Min fødsel: Otte dage over termin men kun tre timer undervejs

Da jeg blev gravid med mit tredje barn i den sprøde alder af 40 år, vidste jeg, at det kunne blive en udfordring. At jeg grundet min alder havde forhøjet risiko for spontan abort, kromosomfejl, graviditetssukkersyge og til slut fødselskomplikationer.

Graviditeten var ganske ukompliceret, og jeg nød at mærke vores datter sparke i min store mave. Den eneste graviditetsgene var en massiv halsbrand, der plagede mig.

Vores jordemor fortalte, at der var en sammenhæng mellem morens halsbrand og barnets hårmængde, så jeg satsede på, at vores datter ville blive født med rottehaler!

Terminsdatoen kom og gik, men tegnene på vores datters ankomst udeblev. Tre dage efter forsøgte jordemoren at løsne hinderne for at sætte fødslen i gang, men ingenting skete. Vi prøvede hindeløsning igen to dage senere, men stadig ingenting. Vi aftalte, at jeg skulle sættes i gang, når jeg var en uge over tid.

Dagen kom. Ikke noget jeg så frem til, men måske ville det være anderledes at føde for tredje gang, når ‘undervognen’ havde givet sig hele to gange før?

Trods min manglende lyst til at blive sat i gang, glædede jeg mig til at føde og møde vores datter.

Ti minutter før vi skulle afsted til fødegangen, ringede telefonen. Det var en jordemor, der aflyste igangsætningen, da der alligevel ikke var en ledig fødestue til os. Så vi fik en ny tid dagen efter. Lidt træls, da vi havde sat os op til, at det skulle være nu.

Hyggesnak i hospitalssengen

Dagen efter fik jeg kørt en strimmel i modtageværelset som det første, og da jordemoren havde sikret sig, at alt var, som det skulle være, lagde hun an til at tage vandet.En skanning i uge 38 havde vist meget fostervand, men jordemoren slog det hen. Hun måtte dog erkende, at jeg stadig havde meget fostervand, og det endte med at oversvømme sengen.Da hverken vandafgang eller lange gåture kunne lokke veerne frem, var der ingen vej uden om et vestimulerende drop. 15 minutter efter kom den første ve – og så var vi i gang. Veerne afholdt mig dog ikke fra at hyggesnakke med min kæreste, den søde jordemor og fotografen, vi havde hyret til at tage fødselsbilleder.Jordemoren må have tænkt, at hyggesnakken var udtryk for, at det ikke gjorde ondt nok, så hun skruede stille og roligt op for droppet, og til sidst blev der stille på stuen.Stilheden blev kun brudt af min høje vejrtrækning og jammer, efterhånden som veerne tog til. Jeg trak mig ind i min osteklokke, hvor det eneste, jeg magtede at koncentrere mig om, var at trække vejret.

En imponerende hårpragt

Efter halvanden time med veer var jeg fem-seks centimeter åben, og veerne blev hele tiden kraftigere. Oh My God, tænkte jeg, tre timer mere på den måde ville jeg ikke overleve. Lige efter jordemoren havde undersøgt mig, kom endnu en kraftig ve, og denne gang følte jeg, at jeg skulle på toilettet.

Jeg fik med besvær bakset mig ned af briksen, og med mit dropstativ i den ene hånd og min kæreste i den anden lykkedes det mig, at komme ud på toilettet. Da jeg havde tisset, kom den vildeste pressetrang, og mit brøl fik jordemoren til at komme løbende og sige: ‘Du må ikke presse endnu!’.

Det er pænt svært at lade være, når ens krop fortæller én, at der skal presses nu! Op fra toilettet, på med bukserne og ud på den lange vandring tilbage til briksen.

Hvordan mine bukser kom af igen, husker jeg ikke, men jeg hørte jordemoren give grønt lys til at presse. Sikke en befrielse! I det fjerne hørte jeg min kæreste sige: ‘Hun har rigtig meget hår’. To presseveer senere så jeg for første gang min smukke datter. Hun havde en imponerende hårpragt, var smurt ind i fosterfedt, fuldstændig smuk og helt igennem perfekt!

Der lå hun i mine arme, tre timer efter den første ve, og kiggede intenst på os, som om hun sagde ‘hej, mor og far – her er jeg!’.

LÆS OGSÅ: Min fødsel: “Epidural – NU!”

LÆS OGSÅ: Min fødsel: “Nu ringer du altså til fødegangen!”

LÆS OGSÅ: Min fødsel: Lilli endte med at blive taget med tang