Føde med voldsomme veer
Foto: Privat | "Der gik en ung kvinde forbi på gaden, og jeg tænkte ‘åh nej, hun skal ikke se mig have veer, det er for pinligt!"
Vores Børn

Føde med voldsomme veer

Min fødsel: I pressefasen måtte jeg droppe al forfængelighed

Katrine Dam Madsens fødselsforberedelser hjalp hende igennem selv de stærke veer uden en lyd, men da presseveerne kom, og lille Auras mørke hår tittede frem, måtte hun overgive sig til urkraften.

Af Sarah Galán 17.apr.2017 Børn

Min graviditet var god, og ud over lidt kvalme i de første tre måneder var der

Faktaboks

FAMILIEN:

Mor Katrine Dam Madsen, 32 år, gymnasielærer

Far Goran Tufekovic, 40 år, projektkoordinator

Barn Aura, 2 måneder Bor på Frederiksberg Fødslen varede 16,5 timer, Aura blev født i terminsuge 39+2, vejede 3.600 gram og var 52 cm lang

ingen komplikationer. Jeg følte mig stærk, sund og frisk, og jeg kunne træne tre gange om ugen indtil de sidste 14 dage før fødslen, hvor jeg begyndte at blive tung.

Om mandagen, fem dage før jeg fødte, havde jeg planlagt at tage ud på det gymnasium i Holbæk, hvor jeg arbejder, for at være med under eksamenerne. Jeg var gået på barsel, men ville gerne være der for at støtte mine elever.

Mens jeg stod foran spejlet og gjorde mig klar, fik jeg pludselig stærke plukkeveer – kraftigere, end de plejede at være. Jeg satte mig ned, men lige så snart jeg rejste mig, gik de i gang igen, og sådan blev det ved. Jeg tænkte ‘gud, er det nu?’.

På det tidspunkt troede jeg faktisk, at jeg ville gå i fødsel inden for 24 timer, så jeg måtte ringe til gymnasiet og sige, at jeg ikke kom alligevel, for jeg turde ikke køre fra Frederiksberg til Holbæk alene i en bil. Fødslen gik dog ikke i gang – hverken den dag eller de næste.

Om fredagen var der stor sommerafslutning med fest på gymnasiet, som jeg meget gerne ville have været med til, og jeg gik hele ugen og overvejede det, men endte med at beslutte, at jeg ikke turde.

LÆS OGSÅ: Saszeline Emanuelle Dreyer: Den ‘rigtige’ måde at være mor på findes ikke

Jeg havde ikke ekstra plukveer, men jeg følte mig virkelig tung og var enormt træt, så jeg tilbragte hele dagen på langs, først i haven, hvor jeg lå og hørte lydbøger, og senere på sofaen med Netflix. Om aftenen tog jeg til en venindes fødselsdag. Jeg var der et par timer, og vi hyggede og snakkede om min mave, og hvornår der mon ville ske noget.

Snapshots i sidste øjeblik

Da jeg kom hjem ved 21-tiden, spurgte jeg min kæreste, Goran, om han ville tage nogle billeder af mig med den gravide mave. Jeg havde kjole og makeup på
– hvilket jeg ikke havde ret ofte i den periode – og jeg kom til at tænke på, at vi slet ikke havde fået taget nogen billeder af maven. Måske fornemmede jeg, at det var sidste chance for at gøre det. Så vi fik taget billeder, og så gik vi i seng klokken 22, som vi plejer.

Ti minutter efter vi var gået i seng, kom de første veer, hvor jeg tænkte ‘ups, det er vist noget andet end almindelige plukveer’. Jeg kunne ikke sove, og de næste timer lå jeg og tog tid på veerne. Der var otte minutter imellem, og de var ikke så stærke, at jeg behøvede bruge den vejrtrækning, jeg havde lært på fødselsforberelseskurset Smertefri Fødsel.

Jeg kunne sikkert have sovet igennem dem, hvis jeg ikke havde været så spændt. Jeg følte mig samtidig meget rolig – det var lidt, som om jeg allerede var gået i ‘fødemode’. Goran lod jeg sove, så han kunne være frisk senere.

Ved et-tiden blev jeg enormt sulten. Da jeg stod op for at spise og drikke lidt, blev veerne stærkere og med kortere mellemrum. Men da jeg gik i seng igen, blev der atter otte minutter imellem. Klokken 02.30 stod jeg op for at tisse, og veerne blev hyppigere og kraftigere. Jeg ringede til fødegangen på Herlev Hospital og sagde ‘jeg tror, jeg er gået i fødsel, men jeg ved ikke rigtigt, hvordan det skal føles’.

LÆS OGSÅ: De 10 største bekymringer som gravid

Jeg ville gerne derind, for jeg syntes, det gjorde ondt nu. Jordemoderen i røret sagde, at det måtte jeg gerne, men måske ville jeg blive sendt hjem igen. Jeg besluttede mig for at gå tilbage i seng, og der blev atter længere mellem veerne, men nu begyndte jeg så småt at måtte bruge den gispevejrtrækning, jeg havde lært på kurset, for veerne nev.

Klokken 05.30 kunne jeg ikke vente mere og stod op. Veerne blev kraftigere, og der gik ikke lang tid, før vi ringede til fødegangen for at sige, at vi var på vej. På det tidspunkt tænkte jeg ‘det her gør ondt – og det kommer til at gøre rigtig ondt!’. Jeg kunne godt mærke, at det nok ikke ville blive den smertefri fødsel, jeg havde forestillet mig.

Da vi gik ud til bilen, gik der en ung kvinde forbi på gaden, og jeg tænkte ‘åh nej, hun skal ikke se mig have veer, det er for pinligt!’, men jeg fik selvfølgelig en ve og måtte stå op ad bilen og gispe mig igennem den. Derefter satte jeg mig ind på bagsædet, hvor jeg sad på knæ og holdt fast om nakkestøtten, mens jeg
kiggede ud ad bagruden hele vejen til hospitalet.

Turen var ret forfærdelig. Det bumpede, og jeg råbte til Goran, at han skulle køre ordentligt, for han kørte, så det hvinede rundt i svingene – han skulle jo bare have mig af sted!

Vi kom ind på fødegangen klokken 06.30, og der var ikke ret mange fødende, så der var god tid til mig. Jordemoderen mærkede på mig og viste mig to fingre – to centimeter. Der blev jeg rimelig slukøret og tænkte ‘nej, jeg har haft veer hele natten!’. Jeg syntes, det var slemt, og jeg havde regnet med måske at være seks centimeter åben.
Hun spurgte, hvordan jeg ville have fødslen, og jeg sagde, at jeg gerne ville føde naturligt uden smertestillende medicin. Jeg fik nogle varmepuder, som jeg brugte, indtil den næste jordemoder kom og tog over.

Vilde veer under bruseren

Klokken 08.30 blev vi flyttet til fødestuen, hvor en jordemoder og en jordemoderstuderende tog godt imod mig. Jeg fik et lavement, og de spurgte, om jeg ville op i karret med vand. Det ville jeg gerne, og vandet tog lidt af smerten. Ved middagstid kom jeg op af karret, og jordemoderen mærkede på mig. Der var ikke sket så meget – jeg var omkring fire centimeter åben – og hun ville gerne have mig op og i gang. Jeg kom ud at stå under bruseren, hvor Goran brusede mig.

Her blev veerne meget kraftigere, og det føltes, som om de overtog min krop. De gjorde så usandsynligt ondt. På kurset havde jeg lært at tage én ve ad gangen, men på dette tidspunkt kom jeg til at tænke frem, og så tænkte jeg ‘det her, det klarer jeg ikke ret længe’. Jeg spurgte jordemoderen, hvor langt der var igen, men hun ville ikke svare.

LÆS OGSÅ: Adam Duvå Hall: I sidste ende er tingene ofte meget simple

Der var jeg virkelig glad for, at jeg havde Goran til at bakke mig op, for det havde jeg brug for. Jeg stod i badet med armene om hans hals, og når veerne kom, hang jeg på ham med hele min vægt. Det må have været hårdt arbejde for ham. Han guidede mig igennem veerne og sagde ‘nu begynder den, nu er du på toppen, nu er den på vej ned’, og imellem veerne stod vi ansigt til ansigt, mens han talte opmuntrende til mig. Han var virkelig god til at gøre det, jeg havde brug for.

På kort tid gik jeg fra at være fire centimeter til seks-syv centimeter åben, og så gik det hurtigt. Jeg kom ind på sengen, og det var rart at ligge ned gennem nogle veer. Jordemoderen bad mig bevæge mig rundt, og jeg tog nogle veer i forskellige stillinger, blandt andet på knæene og på siden. Så sagde hun, at jeg skulle gå ud på wc’et og prøve at presse, som om jeg skulle på toilettet. Mens jeg sad der, mærkede jeg en anderledes ve.

Jeg havde fået at vide, at presseveer ville føles helt vilde, men jeg syntes mest, de bare føltes som tyngde. Jeg kan huske, at jeg udbrød ‘nu kommer hun, nu kommer hun!’. Jeg vidste jo godt, at hun ikke ville ryge ned i toilettet, men jeg var ikke i tvivl om, at jeg var i pressefasen, og jeg var glad for, at der ikke kunne være langt igen.

Efter tre-fire veer på toilettet hjalp de mig ind på sengen, hvor jeg tog et par veer liggende på knæ. Herefter kom jeg om på siden, og Goran holdt fast i mit ben. Efter cirka fire presseveer var hendes hoved ude. Så kom der et par veer, hvor hendes hoved blev presset lidt frem og tilbage. Jordemoderen sagde ‘nårh, hun har hår på hovedet’, og Goran gik ned for at se det der hår, der svuppede ud og ind igen, og der begyndte han at græde.

LÆS OGSÅ: 8 tips: Sådan forebygger du hævede fødder

Under åbningsveerne havde jeg godt kunnet holde lyde tilbage, og mine fødselsforberedelser hjalp mig til at fokusere. Men i pressefasen måtte jeg droppe al forfængelighed, for der kom sådan en urkraft op i mig, hvor jeg bare skreg. Jeg havde hørt kvinden på nabostuen skrige tidligere, og jeg havde tænkt ‘arh, hold nu op’, men da jeg så var der selv, tænkte jeg på et tidspunkt ‘nu skriger jeg højere end naboen!’. Jeg havde helt ondt i halsen bagefter.

Helt stille

Da hendes hoved var helt ude, ville de gerne have resten af kroppen ud på den næste ve, og det kom den. Goran tog imod hende og lagde hende op på min mave. Jeg havde det ikke sådan, som nogle beskriver det, at jeg pludselig blev overvældet af kærlighed. Jeg havde allerede følt en kærlighed og samhørighed med hende, siden jeg begyndte at kunne mærke hende inde i maven, så jeg syntes, at jeg kendte hende. Men som timerne gik, og jeg fik kigget på hende, blev kærligheden bare større og større.

Goran klippede navlestrengen efter cirka ti minutter, da den var stoppet med at pulsere. Vi havde bedt om, at hun kunne ligge så længe som muligt hud mod hud, og det fik vi lov til. Efter alt postyret var vi tre pludselig alene på fødestuen, og vi lå helt stille og hviskede små kærlighedserklæringer til vores datter, mens vi løftede lidt på dynen for at se, hvordan hun så ud. Hun græd en lille smule, og derefter lå hun helt stille en halv times tid, indtil hun begyndte at møffe og lede efter brystvorten, og så blev hun lagt til og fik sit første måltid.

LÆS OGSÅ: Graviditeten set igennem fars øjne

LÆS OGSÅ: Anna David: Er hun ikke bare den smukkeste baby nogensinde?

LÆS OGSÅ: Fødselshypnose: Fød naturligt og med kun få smerter

dupa

Henter...