Mor-rollen
Jo Brand var sikker på, at hun ikke tilhørte nogen mor-kasse - men der tog hun fejl. Illustration: Claudia Egholm Castrone
Vores Børn

Mor-rollen

Mor-rollen: Speltmor? Stage-mom? Nynne-mor?

Vi mødre har travlt med at putte hinanden i mor-rolle-kasser. Efter at have befundet sig i det firkantede dyb opfordrer Jo Brand dog til, at vi dropper kassetænkningen og finder på noget fornuftigt at tage os til.

Af Jo Brand, Vores Børn Plus, nr. 4 2014. 03.jul.2014 Børn
Faktaboks

Jo Brand er freelancejournalist og alenemor til Vilfred, 5 år.

Kasser er gode til at holde styr på ting. Her kan vi komme genstande ned, som vi ikke gider at have stående fremme eller bare ikke rigtig ved, hvad vi ellers skal gøre ved. Det gælder også mødre. Vi har for eksempel en kasse til speltmoren, der som bekendt på sin Christianiacykel fræser alt og alle ned på Østerbros cykelstier i sin evige jagt på spelt, skyr og spidskål, så hendes tre lyshårede børn ikke får deres blodsukker forstyrret.

Ligesom vi har en kasse til Nynne-typen, der gør en dyd ud af at være afslappet, og hvis unger må affinde sig med hjemmeklippet hår og strømper, der ikke matcher. I en tredje kasse finder vi Stage-mom – hende, der for alt i verden vil have poden til at toppræstere på alle parametre – a la den amerikanske mor, der med et stift smil og heftig basken med armene forlanger af sin treårige, at hun danser square dance iført bruncreme og cowboystøvler – alt sammen for at vinde titlen som Miss Mini Minnesota.

LÆS OGSÅ: Test: Hvilken type mor er du?

Man kunne blive ved. Mødre kommer i kasser. Undtagen lige når det gælder mig, naturligvis. Jeg er afbalanceret og unik. Jeg giver gerne mit barn en speltbolle, men, bevares, selvfølgelig får knægten også en tivolistang af og til. Jeg har også droppet frisøren og beder faren om at klippe barnet, men han er faktisk ret god til det, så sønnen ser præsentabel ud det meste af tiden – og hans sokker matcher altid. Og ja, jeg vil gerne have, at min søn er dygtig, men selvfølgelig skal han ikke presses til noget, han ikke gider.

Ergo: Jeg kan ikke proppes i en kasse (i modsætning til alle de andre).

Afsløret

Fra min kassefri tilværelse kan jeg så nyde synet af mødrene i kasserne, der fucker op og går i ekstremerne. Lige indtil den dag det gik op for mig, at jeg ikke er bedre selv. Det skete med al tydelighed, da sønnike skulle gå til svømning. Vi bor på Østerbro. Her er det lige så svært at blive optaget på et svømmehold som at få en siddeplads til en digtoplæsning med Yahya Hassan i Politikens Hus.

Trods det umulige i situationen havde jeg sat mig for, at det skulle lykkes. Tænk, hvor godt det ville være for ham (altså, min søn) at kunne færdes trygt i vandet. Så jeg sad klar med rystende fingre og bankende hjerte ved online-blanketten, da tilmeldingsdatoen (som havde stået i min kalender i månedsvis) oprandt. Nu skulle søn fa’me have plads på svømmehold!

Systemet gik ned, folk skældte ud. Og jeg sad med fråde om munden og klikkede, som gjaldt det liv og død. ‘En god mor kan selvfølgelig skaffe sin søn en plads på et svømmehold!’ buldrede stemmen i mit hoved. Pludselig gik det op for mig, at det var Speltmor, der talte.

LÆS OGSÅ: 3 kendte kvinder om rollen som mor

Jeg indså, at jeg var sådan en, som andre ville anbringe i netop den kasse. Flere ting passede: Jeg bor på Østerbro og spiser spandevis af skyr, har næsten aldrig hvidt brød i huset og har flere gange ringet til barnets far (vi bor ikke sammen) og sagt ‘kan du ikke lade være med at give ham så meget sukker?’. Og nu var jeg draget i krig om noget så navlenært som en plads på et svømmehold. Erkendelsen var hård. At ryge i en kasse, man ikke vil have skal passe.

Kakao-fejl

Da dagen kom, hvor søn endelig skulle starte til svømning, var vi i god tid. Mens jeg sad fuldt påklædt med bare tæer på sidelinjen, fik han lov at hoppe i den del af bassinet, hvor der var fri leg. Han kastede sig rundt, dykkede og plaskede, mens jeg frydede mig ved synet. Godt nok er Speltmor en virkelig irriterende type, men hun havde trods alt skaffet sønnike en plads på svømmeholdet.

Så kom svømmelæren. Det var tid til at trække op i den anden ende af bassinet, hvilket jeg meddelte min søn. Han ignorerede mig. Plaskede videre. Gad tydeligvis ikke modtage svømmeundervisning. Der stod jeg nu på kanten og forsøgte (med en stemme, der gradvis gik mere i falset) at få mit barn over i den rette del af bassinet. Og han nægtede. Folk begyndte at kigge. Jeg blev desperat og rakte ud efter ungen for at hale ham op, hvilket fik ham til at gå ud midt i vandet og stille sig med korslagte arme, mens han stirrede surt på mig.

Hvad gør man? Jeg valgte en ikke ret speltagtig løsning: trusselpædagogik. ‘Hvis du ikke kommer op nu, så går vi!’ Jeg kunne mærke et rødt stressudslæt brede sig på halsen. Til sidst lykkedes det mig at få ham halet op, men da vi kom over til den del af bassinet med undervisning, nægtede han at hoppe i. Herefter udspillede der sig en pædagogisk tragedie, hvor jeg afprøvede – og fejlede – diverse taktikker: ‘Se, hvor sjovt det ser ud!’ ‘Du kan bare prøve en lille smule …’

LÆS OGSÅ: 6 morkriser: Sådan løser du dem

Til sidst lokkede jeg med kakao. Det var på det tidspunkt, at jeg lagde mærke til en mor, der sad og kiggede på mig, og pludselig gik det op for mig, hvad hun så: Stage-mom. Jeg var havnet i en endnu mere ucharmerende kasse. Indsigten sved, og jeg kapitulerede, smed håndklædet i tasken og kørte med søn i Seven-Eleven for at købe kakao.

Hvad er pædagogikken her?


‘Hvorfor må jeg godt få det alligevel?’ undrede han sig. Det var svært at forklare ud fra en pædagogisk synsvinkel. Jeg var hverken Speltmor eller Stage-mom, men bare en tosset mor, der prøvede at lappe på sine ugerninger. Og det var ikke på den skøre ‘så så man lige mig!’-måde. Men oplevelsen lærte mig to ting: 1. Min søn gider ikke gå til svømning. 2. Ingen bor permanent i en kasse.

Så jeg meldte ham ud og indså, at jeg ikke hører til i nogen anden kasse end ‘jeg gør det, så godt jeg kan, og af og til fucker jeg op’-kassen. Gælder det ikke alle mødre? Jeg har det på fornemmelsen. Så i stedet for at have travlt med at komme hinanden i evindelige mor-kasser skulle vi måske finde noget mere fornuftigt at tage os til. Få en hobby eller noget. Man kunne jo starte til svømning.

LÆS OGSÅ: Jeg er mor. Men jeg er også mig (sgu så)!


Henter...