Min fødsel: Først skete der intet – så gik det stærkt

LÆS OGSÅ: 20 super råd til en god fødsel

Min kæreste og jeg kørte hjem for at vente på veerne, men vi nåede ikke langt. Vi skulle bare fra Hvidovre til Ishøj – det er en køretur på 10-15 minutter – og på den tur tog plukveerne til og blev på et tidspunkt til rigtige veer. Jeg glemte dog at tage tid på dem, da jeg kun tænkte på, at jeg skulle have den smertestillende cocktail, og så skulle det nok blive bedre. Jeg troede endda stadig, at der kun var tale om kraftige plukveer, for vi havde jo kun lige forladt hospitalet. Hvor hurtigt kunne sådan nogle veer egentlig melde sig?!

Spændt som en flitsbue

Vi rundede et pizzeria, da jeg godt kunne fornemme, at madlavning var udelukket. Derhjemme tog veerne til, og jeg kunne hverken gå op ad trappen til lejligheden eller koncentrere mig om min mad. Det var et smertehelvede! Av av av… Nu var jeg sikker på, at det var rigtige veer, og for en stund forsvandt alt, hvad jeg havde lært om, hvordan jeg skulle håndtere dem. Jeg kunne kun ligge på sofaen og spænde som en flitsbue, hver gang en ve meldte sig.LÆS OGSÅ: Fødselsforberedelse: Hvad passer bedst til dig?Da vi tog tid på veerne første gang – tre timer efter at vi havde været til kontrol – kom de med mindre end to minutters mellemrum og varede mellem tre og fire minutter. Min kæresten greb straks telefonen og kontaktede hospitalet, der på grund af mange fødende spurgte, om vi kunne vente med at komme. De rådede os til at få mig i bad, og som sagt, så gjort. Jeg tilbragte en time under bruseren, så kunne jeg ikke klare mere. Vi kontaktede igen Hvidovre hospital og fik lov til at komme ind.Jeg håber ikke, at der sidder folk og kigger på videoovervågningen i parkeringskælderen, for ud af bilen væltede jeg og måtte tilbringe halvanden ve på det beskidte gulv. Jeg er bange for elevatorer, så jeg tog stædigt trapperne, hvor jeg endnu en gang måtte ned at ligge, mens min kæreste febrilsk ledte efter en kørestol.LÆS OGSÅ: Medieforsker: Børn kan lære en masse af tv og appsDa vi endelig ankom til fødemodtagelsen, kunne de konstatere, at jeg havde åbnet mig fem-seks cm. Vi blev hentet af en ny jordemoder og ført til fødestuen. Nu var vi endelig i gang, og jeg havde endda åbnet mig yderligere to-tre cm på en time. Lettere ulykkelig måtte jeg vinke farvel til epiduralblokaden og i stedet byde akupunktur og bistik velkommen. Effekten var ikke ret stor, så jeg måtte se i øjnene, at det var smerten, der ville være min bedste ven de næste timer.

Kroppen vidste, hvad den skulle

Min krop begyndte at lide under den manglende søvn, men alligevel dukkede der et utroligt overskud frem i mig, da presseveerne først gik i gang. Det var samtidig også fascinerende at mærke, hvordan kroppen bare ‘vidste’, hvad den skulle gøre, og reagerede instinktivt.

Det var dog en enorm grænse, der skulle overskrides, da jeg i stående stilling og med jordemoderen siddende på hug bag mig skulle begynde at presse sammen med presseveerne. Jeg var meget bange for at komme til at ‘prutte’ på jordemoderen. Der skete dog heldigvis ingen uheld, og efter små 30 minutter med presseveer kunne vi byde guldklumpen velkommen. Det var et fantastisk øjeblik, som i de første sekunder også var enormt urealistisk. Jeg skulle lige finde ud af, at hun rent faktisk var kommet ud af maven, og at det dermed var min datter, der lå der på mit bryst.

En fantastisk graviditet blev afslutet med en fantastisk fødsel og en fremtid som mor til det allermest dyrebare, jeg nogensinde vil komme til at have i min favn. 

LÆS OGSÅ: Skærmtid: “Vi har ingen regler"

LÆS OGSÅ: Børn og tidsfornemmelse: Hvornår er det fredag?

LÆS OGSÅ: Hvilken fartype er du?