Familieliv
SPONSORERET indhold

Mor på sociale medier: Drømmen om mand, barn og likes

De sociale medier bugner af artige børn og familieliv i pastelfarver. Almindelige mødre iscenesætter hverdagen og får stjernestatus med tusindvis af likes og følgere. Men hvorfor er vi så fascinerede af glansbillederne?

Af:: Sofie Winther Askgaard
18. dec. 2014 | Børn | Vores Børn

For et år siden lå jeg med min nyfødte søn nummer to på brystet, og det kriblede i mig for at dele den fantastiske nyhed med verden

I medierne var der imidlertid fokus på, at nybagte mødre har mere travlt med Facebook end med baby, så først efter syv (lange!) timer annoncerede jeg supermandens ankomst, og det væltede ind med likes og tillykker. Baby sov, så jeg tror ikke, han tog skade.

Jeg er langt fra den eneste, der deler mine børn med omverdenen.Min newsfeed er fuld af nuttede unger, og antallet af instagrammende mødre er eksploderet – ja, flere er så populære, at de har tusindvis af følgere.

Da jeg fik mit første barn for fire år siden, ejede jeg ikke en smartphone og kendte ikke en eneste mor-blog. Instagram var end ikke opfundet.

Så hvad er det lige, der er sket på de fire år?

Likes udløser endorfiner

Engang forsvor jeg, at jeg ville blive en af dem, der kun taler om sit afkom. Men så fik jeg børn, og så fatter man, at de er så fantastiske, at man er nødt til at dele dem med nogen. Med det hav af sociale medier, vi har til rådighed, bliver den øvelse nem.– Det er blevet en livsstil at dele ud af sig selv, og det er så let at fortælle alle – med et enkelt klik på mobilen – at nu har baby taget sit første skridt. Den bundløse kærlighed til vores børn giver os lyst til at dele dem i en uendelighed, siger Fabiola Christensen, der er ekspert i online marketing, til Vores Børn.Mens folk uden børn får spat af den uendelige strøm af unger med mad i hovedet og nu med to tænder i stedet for tre, er vores medmødre samt familiemedlemmer klar på at kvittere med et øjeblikkeligt like eller en anerkendende kommentar, så snart vi offentliggør en flig af familiealbummet.– Det udløser simpelthen endorfiner, når folk liker et billede af vores guld, hvilket blot forstærker lysten til at dele. Vi vil gerne vise, at vi er gode mødre, har et lykkeligt liv og er i stand til at jonglere mand, børn og karriere, siger Fabiola Christensen.Hvad vi deler, hvordan vi gør det, og hvor meget filter vi lægger ned over vores hverdagsliv, er forskelligt, og nogle mødre er bare bedre end andre til at frame deres dagligdag i et romantisk lys, uden rod og med keramik og dekorativ børne-krea placeret strategisk i billedet.Og selvfølgelig foretage en nøje udvælgelse, så det kun er børn i tøj uden pletter og den økologiske trelags sommerfuglelagkage, vi bliver delagtiggjort i, ikke bunken af vasketøj eller lille Fabians uklædelige skoldkopper.LÆS OGSÅ: Mor-blogger: “Jeg tænker i blogindlæg”Vi andre elsker at følge med på sidelinjen i det, der virker som en smuk og sorgløs tilværelse uden konflikter. De mest populære pastelmødre får så mange likes og fans, at de bliver en form for kendisser, er ekstremt efterspurgte af annoncørerne og bliver inviteret til det ene pr-arrangement efter det andet med champagne og goodiebags.– Mødre er gode til at fortælle om deres børn. Og hvis man tør iscenesætte sig selv, bruger tid på at være en resurse for andre mødre og kan fortælle på en spændende og indbydende måde, kan man blive virkelig populær, siger Fabiola Christensen.

Som et Chanel-butiksvindue

Dette utopia minder ikke ret meget om hverdagen hjemme hos mig. Men jeg kan alligevel ikke lade være med at læse med. Hvorfor ikke?– Fordi vi har brug for at drømme og for rollemodeller, som vi kan blive inspireret af. Vi har måske ikke selv råd til dyre mærkevarer, men kan købe noget lignende i H&M og på den måde drysse lidt stjernestøv over vores eget liv, mener Fabiola Christensen.Mens Facebook, Twitter og Instagram er blevet babyficeret, har også blogscenen ifølge blogger og kommunikationsrådgiver Julia Lahme udviklet sig eksplosivt.– Antallet af blogs steg med raketfart i 2008, og et par år senere opstod mange af de blogs, der er én lang gennemfotografering af vores børns liv. Mor-bloggen er mere populær end nogensinde, fastslår hun, men mener dog ikke, at mor-bloggerne skal bruges som rollemodeller.LÆS OGSÅ: Test: Snip, snap, snude – nu er mors iPhone ude!De kan snarere sidestilles med et udstillingsvindue, vi ikke kan lade være at kigge på for at drømme os langt væk fra hverdagen. De mødre, der formår at gøre det almindelige børnefamilieliv lige så smukt og attraktivt som vinduespartiet hos Chanel, får massevis af følgere og bliver dermed pr-bureauernes kæledægger.Den mexicanske stylist Luisa Fernanda Espinosa har for eksempel over 430.000 følgere på Instagram (og hendes femårige stilbevidste søn har allerede over 100.000 venner på Facebook!), og her i Danmark er moderigtige morblogs som for eksempel Ridersontherainbow.com, Manjalytz.com og Itsfashionbaby.dk nogle af de mest besøgte – sidstnævnte med næsten 40.000 unikke besøgende hver måned.

Familielivet er lort og lagkage

Personligt kan jeg godt få stress over alle de smukke mødre, der ikke råber af deres børn, altid går i nyindkøbt designertøj og selvfølgelig producerer al maden til ungerne fra bunden. Men helt ærligt – så perfekt er ingen da?– Jeg har selv været en del af hylekoret, som råbte op om, at det perfekte ikke findes, indrømmer Julia Lahme.– Men nu har jeg mødt nogle af de her morbloggere, og de er sgu ret perfekte. Vi skal holde op med at straffe hinanden for at have overskud, for måske kunne vi lære noget af hinanden. Livet er for os almindelige, dødelige mødre både lort og lagkage, kan vi nok godt blive enige om – bogstaveligt talt! – men hvem gider se på billeder af smattede leverpostejsmadder, slappe bryster og rod? Ikke dem, der læser Marlene Dondurans blog, Minimalsen.dk.LÆS OGSÅ: Facebook: Når mødre bliver til monstre– Jeg synes, det er vigtigt at vise det pæne, og min blog skal være rar at færdes på, forklarer hun, der har et par hundrede daglige læsere.– Jeg læser selv pæne blogs med pæne billeder, og jeg bliver inspireret af pæne indlæg. Der er så meget grimt i verden, så jeg behøver ikke at læse om mislykkede madretter og bandeord.

Okay at råbe ‘PIK!’

Undertegnede har selv en mad-blog, og jo, jeg indrømmer det gerne; jeg skriver ikke om Ikeas fabriksproducerede kødboller, som min store dreng elsker (ups!). Men burde jeg gøre det? Har vi et ansvar for også at vise de grimme(re) sider af vores liv, når vi blogger?– Jeg synes, det er okay kun at fokusere på det pæne. Man skal ikke vise noget frem, man ikke har lyst til, mener Julia Lahme.– Men det er også vigtigt, at der er nogle, der tør sige de mindre pæne ting. Det er ikke et udtryk for søstersolidaritet, når vi kun viser perfekte kager, hjem og børn.Heldigvis findes de, dem, der godt tør skrive om havregrød, arp og absurd træthed; fødselsdepression og angst for, at manden pludselig ikke gider mere. Selv om det er populært at blogge selektivt om de nydelige og fotogene aspekter af livet som forælder, er der også mor-bloggere, der vover det modsatte og gør en dyd ud af det. Man kan godt få en fanskare – eller i hvert fald en flok sympatiserende medmødre – på den konto.En af de knap så lyserøde mor-bloggere er Trine Maria Larsen fra Lortemor.dk, der har 25.000 unikke læsere fom måneden. Hun skriver offentlig dagbog, fordi hun har brug for at dele og få feedback på sit virvar af tanker om mor-skabet.LÆS OGSÅ: Guide: Skriv din egen mor-blog– Jeg har forsøgt at skabe et fællesskab, hvor det er okay at råbe ‘PIK!’ til det hele, når man igen ikke får sovet, føler sig som en dårlig mor og har svært ved at finde sig selv mellem lortebleer, gråd og børn, der opfører sig tosset. Om den sindssyge udfordring med 90 centimers selvstændighed uden sprog, forklarer hun.– At andre mødre beretter om tyl, hjemmebag og hæklede dukker, er deres sag. Jeg ved bare, at der ikke er ret meget pastelfarvet perlepladesjov hjemme hos mig.

Deler du for meget?

Når alt det er sagt, og hvad enten du blogger om pæne eller grimme ting eller alt det kommunefarvede midt imellem – for det er jo det, der er mest af – så kan jeg ikke lade være med at overveje, om det overhovedet er okay at blogge, instagramme, tweete og facebooke løs om sine børn. Kan man dele for meget? Ifølge Signe Wenneberg, rådgiver i strategisk brug af sociale medier, er det et problem, at vi i så høj grad gør vores privatliv offentligt. Billederne bliver nemlig liggende i cyberspace til evig tid. Facebook ejer alt, hvad du deler.Av, det vidste jeg ikke! Lille, nøgne Sofus i sit første bad kan altså teoretisk ende i en reklame. Wenneberg er undertiden gået så vidt som til at fravælge ansøgere, fordi deres onlineprofiler flød over med bikinifotos af dem selv eller intime billeder af deres børn.– Blotter man sit privatliv på sociale medier, har man ikke forstået at bruge dem strategisk. Eller at der er noget, der hedder et privatliv, siger Signe Wenneberg, som selv er mor til to og har skrevet klummer i 23 år, men aldrig skriver om sine børn eller deler billeder af dem på Facebook.Det handler om arbejde versus privatliv, og børnene falder i sidste kategori, mener hun. Og så er der lige det med, at what happens in cyberspace, stays in cyberspace.– Hvad nu, hvis dit barn en dag bliver statsminister, og man kan google sig frem til et arkiv over hendes liv med sjove og pinlige billeder? Det kan have store konsekvenser for vores børn, at vi poster billeder af dem nonstop.LÆS OGSÅ: Debat: Må vi vise billeder af vores børn på nettet?Du finder heller ingen billeder af Julia Lahmes børn på hendes blog. Godt nok er hun forfatter til bogen Hvor lagde jeg babyen? om at blive mor første gang, men hun offentliggør ikke sine børns ansigter.– Jeg er 37 år og har fået lov til at genopfinde mig selv flere gange, uden at andre har kunnet google sig frem til, hvor grimt mit hår var i syvende klasse. Den mulighed fratager vi vores børn, når vi lægger hele deres liv ud i cyberspace, siger Julia Lahme.

Ufiltreret hverdag, tak!

Der eksisterer p.t. over 74.000 danske blogs. En stadigt større del af dem har fokus på vores dejlige møgunger. Og min newsfeed er stadig fuld af velfriserede unger, uplettede hjem og perfekt arrangerede kager. Ofte med et romantisk filter hen over til at tage brodden af realismen.

Onlinemarketingekspert Fabiola Christensen forudser dog en ny tendens: Den ufiltrerede hverdag, som vi rent faktisk kan genkende os selv i.

– Der vil altid være en genre for dem, der vil have det hele med filter, men jeg tror, at vi i højere grad søger ind til det rå og ærlige udtryk. De blogs, der tør vise skribentens svage sider og tale om det, ingen andre siger højt, vinder frem. Dem, hvor vi tænker ‘hun er jo bare et menneske’. Ærlighed og autenticitet uden filter – det er fremtiden for mor-bloggen, mener Fabiola Christensen.

Vi mødre er vist bare ikke et let publikum. Vi vil både drømme os væk i idylliske fotografier af det søde familieliv og være sikre på, at vi ikke er de eneste, der køber frysepizzaer og springer badet over. Bag de pæne billeder og de romantiske filtre har vi alle vores udfordringer med de skønne små; nogle får det bare til at se pænere ud end andre. Heldigvis, da! Så har alle vi andre noget at drømme os væk i.

LÆS OGSÅ: Test: Hvor afhængig er du af din telefon?

LÆS OGSÅ: Sådan bliver du mere nærværende

LÆS OGSÅ: Mindfulness: Kom tættere på dit barn