D-dråber
SPONSORERET indhold

Overdosis d-dråber: Min baby blev forgiftet

Lille Kastanje på bare 2 måneder blev alvorligt forgiftet af de d-dråber, der ved en fejl indeholdt 75 gange den anbefalede dosis.

Af:: May Kjærsgaard Foto: Privat
30. sep. 2016 | Børn | Vores Børn

Kastanje har verdenshistoriens højest målte mængde calcium i blodet, da hun bliver indlagt.

Hun er blevet meget alvorligt forgiftet af de d-dråber, som alle børn i Danmark får, hvis de følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger. D-dråberne af mærket Inno Pharma indeholder nemlig ved en fejl 75 gange den mængde vitamin, der anbefales. Kastanje har derfor fået 9 års forbrug af d-vitamin på få uger.

Et overforbrug af d-dråber giver calciumforgiftning, som i yderste konsekvens er livsfarligt.

LÆS OGSÅ: Pædagog: 8 spørgsmål og svar om sygdom

Mette Louise Krag-Christensen er mor til Kastanje. Hun har specifikt købt d-dråber fra Inno Pharma, fordi de er økologiske og produceret i Danmark.

– Jeg har virkelig bebrejdet mig selv. Hvorfor købte jeg lige præcis de her dråber? Det var jo ikke nogen, jeg tilfældigvis hev ned fra hylden, jeg valgte dem specifikt, fortæller hun.

Den 21. juli udsender Sundhedsstyrelsen en advarsel om, at der er sket en fejl med de pågældende d-dråber og opfordrer alle børn, der har fået dråberne, til at blive undersøgt. 

Der er noget galt med min baby

Allerede i løbet af juni måned begynder Kastanje at vise symptomer på, at der er noget galt. Hun er sløv og kaster op. Frem til offentliggørelsen af advarslen, har hun ikke haft afføring i 14 dage.

Familiens egen læge vurderer dog ikke, at der er noget galt. Forstoppelse er ikke som sådan alarmerende og hvordan kender man forskel på gylp og opkast? Mette er dog ikke i tvivl.

I Mettes terminsgruppe på Facebook er der én, der poster en artikel om, at dråberne fra Inno Pharma bliver trukket tilbage. Mette kan godt se, at det er de dråber, hun giver sin datter, så der melder uroen sig for alvor.

LÆS OGSÅ: Sygt barn: De 12 uundgåelige sygdomme

I artiklen står der, at et overforbrug af d-dråber kan give calciumforgiftning, men der står ikke, hvad symptomerne på calciumforgiftning er. Mette googler og læser, at symptomerne er kvalme, forstoppelse og sløvhed – og det er præcis de symptomer, Kastanje har.

– Det var aften og vi var på vej i seng, men jeg var simpelthen nødt til at gøre noget med det samme. Så vi ringede til vagtlægen, der ikke havde hørt om sagen, men han var sød at komme ud og kigge på hende. Han tog hendes temperatur, men hun havde ikke feber. Han sagde, at det ikke var calciumforgiftning, for så havde hun været grå, fortæller Mette.

Hun forsøgte at slå det hen. Dagen efter fylder hun 30, og dagen efter igen skal hun giftes med Kastanjes far ved et stort bryllup, så der er nok at se til.

Om mandagen tager Mette Kastanje med til en åben konsultation hos en sundhedsplejerske, der dog heller ikke er alarmeret. Hun mener der kan være en helt anden grund til at den lille reagerer. 

– “I har haft meget at se til, du har jo været stresset med bryllup og alt det, det er sikkert bare det hun reagerer på”, sagde hun, selvom jeg ikke følte, at jeg havde været stresset, der havde været styr på alt med hensyn til brylluppet, fortæller Mette.

Men sagen kører i alle medier og Sundhedsstyrelsen beder nu alle, der har fået de pågældende d-dråber, om at blive tjekket. Så Mette ringer til vagtlægen igen, men han har heller ikke hørt så meget om sagen.

LÆS OGSÅ: "Jeg savner ham hver dag – selvom jeg valgte ham fra

– Jeg prøvede virkelig at sige: ”Der er noget galt med min baby”, men det var ikke til at komme igennem, siger hun.

Med argumentet om, at det er 14 dage siden Kastanje har haft afføring, får Mette dog lov til at komme op på børneafdelingen og få dem til at se på hende. De tager hendes temperatur, hvorefter hun har afføring. ”Se, hun var bare forstoppet,” er deres konklusion og de sender Mette og den lille hjem igen. De tager dog lige en blodprøve, for en sikkerheds skyld.

3 dage efter ringer de de fra hospitalet. Der er noget galt med blodprøven, siger de i telefonen, og Kastanje er nødt til at komme igen og få taget en ny.

De kommer op på hospitalet igen, får taget den nye blodprøve og er ved at blive sendt hjem igen. Men Mette insisterer på at tale med en læge, inden de tager hjem. Efter et par timers venten, kommer en børnelæge ind og siger, at de skal på Rigshospitalet med det samme. Calciumværdien er alt for høj.

Det svære drop

Lægen informerer Mette om, at de har ringet efter babylancen, der er på vej fra Rigshospitalet. Mens de venter på den, vil lægen lægge et drop på Kastanje, så hun kan få medicin og væske intravenøst.

– De stak hende fem gange, hvorefter jeg var nødt til at bede min mand tage over og sidde med hende. Det er jo ikke et lille stik, den skal jo helt ind og ligge i blodåren. De stak hende igen og igen og hun skreg og skreg. Til sidst faldt hun i søvn ind imellem, at de forsøgte, fordi hun var så udmattet. Det var så frygteligt. Til sidst opgav de, men der var hun jo også stukket over det hele.

Efter to timer kommer Babylancen, hvor der er en annestesilæge med, og han lægger droppet i første forsøg.

I babylancen får Mette for første gang et svar på, hvad sådan en calciumforgiftning kan betyde.

– Lægen fortæller mig, at det kan give hjerteflimmer og hjertestop. Det er først dér, at det går op for mig, hvor alvorligt det er, fortæller hun.

Uprøvet land

Kastanje får første dosis medicin i babylancen og efterfølgende en dosis mere sent den aften, de ankommer til Rigshospitalet. Næste morgen er hun meget dårlig. Hun har høj feber, og hun nægter at spise.

– Der var ingen, der havde fortalt os, at hun ville få så slemme bivirkninger af medicinen. Hun var så sløv, og hun bare græd og græd og græd.

Calcium ophobes i knoglerne, hvorefter det frigives til blodet. Det er, når calciumet er i blodet, at det er farligt og kan føre til blandt andet forhøjet blodtryk, nyresvigt og hjertestop. Medicinen forhindrer, at calciumet frigives i blodet og lader det i stedet blive i knoglerne, hvor det ikke gør skade.

– Vi var jo kommet på hospitalet med en pige, der virkede glad og frisk, det var først nu, at hun så syg ud, forklarer Mette.

Samtidig er det enormt frustrerende for de to forældre, at lægerne arbejder i uprøvet land. Der er intet fortilfælde af så slem en calciumforgiftning, og lægerne benytter ikke så ofte den type medicin, som Kastanje får.

– Jeg følte virkelig, at vi var forsøgskaniner. Lægerne virkede, de første par dage, som om de famlede i blinde og det virkede som om, at det kom bag på dem, at hun blev så syg af medicinen. Der har jo ikke været noget fortilfælde, så de havde ikke prøvet det før, og de vidste ikke, hvordan medicinen virkede, fortæller hun.

– Jeg var virkelig desperat, min lille pige var så syg, og der var ikke noget, jeg kunne gøre.

På operationsbordet 

Et drop er ikke en god løsning til babyer, da det hurtigt skal skiftes på dem og lægges på ny. Lægerne vil derfor gerne lægge en såkaldt CVK, et permanent centralt venekateter, som bliver ført fra kragebenet og direkte ind i en blodåre og videre til den store vene over hjertet. Herigennem kan lægerne tilføre væske og medicin, uden at skulle stikke hende igen.For at få lagt en CVK skal Kastanje i fuld narkose.Hun skal faste i 6 timer op til operationen, og hun er meget dårlig, fortæller Mette. De lægger den lille pige i narkose og får lagt en CVK.Da Mette og hendes mand henter Kastanje fra opvågningen, vil hun ikke rigtigt vågne. Lægerne vil nu give hende sukkervand i det nye CVK for at kvikke hende op, men opdager, at CVK’et ikke virker. Kastanje skal i narkose igen.– Der brød jeg fuldstændig sammen. Jeg sad ude foran operationsstuen og hulkede. Jeg følte, at alt gik galt og at alt smuldrede mellem mine hænder. Jeg var fuldstændig magtesløs, fortæller Mette.Heldigvis går operationen godt anden gang og allerede efter en halv time bliver forældrene kaldt op. Kastanje er vågen, og hun er sulten.Herefter bruger lægerne på Rigshospitalet CVK’et til at skylle væske igennem den lille krop. Calciumet skal ud af blodet.Problemet er, at når man renser calciumet ud af blodet, skyller man samtidig en masse andre ting ud. Kastanjes calcium-niveau falder, men det samme gør blodprocenten. Og calciumniveauet falder ikke nok. Hver gang de drosler ned med skylningen, stiger calciumniveauet igen.

Ammestop

Lægerne vil nu prøve at tage modermælken fra Kastanje, fordi der også er kalk i modermælk. Måske kan det hjælpe til at få calciumniveauet til at falde.– De vil have mig til at stoppe med amningen. Det har jeg virkelig ikke lyst til, og jeg prøver at spørge om det ikke hjælper, hvis jeg ikke spiser kalk. Men så æder det bare af mine knogler, siger de, hun får stadig kalk.Selvom der ikke er meget kalk i modermælken, gør det en stor forskel, når der i forvejen er alt for meget.Kastanje begynder at få en modermælkserstatning, der ikke indeholder hverken kalk eller d-vitamin. Efter et par dage på erstatningen falder Kastanjes calciumniveau endelig.I starten pumper Mette modermælk ud og gemmer den, i håbet om, at hun på et tidspunkt kan genoptage amningen. Men til sidst opgiver hun, da der ikke er udsigt til, at det kommer til at ske foreløbig.Den 18. august bliver Kastanje udskrevet og få lov at komme hjem. I starten skal de komme til tjek én gang om ugen, nu er det nede på en gang om måneden.

Ingen erstatning

Når Mette ser tilbage på forløbet, er det svært at komme uden om en vis følelse af uretfærdighed.

– Jeg er simpelthen så vred. Jeg havde en sund og rask baby! Det er ikke en sygdom, det her er ikke noget, hendes krop selv har gjort, hun er blevet forgiftet!

Hun føler, at der er meget, der er blevet taget fra dem i den første tid, der skulle have været så lykkelig. Og hun føler ikke, at det er blevet taget alvorligt, hvor hårdt det har været for de involverede familier.

– Der er nogen, der har lavet en fejl. En menneskelig fejl. Og de beklager. Men de ved jo ikke, at vi sidder derinde på Rigshospitalet og ikke aner, om vores datter overlever.

Men Mette og hendes mand er som udgangspunkt ikke interesseret i at skulle lægge sag an for at opnå erstatning.

– Der er mange af familierne, der har rejst spørgsmålet om erstatning – men os der virkelig har været berørt, vi går slet ikke op i erstatning. Vi vil bare have, at vores børn skal blive raske igen, siger hun.

En glad lille pige

Fremtiden ser umiddelbart lys ud for Kastanje. Hendes calciumniveau er stadig for højt og falder kun langsomt siden de blev udskrevet fra hospitalet. Men på Rigshospitalet har de scannet hendes nyrer for kalk, og her er niveauet ikke alarmerende. De har også scannet hendes hjerne for kalkaflejringer, som der ikke var nogen af.

Men der er stadig en usikkerhed om, hvad forløbet kan have givet af mén.

– Lægerne kender ikke langtidsperspektiverne, for det er jo aldrig sket før, siger Mette.

Mette har dog valgt at se fremad og fokusere på, at hun har en glad lille pige med mod på livet. Kastanje er i trivsel, og det er ikke til at se på hende, hvad hun har været igennem. Det hjælper også Mette til at komme ovenpå igen.

– Det er ikke sådan, at jeg er bange for, at hun skal dø nu. Når det er overstået, så er det overstået. Jeg er politibetjent, så i mit job er jeg vant til at skulle kunne lægge ting fra mig, så man ikke tager det med hjem. Da hun fik det bedre, fik jeg det også bedre, og jeg tænker ikke så meget over det i hverdagen. Når hun er glad, er jeg også.

LÆS OGSÅ: Børnesygdomme: Hjælp dit barn gennem vinteren

LÆS OGSÅ: Av, mit barn har en rød numse

LÆS OGSÅ: Lær at tyde din babys gråd