Det kan være svært at håndtere et lunefuldt temperament, når man er vant til en rolig dreng. Foto: Nima Stock
Vores Børn

Min søn er blevet så urolig

Af Redaktionen 15.apr.2011 Børn
Faktaboks

Margrethe Brun Hansen er uddannet cand. psych. og pædagog og har specialiseret sig i børnepsykologi og familierådgivning. Hun er kendt for altid at tage barnets parti og vil på den kærligste måde guide dig frem til en løsning på problemet.

Margrethe Brun Hansen er desuden forfatter til en lang række bøger og arbejder i dag som selvstændig psykologisk konsulent samt kursus- og foredragsholder.

Spørgsmål:

Hej Margrethe

Jeg har en søn på syv år med en storesøster på 11 år og en lillesøster på fire år. Han er en rigtig glad dreng, der er glad for at gå i skole – men siger nogle gange, at det er for let.

Han går til fritidsaktiviteter og har mange gode venner både i og uden for klassen. Når vi er sammen med vores venner, er han genert og ikke den, der stormer ind i et lokale, mens han på SFO og i skolen overhovedet ikke holder sig tilbage.

Vi har her i 1. klasse nogle gange fået besked om, at han er med til at lave uro i klassen, og senest tog han noget fra et barn i parallelklassen og smadrede det i jorden.

Når vi taler med ham om episoderne, er han fornuftig og ved godt, at det ikke er i orden at opføre sig sådan over for andre. Vi plejer at sige til ham (og søstrene), at man skal være mod andre, som man ønsker, at de skal være mod én selv. Men nu er uroen og drillerierne flyttet med hjem.

Pludselig bruger vi timer og endeløse diskussioner på at få ham til at sove. Han kalder på os og skal lige spørge om noget, er tørstig osv.

Næsten hver nat kommer han ind i vores seng. Jeg tænker, at han måske har brug for at ‘spille med musklerne’ og vise, at han er en dreng – og at begge hans søstre kan presse ham. Men de tre børn er også rigtig gode til at lege og være sammen – vi får tit at vide fra andre, at de tre er så harmoniske sammen.

Vi er begyndt at tale med ham om, hvordan han virker på andre mennesker og om, hvordan han gerne selv vil opfattes. Men fem sekunder efter vi har talt om det, råber han måske ad sin søster.

Måske du har fem gode råd til os? Vi har brug for at komme ud af den negative spiral. For det ender som regel med sure voksne og en dreng, der er ked af det.

Mange hilsner Mor til tre

Svar:

Kære Mor til tre

Når jeg læser dit brev, bliver jeg så varm om hjertet. Du beskriver fint, at det at være forældre til tre børn betyder, at man næsten altid har et barn, der udfordrer én – får én til at undres. Hvorfor gør han/hun nu sådan? Hvordan forholder vi os til denne adfærd?

Børn på syv år er kommet i en alder, hvor klassekammeraterne er utroligt betydningsfulde. At være med i en drengegruppe betyder, at man socialt har et tilhørssted, og børnene efterligner hinanden og genspejler gruppens normer og kultur. De andre drenges accept af én betyder næsten mere end fars og mors.

Det betyder, at børn i den alder kan gøre temmelig mange fjollede ting for at imponere hinanden. De kan blive grove i munden, tage andre børns ting, ydmyge andre, ja gøre andre fortræd. Simpelthen fordi de vil være en del af fællesskabet og blive set op til.

LÆS OGSÅ: Fortæl mig nu om din skoledag, skat

Jeg tror, at jeres lille dreng er en velbegavet dreng, der gerne vil være en del af de dominerende drenge i klassen. Han tager så også den rolle med hjem og bliver grov og sej over for jer. Men at han ikke trives ved den nye ‘seje/ stride’ rolle kan ses ved, at han, når mørket falder på, og alt er tyst, bare er en lille dreng, der gerne vil være lille og putte inde ved far og mor.

Det er rigtigt godt, at I føler, at I nu må gribe og få ham ud af den negative rolle, han har valgt, for han har det ikke særligt godt med den. Det skal gøres med empati, men også med klar tale og ikke for megen debat.

De fem gode råd til jer er:

• Pas på med at tale for meget med ham. Det er smukt at sige ‘vær mod andre, som man ønsker, andre skal være mod én selv’, men han kan ikke omsætte det til praksis, og derfor fortsætter han.

• Sig, i stedet med korte sætninger, hvad han skal. Sig, hvad I ikke vil have. I må godt være bestemte og holde fast. Tag altså en konflikt, hvis det er nødvendigt. Rum hans vrede, uden at I bliver vrede – men hold fast.

• Vis ham, at når I siger stop, så mener I det. I skal ikke løbe frem og tilbage, når han er puttet. Når I siger godnat, så mener I det. Slut! Han skal ikke hundse rundt med jer.

• Vis ham, at det fortsat er jer, der er de voksne, og at der er sprog og adfærd, I ikke vil se og høre i jeres familie. Lad være med at analysere for meget – sig bare, at I ikke vil have det.

• Læs børnebøger for ham om gode og dårlige sociale relationer. Snak om personerne i bogen, og få sat ord på deres følelser. Det gør det hele mere forståeligt for ham. Endelig skal I rose ham for alle hans gode handlinger. Lad ham putte hos jer om morgenen, og snak lidt om, at I godt ved, livet ikke altid er let for en lille dreng, men at han bare skal vide, I holder så meget af ham og derfor gerne vil hjælpe ham med at finde en bedre rolle i klassen og derhjemme.

Med venlig hilsen

Margrethe Brun Hansen

LÆS OGSÅ: 5 typiske konflikter: Sådan stopper I skænderierne

LÆS OGSÅ: Brevkasse: Sidder ved børnenes senge i timevis


Henter...