Nyforelskede og forældre
SPONSORERET indhold

Charlotte og Lasse fandt hinanden på Tinder - 3 måneder senere var hun gravid

Charlotte og Lasses forhold blev sat på en barsk prøve af en graviditet, der tvang hende i knæ og forvandlede ham til sygeplejer.

Af: Sarah Risbøl Jacobsen Foto: Mette Frandsen
01. apr. 2016 | Børn | Vores Børn

Lasse Majbom Vilhelmsen er på arbejde, da hans kæreste, Charlotte Hardt-Madsen, ringer. Der har været en skæv stemning mellem dem i et par dage. Hele sommeren har de boet på Lasses værelse for at leje Charlottes lejlighed i det københavnske sydhavnskvarter ud til turister, så de kan tjene penge til at komme af sted på en lang rejse sammen.

LÆS OGSÅ: "Vi har været så tæt på at miste ham"

Hverdagen på seks kvadratmeter slider på dem. De småskændes om rod og opvask og rengøring; ligegyldige ting. Charlotte føler sig underligt arrig. Hun har været sygemeldt fra sit arbejde som leder af en restaurant i et par dage, fordi hun er blevet lagt ned af en madforgiftning. Synderen er en gang sushi, som de havde bestilt nogle dage forinden, er hun sikker på. Hun tog selvfølgelig en graviditetstest for en sikkerheds skyld, men den var som forventet negativ.

LÆS OGSÅ: Parforhold: “Vi var tæt på at gå fra hinanden”

Hun ringer til Lasse og truer med at skride og flytte tilbage til sin lejlighed. Hun er træt af hele tiden at rydde op og gøre rent, siger hun. Lasse forstår ikke, hvorfor Charlotte er så hidsig. Det ligner hende ikke. Han tager hjem med det samme, og de skændes lidt mere. Lasse er ked af, at de taler forbi hinanden.

– Du er nødt til at hente en graviditetstest. NU, udbryder Charlotte pludselig. Ud af det blå.

Lasse kan mærke, at han ikke skal sige mere. Han skal hente den test. Nu.

Guldøl og gangsterrap

Lasse fandt Charlotte på dating-app’en Tinder tre måneder tidligere. Han var egentlig ikke interesseret i et fast forhold. Han levede et godt liv som single, hvor han havde tid til at dyrke sin store interesse for kampsport hver dag.Tinder var et sjovt indslag i hverdagen, og han nød at blive bekræftet. Det havde altid været nemt for ham at score piger, men det var aldrig rigtig lykkedes at blive sammen med dem. Hans venner var begyndt at få børn, og han var sikker på, at det ville han også en dag. Han var bare ikke klar til at tage det sidste skridt. Så det var ikke med tanker på at finde sit livs kærlighed, da han swipede right og viste, at han godt kunne lide Charlotte på Tinder.LÆS OGSÅ: Mindfulness: Kom tættere på dit barnCharlottes Tinder-tekst lød noget i retningen af ‘guldøl, hip-hop, gangsterrap og sjov’. Hun var lige kommet på toppen igen efter en hård abort – resultatet af et dårligt forhold uden fremtidsudsigter – som det havde taget lang tid at bearbejde. Hun var begyndt at træne seriøst og havde det endelig rigtig godt igen.Hun og veninderne brugte Tinder til tidsfordriv og bekræftelse, og det var mest om søndagen med tømmermænd efter byture i Københavns hippe Kødby, hun var aktiv. Lasse var et af mange matches, og de aftalte at mødes.Få minutter efter at have hilst på hinanden for første gang, fyrede Charlotte en upassende joke af, og Lasse var solgt. Hvis ikke jeg slår til nu, mister jeg måske det, som jeg har ledt efter hele tiden, tænkte han. De var ikke i tvivl om, at de ville ses igen. Resten af sommeren var en lykkerus af morgenmad på sengen, fællestræning om aftenen og spontane kærlighedsweekender i Malmø.

To røde streger

Der er ingen tvivl. To røde streger. Charlotte tager en test mere. Samme resultat. Hun sidder i brusekabinen og brækker sig med få minutters mellemrum. Nu ved hun, hvorfor hun har haft det så dårligt.

– Fuck. Shit. Hvad gør vi nu? Fuck. Pis og lort. Fuck, messer Charlotte, mens Lasse prøver at bevare roen. Han vil ikke miste Charlotte, og han ved, at hvis han virker usikker nu, så vil hun blive rigtig ked af det. Hun har fortalt ham om aborten, og han ved, at det ikke er en mulighed.

– Vi ved jo godt, hvad vi vil, siger Lasse til Charlotte.

Der falder en ro over hende. Ja. Hun ved godt, hvad de skal gøre. Hun ved, at uanset om hun og Lasse bliver sammen, så vil Lasse blive en god far. Barnet vil få et godt liv.

LÆS OGSÅ: Hjælp! Min datter er 2 år og trodsig

Senere på dagen går de en lang tur på Nørrebro. De beroliger hinanden, men er urolige hver for sig. Lasse tænker på hvor kort tid, de har kendt hinanden.

– Jeg skulle have barn med en, som kom til at være gravid meget længere, end jeg havde kendt hende. Jeg tænkte på, at der godt nok kan ske meget på ni måneder, siger Lasse i dag.

Men en del af ham er også lettet. Nu ved han i hvert fald, at det er de to.

Ostepops og peperonipizza

Charlotte prøver at tage på arbejde, men hun kaster op flere gange i timen. Hun må bede sin kollega om at tage over for sig; varmen og madosen i restauranten giver hende voldsom kvalme.Når hun er hjemme, sidder hun i brusekabinen og brækker sig. Lugten af grøntsager gør hende så dårlig, at det vender sig i maven på hende, og ve Lasse, hvis han formaster sig til at åbne et glas peanutbutter eller skrælle en banan i hendes nærvær.Det eneste, hun kan få ned, er ostepops og peperonipizza. Træning, som har været en stor del af hendes liv, er fuldstændig udelukket. Hun har det, som om hun har onde tømmermænd efter en aften i byen. Hver dag.LÆS OGSÅ: Far til tvillinger: "Det er hårdt, vildt og sindssygt"Hun skulle starte på pædagoguddannelsen, men hun er for syg til at komme af sted, og fraværet tårner sig op. En dag sortner det for hendes øjne, og hendes hoved fyldes at ulidelig smerte. Hun har lyst til at kaste det ind i væggen, og til sidst tager hun på skadestuen på Hvidovre Hospital. På hospitalet bliver hun straks sendt til en akut scanning. Lægen siger til hende, at det er helt normalt, at hun har det dårligt.– Det er et tabu. Men der er mange gravide, som bliver syge. Du har bare ikke mødt dem, siger lægen til hende.Lasse kommer hjem fra træning og finder Charlotte på sofaen, hvor dagene flyder sammen i en tåge af dårlig søvn, De Unge Mødre og junkfood, som stadig er det eneste, hun kan få ned. Hun kan ikke sove om natten, for hun har ondt i hele kroppen, så formiddagen går med at få hvilet. Lasse begår den fejl at spørge hende, om hun har hygget sig.– Jeg fik tygget øret af om, at hun da ikke havde hygget sig. Og der gik det op for mig, at hun virkelig led og havde brug for mig. Da tænkte jeg ‘hold da op, nu sidder jeg virkelig i det’, siger Lasse.Han dropper sin træning for at passe Charlotte. Nogle dage er hun så dårlig, at hun skal hjælpes på toilettet. Lasse tager sygepasserrollen på sig, og selv om han kommer træt hjem fra arbejde, springer han rundt for at gøre rent og lave mad, så Charlotte får tid til at indhente den søvn, hun ikke får om natten.– Men det sidste, jeg havde lyst til, var at lægge mig på den sofa og sove. Jeg havde bare lyst til at rejse mig op, gå ud ad døren og lave et eller andet normalt, siger Charlotte.Når hun var gået i seng om aftenen, kunne Lasse puste ud.– Så kunne jeg sidde med mulen nede og tænke ‘hold kæft, hvor er det hårdt’. Det er hårde odds at starte et forhold på, at man bliver gravid efter tre måneder. Det er endnu hårdere odds, at den ene fire måneder inde i forholdet ikke kan rejse sig fra sengen, siger han.

Ikke fedt med 100 kilo

Charlottes afsky for grøntsager begynder at manifestere sig fysisk. Hun har taget 30 kilo på, sexlivet er sat på standby, og hun er nedtrykt. Hun lever sit liv gennem Facebook. I statusopdateringerne joker hun med sin hang til pizza og vægten, som lige så stille nærmer sig de 100 kilo, men inderst inde synes hun ikke, det er særlig fedt. Hun finder gamle billeder af sit tidligere slanke jeg og sender dem til Lasse, når han er på arbejde. Bare for at forsikre ham om, at det altså er sådan, hun normalt ser ud.– Men Lasse var bare så cool og sej, og når jeg brokkede mig over min vægt, sagde han bare ‘det er sgu da lige meget. Bare barnet har det godt. Æd nu bare den Ben & Jerry’s’, siger Charlotte.En dag vågner Charlotte op på sofaen efter en kort aftenlur og ser nogle ostepops på gulvet. Lasse har anrettet en lille sti med Charlottes yndlingssnack fra sofaen og ind i sengen, hvor han venter på hende. Humor tager brodden af den uundgåelige irritation, så de dyrker den. En gang imellem stiller Lasse sig bag Charlotte og løfter hendes store, gravide mave op, så hun bliver lettet for vægten, og han intonerer sensuelt:– Forestil dig, at du står på dansegulvet i Kødbyen. Alle er i tvivl, om det er dig eller Beyoncé. Alle vil gerne være dig.Han installerer også en kopholder på den nyindkøbte krybbe ved Charlottes side af sengen, så hun ikke skal rejse sig efter sin cola, og Charlotte optager et videoklip af sig selv, hvor hun står i morgenkåbe med struttende mave og danser til et Beyoncé-nummer. Hun sender den til Lasse, som er i USA i to uger. Han er færdig af grin og ser den hver aften.

Fire døgn bag lukkede døre

Midt i graviditeten får Charlotte og Lasse en ekstra scanning på Hvidovre Hospital, fordi barnet er lidt lille. Ikke noget alvorligt – lægerne vil bare gerne følge vækstkurven for at være sikre på, at der ikke er noget galt.

LÆS OGSÅ: ”Den her ting giver mig dårlig samvittighed”

Ved scanningen viser det sig, at barnets mavesæk er lidt stor. De får at vide, at lægen gerne lige vil se dem. Lægen tager venligt imod, men bliver hurtigt alvorlig. Han fortæller dem nøgternt, at forstørret mavesæk og lille vækst kan være et tegn på Downs syndrom. Han tilbyder dem en fostervandsprøve og informerer dem om muligheden for abort i udlandet, da fristen er overskredet for abort i Danmark.

– Der kan ikke blive tale om abort, udbryder Charlotte, men de tager imod fostervandsprøven. Da de kommer ud fra kontoret, overmander gråden Charlotte.

Næste dag kører de i Bilka og trøsteshopper. De køber en stor elefantbamse, som deres lille pige skal have, når de får svar om, at der ikke er noget i vejen med hende. De barrikaderer sig i soveværelset, når Lasse kommer fra arbejde, og lukker døren til barneværelset, som er ved at være fyldt godt op med ting til deres baby. Her opholder de sig de næste fire dage, hvor de skiftevis græder og griner.
En gang imellem triller de en tur i Lasses ladcykel for at komme lidt ud og få tankerne væk fra fostervandsprøven. I de fire dage bliver de virkelig tætte.

– Det var meget bekræftende for vores forhold. Vi havde ikke brug for at få luft fra hinanden, vi havde kun brug for at være sammen. I de dage knyttede vi os virkelig til hinanden, siger Charlotte.

Forløsningen

Ellie sidder på Lasses knæ og fægter med sine buttede arme i lejligheden på Frederiksberg, som han og Charlotte har købt sammen. Deres lille pige viste sig at være sund og rask.

– Da Ellie kom, var vi bare lykkelige. Endelig kunne jeg spise sundt, og jeg kunne komme ud. Maven forsvandt, og jeg var ikke længere presset, jeg havde ikke ondt, jeg fik lyst til at høre musik igen. Det var en forløsning, siger Charlotte, og Lasse fortsætter:

– Det føltes, som om vi kom i mål. Vi nåede slet ikke at være skræmte over at skulle have et barn sammen. Det var der ikke plads til. Vi skulle bare igennem graviditeten, og Ellie skulle være sund og rask, siger han.

De er enige om, at forelskelsen har været en afgørende drivkraft for dem i hele forløbet.

– Måske går det faktisk nemmere, når man er nyforelsket, for man ser ikke hinandens fejl. Vi er ikke nået dertil, hvor vi hakker på hinanden. Det behøver ikke være en svaghed, at man ikke har kendt hinanden så længe, efterrationaliserer Charlotte, men peger på, at de er gået glip af noget:

– Vi mangler at være uansvarlige sammen. Vi mangler at være fulde, danse og flirte, og lære hinanden og hinandens venner at kende på den der måde, hvor man er sjov. Og så mangler vi at rejse sammen. Men det bliver jo bare sammen med Ellie!