og smiler. 

– Havde jeg kunnet vælge, dengang jeg mødte Mikkel, havde jeg ikke ønsket, at han boksede, men sådan var det. Og det har jeg måttet leve med. Men jeg vil gøre alt, der står i min magt, for at Romeo ikke får den interesse, lyder det, nu med alvor.

Mikkel Kessler om børn og boksning

For parret, der mødte hinanden for otte år siden, da Lea var blot 18 og Mikkel 28, er det ikke længe siden, at livet så en hel del anderledes ud. Mikkel boksede sin sidste kamp – nummer 49 – en majdag i 2013, og blot et halvt år efter kunne han skifte verdensstjerneidentiteten ud med rollen som far. Tilværelsen med tough træning og snorlige selvdisciplin var med et erstattet af babypludren og bleskift.– Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville have børn. Men imens jeg boksede, tvivlede jeg nogle gange på, om jeg ville få dem. Jeg har altid sagt til mig selv, at jeg ikke ville have dem, imens jeg havde en karriere, for så ville jeg tænke for meget over den risiko, der er forbundet med sporten, lyder det fra Mikkel, der har bokset, siden han var 13 år, og haft sporten som sin professionelle levevej i næsten to årtier.– Jeg tror godt, jeg kunne tage en kamp i dag, men det ville være hårdt for mig – på grund af de nye tanker om, hvad det ville betyde, hvis der skete noget med mig. Efter jeg har fået børn, har jeg pludselig et ansvar, og på den måde kan jeg mærke, at jeg skal overveje mine valg og beslutninger på en anden måde, end jeg har skullet før, reflekterer han.LÆS OGSÅ: Opdragelse: "Her bestemmer mor og far"Lea var gravid i tredje måned, da Mikkel tog den sidste tur i bokseringen. – Når man er på det niveau, Mikkel har været på, følger der meget med. Det er en egoistisk sport, og det er så vigtigt, at du er 100 procent fokuseret, så alting var meget anderledes i månederne op til en kamp. Selv om han var hjemme, var han alligevel væk. Og sådan et liv ville sikkert være hårdt med et barn eller to. Da jeg blev gravid, vidste vi, at det kapitel var ved at være slut, og det var en lettelse – for os begge to, husker hun.

Sladder og paparazzier

Bortset fra lyden af de to familiehundes sporadiske bjæffen og en babyalarm, der i ny og næ småskratter fra barnevognen, hvor familiens yngste snupper en lur, er der tyst. En stribe marker strækker sig som de nærmeste naboer, og der er en snes kilometer til den københavnske bygrænse. Da Lea og Mikkel for halvandet år siden valgte at bygge deres hjem væk fra hovedstadens hurlumhej, var det en fælles drøm, der gik i opfyldelse.Beslutningen om at flytte på landet handler om at skabe et stærkt fundament som familie – at bruge mere tid sammen og have lyst til at være hjemme i stedet for at gå ud fredag aften. Det handler også om at kunne give ungerne og hinanden et break fra den til tider voldsomme mediebevågenhed, som har hvilet på både Mikkel og Lea igennem deres forhold. Kombinationen af Mikkels imponerende karriere og hans forbindelse til den tv-kendte Familien på Bryggen har om noget kunnet få de kulørte bladjournalister op på tæerne. Og selv om Lea i dag kender ‘mediegamet’ til hudløshed og formår at navigere i overfladisk sladder og paparazziregn, har det ikke altid været nemt. Heller ikke da de to små kom til verden. – Da vi fik Romeo, boede vi i København, og imens jeg var gravid og omkring fødslen blev vi jagtet en del af pressen. Jeg fødte om natten, og allerede næste morgen blev vi ringet op – inden vi havde nået at fortælle det til vores forældre. Med Romeos lillesøster gik der fire dage, før nogen spurgte ind til det, hvilket jeg var helt overrasket over. At man ikke selv kan bestemme, hvornår man vil dele det med andre – det synes jeg er irriterende, understreger Lea og reflekterer over, hvordan hun med tiden er blevet hårdfør og hærdet.– Mikkel og jeg har altid været gode til at snakke om den store opmærksomhed, og det har lært mig meget om at stole på Mikkel og på dem, der er tæt på mig. Det er vigtigt ikke at tænke over, hvad andre tænker, og i stedet fokusere på, hvordan man selv har det. Det er en lektie, jeg gerne giver videre til mine børn, lyder det eftertænksomt.LÆS OGSÅ: Giv dit barn mere nærværHendes blik vandrer ud mod gårdspladsen, hvor den lille ny stadig blunder blidt. Herude – langt fra noget, der overhovedet minder om spotlys – skærmer høje træer for eventuelle sultne presseblikke og giver den lille familie mulighed for selv at bestemme, hvornår og hvordan de vil dele ud af private øjeblikke. Også når det gælder de øjeblikke, hvor ungerne er med.– Vi gør begge meget ud af at holde børnenes liv helt privat, og det har vi været fuldstændig enige om fra starten. Jeg har tit lyst til at smide billeder og videoer ud alle mulige steder, men vi synes, at de selv skal have lov til at vælge, og derfor holder vi den del meget tæt, så længe de er små. Hvis jeg lægger nogle arbejdsrelaterede billeder op på min blog eller Instagram, hvor børnene er med, så ser man dem altid bagfra eller fra siden, og det er simpelthen for at skåne dem, forklarer Lea, der samtidig med udgivelsen af sin bog DIY med Lea har opbygget det blog-univers, der er hendes arbejdsmanege i dag, og som hun planlægger at sætte alle sejl ind på fremover. Fyldt med grundige gør-det-selv-tips og hyldest til stolte traditioner. Og det er også Lea, som fører traditionerne videre. – Jeg skulle lige lære Mikkel, at i min familie danser vi rundt om juletræet, og vi skal da også have julemand. Det begynder så småt med de nye traditioner, og for mig er det både betydningsfuldt og sjovt, at vi skaber den slags sammen. Det er nyt for Mikkel at tænke i de baner, men så længe han ikke selv skal stå for tingene, så synes han det er fint, siger hun med et glimt i øjet.

Familien i først række

Mikkel henter Romeo fra vuggestuen, og den lille dreng smider gummisko og vinterjakke, inden han træder tøvende ind i husets køkkenalrum. Det er ikke hver dag, der dukker fremmede ansigter med notesblokke og kameralinser op på hans hjemmebane. Romeo – der hurtigt får både talegaver og legetøj i spil – er vant til at tage ture som den, han lige har trillet med sin far.– Jeg er god til at køre, siger Mikkel om viljen og lysten til at sætte sig ind i bilen, da snakken falder på de store afstande, der unægtelig følger med et liv på landet. – Også sammen med Romeo. Det har jeg sagt til mig selv fra starten – at når vi bor herude, skal jeg kunne køre, for eksempel ind og besøge en kammerat eller min familie i byen. Med den lille ny er det blevet sværere, og jeg vil gerne være sammen med min familie så meget som muligt. Men jeg tror samtidig, det er vigtigt at kunne have tid for sig selv en gang imellem. Det er vigtigt, at vi ikke bliver trætte af hinanden – og at hverdagen ikke bliver for kedelig. Der må gerne ske noget. Jeg har altid faret rundt. Det ved jeg ikke om er godt eller skidt, siger han.LÆS OGSÅ: Køresyge: De mest effektive rådLige siden Romeo varslede sin ankomst – og allerede inden sin fødsel fik navn efter en romantisk partur til Rom – har Mikkel og Lea været enige om, at familielivet skal prioriteres højt. – Jeg har altid været meget tæt på min egen familie – mine forældre og min lillesøster – blandt andet fordi vi har delt ridesporten og min tid som konkurrencerytter med hinanden. Og det stærke sammenhold, vi har, vil jeg rigtig gerne føre videre til mine børn og vores familie. Det synes jeg er både vigtigt og dejligt, forklarer Lea.Selv om Mikkel har trådt sine barnesko i andre omgivelser i den amagerkanske arena, har han lige så gode minder om stærke familiebånd med sig i bagagen. – Jeg har altid fået meget kærlighed af begge mine forældre, og jeg har altid kunnet mærke, at de var der for mig, fortæller han, imens han mindes den særlig tætte tilknytning til sin mor, Ann Christiansen, også kendt som ‘Mopper’. – En af de ting jeg har lært som barn, er, at alle altid er velkomne. Der er altid plads til, at folk kan overnatte, og der er altid plads til en mere til aftensmaden. Den form for gavmildhed vil jeg gerne give videre til mine børn. Sådan er jeg opdraget, og det betyder meget for mig, at folk føler sig velkomne. Der er mange, der kigger forbi spontant herude, og det kan jeg godt lide. Det er med til at gøre, at hverdagen ikke bliver alt for struktureret, beretter Mikkel og tilføjer: – I mit eget barndomshjem var der ikke lige så meget struktur, som vi har i vores hjem – der var måske alt for lidt – men jeg synes stadig, det er godt, at man ikke altid ved, hvad man skal hver dag. At det ikke bliver den der ‘normale’ hverdag, hvor alting kører efter et skema.LÆS OGSÅ: De 6 mest absurde situationer jeg har oplevet med mine børnPå en vægt, hvor familien vejer tungt, gør Mikkel og Lea deres bedste for at balancere det hjemlige og nære med det lige så fyldige arbejdsliv. I Mikkels tilfælde et, der i hælene på boksekarrieren, handler om at lave hjemmetræningsprogrammer for blandt andet nybagte mødre og andre, der helst vil træne på hjemmebane sideløbende med undervisning og snart også foredrag om de kræfter, der har drevet ham vidt i sportens univers. – Det at skulle have mange ting i gang på samme tid kan godt være udfordrende. Jeg har fået børn lidt sent i forhold til mine kammerater, og det med at jeg lige pludselig ikke er den, der leger i 10 minutter med deres unger og så laver mine egne ting, men er på hele tiden – det har været en omvæltning for mig, fortæller Mikkel og beskriver, hvordan det nye liv har betydet markant flere ubesvarede opkald på telefonen og beskeder, der bliver skrevet med småstresset hånd og forsinkelse. – Jeg tror, at alle får en anderledes hverdag, når de får børn. For mig har det været både fantastisk og svært til tider. Det er planlægning på en anden måde og i en højere grad, end jeg har været vant til. Også selv om planlægningen i min karriere var meget ekstrem, lyder det, med en understregning af, at så vidtgående må det endelig aldrig blive på hjemmefronten. 

En ting ad gangen

Heldigvis er han og Lea med egne ord gode til at få hverdagen til at gå op og fordele de opgaver og aktiviteter, der er forbundet med at være en familie. Den spontane livsindstilling, som de hver især har med sig, fungerer indtil videre også med småfolk om bord. Det handler ganske enkelt om at tage en ting ad gangen og om at tage fat, når man er den, der har hænderne fri. Og derudover glæde sig over, at Leas forældre hellere end gerne træder til i de perioder, hvor Mikkel er på længere arbejdsudflugter. – Jeg er kommet frem til, at det vigtigste må være, at man gør sit bedste. Jeg synes selv, jeg er en god forælder, når jeg er meget sammen med mine børn. Og samtidig ved jeg godt, at jeg er nødt til at tage væk en gang imellem. Hvis jeg for eksempel har været af sted nogle dage, kan jeg godt mærke, at Romeo har savnet mig. Så føler jeg, at jeg er gået glip af noget, og så føler jeg mig ikke som en god forælder. Jeg elsker at bruge meget tid sammen med ham, erklærer Mikkel uden den mindste tøven.LÆS OGSÅ: "Jeg ville være verdens bedste far"Eventyr er et ord, der bliver nævnt flere gange den eftermiddag i landkøkkenet under det stråtækte tag. Lea og Mikkel har altid rejst meget, vidt omkring i verden, og i dag er det ikke blevet mindre vigtigt for dem at komme ud og af sted. – Det store pressefokus på Mikkel er stilnet af, og jeg kan mærke, at det betyder noget i forhold til, at vi pludselig kan tage en spontan tur i Tivoli eller et andet sted, hvor der er mange mennesker, siger Lea og sender Mikkel et kærligt blik.– I dag kan du godt finde på at spørge, om vi ikke skal køre en tur i Den Blå Planet – det ville du ikke have gjort på samme måde tidligere, siger hun og smiler og leder snakken hen på sine overvejelser om, hvorvidt Romeo snart er stor nok til at opfange, når fremmede folk gerne vil have en sludder eller et billede med hans far.

Boksedrenge og ridepiger

Ikke fordi hun er nervøs eller ikke tænker, at det nok skal gå. Men Mikkels offentlige liv og karriere kan ikke undgå at sætte et præg på børnenes liv, det er hun bevidst om. I børnehaven, mellem skolekammerater og måske også når de bliver voksne og selv skal vælge levevej.

– Som udgangspunkt synes jeg, at de skal følge deres drømme, byder Mikkel ind og tilføjer: 

– Men jeg ville nok have det lidt svært med det, hvis Romeo kom og sagde, at han ville være bokser. Han ved allerede nu, at der er stor forskel på at slå på boksebolden og på alt andet. Og forhåbentlig kan han nå at blive træt af det. Men han må selv bestemme, og jeg vil støtte ham i alt, hvad han gør. Om han så vil gå til dans – eller ridning, for den sags skyld, griner han og henviser til Leas fortid som konkurrencerytter. Men der er ikke fuld enighed i hjemmet om, hvorvidt boksningens faremomenter kan konkurrere med ridningens. 

– Ridning er også farligt, indskyder Lea med et smil og fortsætter: 

– Og den har Mikkel brugt mod mig mange gange. Men hvis min datter kommer og fortæller, at hun har tænkt sig at blive professionel rytter, vil jeg nok alligevel have det lidt anderledes, end hvis Romeo en dag vil være bokser. 

LÆS OGSÅ: Fritidsinteresser – hvad skal dit barn gå til?

Én ting er dog sikkert: Mikkel og Lea er enige om, at der ligger en stor værdi i at gå sportens veje. På mere end hyggeplan. 

– Gennem Mikkels boksekarriere og min tid som konkurrencerytter har vi hver især erfaret, at der kun er én måde at lære ting på, og det er ved at øve sig. Det opdager man ved at gå op i en sportsgren – og man lærer samtidig en masse om ansvar og om kampen for at få ting til at lykkes. Det er vigtigt, funderer Lea.

På gulvet er Romeo i fuld gang med at stable legotårne side om side med Mikkels verdensmesterbælter, der ligger til skue under en glasplade i gulvet mellem køkkenalrummet og familiens stue. Den store historie om boksningens forunderlige verden skal hverken skjules eller nedtones, om end der allerede nu bliver spekuleret på livet løs i – fredelige – aktivitetsalternativer til den lille toårige knægt.

– Vi er ved at lægge planer for, hvordan vi får ham til at interessere sig for golf, siger Lea og griner. 

LÆS OGSÅ: Gravid med Klaus Riskær: “Det var ikke planlagt”

LÆS OGSÅ: Mascha Vang: "Jeg græd lige så meget som mit barn"

LÆS OGSÅ: Kendte fædre om rollen som far

LÆS OGSÅ: Mikkel Kessler: "Sund kost reddede min karriere"