Min fødsel: Lilli endte med at blive taget med tang

På en sen forårsmorgen kører jeg til sygehuset, da jeg har en mistanke om, at vandet er gået. Jeg beder min kæreste, Rasmus, stå standby, men jeg synes ikke, han skal tage fri fra kasernen, hvis det bare er mig, der pjatter.

Jordemoren tager imod mig, tjekker mig og konkluderer, at det er falsk alarm. Jeg er dog cirka tre centimeter åben, så hun forventer, at der snart sker noget. Jeg bliver alligevel sendt hjem igen, og sent samme aften begynder jeg at få veer.

Næste morgen ringer jeg derfor til jordemoren, veerne er taget til, og hun beder os komme ind.

Da vi ankommer til sygehuset, går jeg på toilettet, og da jeg vil trække bukserne op, går vandet! Denne gang er der ikke noget at være i tvivl om!

Veer nonstop

Vi bliver tjekket ind på et midlertidigt værelse for at spare os køreturen hjem, så vi vælger at få lidt at spise og vil slappe lidt af, inden det går løs. Det når vi knapt.Veerne tager til. De veer, jeg havde i bilen på vejen ind til sygehuset, var jo ingenting i forhold til dem, der rammer mig nu. Jeg kan bedst beskrive dem som et tog, der rammer min ryg igen og igen – uden pause, uden stop.Min krop vil svinge bagover og vil helst op på tæerne, ryggen kramper sammen og det, der hjælper, strider helt imod det, min krop vil.Det er svært at bukke sig fremover, stå på flad fod, og gå ned i knæ, men det hjælper! Her kommer vejrtrækningen også til sin ret. Takket være Rasmus får jeg ret hurtigt styr på det. Hvordan jeg derefter finder ned til fødegangen, husker jeg knapt. Jeg ved bare, at Rasmus er min støtte.

Er det nu?

Vi har en plan om badekar og andre smertelindrende tiltag. Det når jeg bare slet ikke til. Presseveerne melder sin ankomst, men vi er jo næsten lige kommet ned på stuen. Min jordemor beder mig gispe for at holde igen, mens hun tjekker, hvor langt jeg er.Først siger hun bare: ‘Nej, nej, vi skal lige tjekke’ og hurtigt derefter: ‘Jo, jo, pres du bare, du er helt åben.’ Det er en lettelse at få presseveer, min ryg kan slappe af, og mit hoved fortæller mig, at nu er det nu. Det er det her, vi har ventet på.Pludselig går tingene i stå, jeg er helt afkræftet og har fået vestimulerende drop, men det giver ingenting. Vi går til plan B, som er fødsel ved hjælp af kop. Lægen kommer ind, og han foreslår to muligheder: En der er bedst for moren, og en der er bedst for barnet – kop eller tang. Jeg har aldrig hørt om tang, men den er bedst for barnet, så den tager vi frem for sugekop.Da lægen fortæller, at han er nødt til at klippe mig for at få hende ud, græder jeg. Tanken om at gå i stykker er ødelæggende for mig.Men ud skal hun jo! Rasmus er ved min side hele tiden, han er god til at tørre min pande med en dejlig kold klud, aer mig på håret og kysser min hånd.

Et klistret mirakel

Lægen har lagt tangen, som den skal. Hovedet kommer ud, og så pauser de ved hendes skuldre – det kan mærkes! Da næste presseve kommer, er hun ude. Hun er helt snasket ind i fosterfedt, giver et lille skrig, bliver placeret på min mave, og så kigger hun bare rundt med store øjne. Rasmus klipper navlestrengen. Jeg nyder bare det lille mirakel, der ligger og kigger på min mave. Det har jeg lavet!

Det er helt fantastisk!

LÆS OGSÅ: Derfor bliver din fødsel IKKE som på film

LÆS OGSÅ: Test dig selv: Er du klar til fødslen?

LÆS OGSÅ: Min fødsel: “Jeg var alene med veerne"