Mor-rollen
SPONSORERET indhold

Mor-blogger: “Jeg tænker i blogindlæg”

Har du prøvet at være så optaget af noget, at du drømmer om det? Ulla Lentz Svenssons mor-blog, Lullaby & La La, er så stor en del af hendes liv, at hun allerede skriver indlægget i hovedet, mens tingene sker. Mød hende hér.

Af: Karen Vedel, Vores Børn PLUS, nr. 7 2013
29. aug. 2013 | Børn | Vores Børn

Hvorfor begyndte du at blogge?

“Jeg havde en webshop med børnetøj, som jeg gerne ville gøre mere personlig, så jeg startede bloggen for at skabe et link til mit liv bagved. To år senere valgte jeg at lukke butikken og koncentrere mig om bloggen.”

Blogger du så kun for sjov nu?

“Ja, og den er blevet en stor del af mig! Bloggen er gået fra i begyndelsen at være businessorienteret til at være personlig. I dag skriver jeg, hvis vi har været i zoologisk have – det vil folk åbenbart også gerne læse om. Hvis jeg en dag åbner en butik igen, kan bloggen give et godt netværk og fungere som udstillingsvindue, men det er kun en sidegevinst og bestemt ikke grunden til, at jeg blogger.”

LÆS OGSÅ: 10 trin til et sundt og sjovt liv som mor

Hvad giver det dig at blogge?

“Der er et sisterhood mellem os bloggende mødre, som jeg ikke vil undvære. Her i Tyskland, hvor jeg bor, findes der ikke mødregrupper, så jeg harr gået rundt mutters alene. Bloggen er helt klart min måde at få social kontakt. Vi lærer hinanden at kende, selv om vi aldrig har mødt hinanden. Jeg kender for eksempel Ida fra Ludvig og familie, som I har interviewet til et andet nummer af Vores Børn. Hende med de to sønner, der hedder Ludvig og Valdemar – nej, Severin!”

Godt husket! Hvordan vil du beskrive dit forhold til de andre blogmødre?

“Hvis der sker et eller andet – godt eller skidt – er man oprigtig påvirket af det. Jeg bliver glad, hvis jeg læser om en, der er blevet gravid. På den måde har vi en samhørighed.”

Hvad er forskellen på en blog-veninde og en ‘rigtig’ veninde?

“Der er en kæmpe forskel. Mine veninder får det hele af mig med – det gør mine bloglæsere ikke. Hvis der er noget, der går mig på, deler jeg det ikke altid på bloggen. Det gør jeg med mine veninder.”

LÆS OGSÅ: Farvel til den perfekte mor

Risikerer bloggen så ikke at blive et glansbillede?

“Jo, det er den på mange måder. Jeg blogger for at inspirere andre. Så når jeg ikke dvæler ved de negative ting, er det helt bevidst. Jeg prøver også at give det videre til mine børn at kunne sige ‘pyt med at det regner!’. Så ja, jeg skriver overvejende om positive oplevelser, at man skal huske at nyde sine børn. Det er der sikkert mange, der synes er pisseirriterrende.”

Hvordan har du det med at udlevere dit privatliv?

“Jeg har sluttet fred med det – med den sårbarhed, der følger med, når man viser så meget af sit liv frem. Det gik op for mig, da jeg blev genkendt af en læser, engang jeg stod i en dansk børnetøjsbutik. Hun sagde: ‘Jeg tænkte nok, det var dig, for du skrev, du var på ferie!’ Da slog det mig, at jeg skal passe på ikke at irettesætte mine børn offentligt og den slags. ‘Shit, nu kan jeg ikke være 100 procent privat længere’, tænkte jeg. Men det er jo også fuldstændig utopisk, når jeg deler så meget ud af vores hverdag.”

Føler du, at du deler for meget ud?

“Nej, jeg vil gerne lave indlæg hver dag. Gerne flere gange dagligt. Jeg har så mange indlæg og billeder i hovedet. Faktisk lever jeg så meget sammen med min blog, at jeg tænker i indlæg. Når vi sidder omkring bordet og skal til at spise, siger jeg: ‘Vent, jeg skal lige tage et billede!’ Så det er en stor del af min hverdag – helt sikkert! Min mand bliver glad, når vi tager på udflugt, og jeg lader kameraet blive hjemme. Så siger han tørt: ‘Så kan vi bare være her’.”

LÆS OGSÅ: Stress – sådan lærer du at håndtere den

Uddrag fra Lulluby & La La

Skovtur og noget om brok

“Lørdag tog vi på cykeltur i skoven, og målet var et udkigstårn, som smart nok var placeret på det højeste sted i skoven, så de små ben kom på hårdt arbejde – og jeg fik noget at tænke over. Vi nåede dårligt over den første stejle skråning, før brokken væltede ud af munden på de to store børn. Er der noget, jeg ikke gider at høre på, så er det brok, så snart tingene bliver lidt hårde.

Hvor kan de have det fra? Fra Bo og mig. Damn! Ligesom mange andre lider vi af brokkesyndromet – eller led, for for to år siden erklærede vi krig mod den dårlige vane. Brok giver os ikke andet end rynker i panden. Derfor blev det vores mission at blive total zen! Hævet over brok og negativitet med en ny positiv tilgang til livets små irriterende momenter.

Vi slynger om os med ord som ‘pyt med det’ og ‘det er ikke slemt’. Når man siger det højt i en træls situation, så undertrykker det øjeblikkeligt trangen til at brokke sig. Det gør det virkelig!

LÆS OGSÅ: 3 kendte kvinder om rollen som mor

Begynder man derimod først at brokke sig, så ruller snebolden. Bum, en dårlig dag – værsgo! Det føles vidunderligt ikke at lade sig gå på af de små ting. Så vi prøver at lade være med at dvæle ved negative ting. Hvorfor sidde fast i mudderet? Kom videre. Kig fremad. Vi vil så uendeligt gerne give det livssyn videre til vores børn.

Nå, men vi fik vendt stemningen op ad bakken i lørdags, og vejen hjem endte med en stolt opremsning af alle de forhindringer, vi havde klaret. Stejle bakker, torne og brændenælder. Smukt!”

Ulla anbefaler 4 blogs

Smilerynker.dk
“En mor skriver om at opdrage sine børn efter Steiner-principper, ligesom vi gør, så jeg føler et særligt bånd til hende.”

Aebleblomstblog.blogspot.com
“Om en familie på eventyr i New Zealand, hvor de bor. Som retrofreak har moren mange ideer til loppefund og indretning.”

Fruschou.blogspot.dk
“Tøjdesigner og æstetiker til fingerspidserne – det er Ninna, som står bag denne blog. Vi har en vis mode-telepati mellem os.”

LÆS OGSÅ: Ida Auken: Sådan er jeg som mor

Bleubirdblog.com
“En visuel smuk blog om amerikansk livsstil i alt fra mad til familieformer. Den er sjov at læse, fordi den er herligt fri for jantelov.”

Har du selv lyst til at blogge om at være mor?

Her på Voresbørn.dk vil vi forfærdeligt gerne høre, hvilke blogs du følger i forældreuniverset. Fortæl os om dine favoritter i kommentarfeltet herunder. Og sidder du selv med en mor-blogger i maven, og kunne du tænke dig at blogge på Voresbørn.dk? Så skriv til os på camilla@egmont-magasiner.dk, og fortæl lidt om dig selv og din familie.