Julehjælp
SPONSORERET indhold

Mor på kontanthjælp: ”Uden julehjælpen var der ingen julemiddag”

Elin er enlig mor til fire og på kontanthjælp. Økonomien er så stram, at der ikke er råd til julemiddag eller julegaver, hvis ikke familien bliver tildelt julehjælp.

Af:: May Kjærsgaard Foto: Pressefoto
06. dec. 2016 | Børn | Vores Børn

900 kroner om måneden. Det er dét, Elin og hendes familie har at leve for.

Efter kontanthjælpsloftet er trådt i kraft har de mistet 2.500 kroner om måneden, og lige nu kniber det med at kunne betale huslejen.

Det er svært at få til at løbe rundt og i december er det ekstra svært, fordi der både skal være plads i budgettet til gaver og julemad. Og det er der simpelthen ikke, hvis ikke det var for den julehjælp, som Elin og familien har fået tildelt to – og forhåbentligt nu tre – år i træk.

LÆS OGSÅ: “Jeg bryder mig ikke om opdelingen af rig og fattig. For hvad er man rig på, når man er rig?"

Hos Røde Kors, hvor Elin tidligere har fået Julehjælp, består hjælpen af et gavekort på 800 kroner til et supermarked. Men de 800 kroner går ikke bare til julemad og gaver. Det er der ikke råd til. Pengene er nødt til at strække længere, så der er mad til flere dage og lidt luft i budgettet til de ekstra-regninger, der altid kommer i januar.

Men Elin køber også and og rødkål for pengene. Der skal være en julemiddag. Det betyder nemlig meget for børnene.

– Jeg gør det bestemt ikke for min skyld. Det er kun for deres. Hvis jeg bare var mig selv, ville jeg nok bare spise en rugbrødsmad og spare middagen, siger hun.

Alt det uden om selve julemiddagen, som vi andre måske tager for givet – julesmåkager, marcipan og konfekt. Det er der ikke noget af hjemme hos Elin.

Rekordmange har brug for julehjælp

Antallet af ansøgere til julehjælp er rekordhøjt i år, viser tal fra danske hjælpeorganisationer.

Hos Røde Kors satser de på i år at kunne hjælpe 10.000 økonomisk trængte familier. De forældre, som Røde Kors er i kontakt med, er – ligesom Elin – især bekymrede for at skulle skuffe deres børn.

– Vi hører rigtig tit, at børnene er kede af det over at skulle tilbage i skole efter juleferien, hvor de ikke kan være med i snakken om juleferien og julegaverne. Forældrene kan ikke leve op til de krav, som de stiller til sig selv om at kunne give børnene en nogenlunde god jul, fortæller Troels Østergaard, udviklingskonsulent på Julehjælpen hos Røde Kors.

LÆS OGSÅ: Få noget for pengene: Spar og spender

Julehjælpen hjælper også på en mere indirekte måde med til at give familierne en bedre jul.

– Forældrene giver udtryk for, at julehjælpen frigiver noget overskud, så de kan være mere nærværende i julen, fordi de ikke behøver bekymre sig så meget, forklarer Troels Østergaard.

Hos Mødrehjælpen mærker man tydeligt, at kontanthjælpsloftet har gjort julen særlig svær for de familier, der søger organisationens julehjælp. Omtrent halvdelen af ansøgerne rammes af loftet, fortæller socialrådgiver Nanna Boysen. For at komme i betragtning til Mødrehjælpens julehjælp er det dog ikke tilstrækkeligt alene at være udfordret økonomisk.

– Det er også et kriterium, at der for forholdsvis nyligt er sket en social hændelse i ens liv, som gør netop denne jul særlig svær at komme igennem. Det kunne være som i Elins tilfælde, at der sker et dødsfald. Det rammer både en følelsesmæssigt og vil i de fleste tilfælde også ændre ens økonomi, siger Nanna Boysen.

Jul og gaver

Elins datter på 5 år har ingen julekalender, pakkekalender eller adventskalender.

Selvom datteren har bedsteforældre, vil Elin ikke belemre dem med deres økonomiske problemer.  

– Jeg har ikke sagt til dem, at hun ikke får noget. De skal ikke føle sig forpligtet til at købe til hende. De er på pension, det er jo heller ikke den store indtægt, fortæller Elin.

Datteren har fødselsdag den 24. december og der skal der selvfølgelig være en gave. Men budgettet strækker sig til maksimalt 200 kroner – og det må gerne være noget praktisk, som hun mangler.

Elin prøver at holde datterens forventninger nede, så hun ikke bliver skuffet.

– Når hun snakker om, hvad hun ønsker sig, så siger jeg: ”Så man vi se, hvad julemanden finder på”. Der er jo så mange børn i verden han skal ud til, forklarer jeg hende.

Elin er meget taknemlig for den hjælp, hun og hendes familie modtager, både i julen og resten af året. Men stod det til hende, ville hun hellere være den der hjalp.

– Jeg vil meget hellere hjælpe andre, end selv at have hjælp. Jeg tænker også på alle de hjemløse, der slet ikke har noget. Du har da trods alt lidt – de har intet, siger jeg til mig selv.