Redaktionen: Det havde vi aldrig troet...

Søvngængerzombietilstand

Jeg havde hørt mange historier om den søvnmangel, der følger med at få små børn. Men jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, hvad jeg kunne lave i en søvngængerzombietilstand, helt uden at registrere det. Som for eksempel at hente en baby i tremmesengen og bære hende ind i soveværelset – uden at kunne huske det. Jeg er vågnet en nat klokken tre, hvor jeg tændte lyset i hele huset, da jeg forskrækket opdagede, at hun ikke var i sin tremmeseng. Jeg kiggede i storebrorens seng, i sofaen – endda i køleskabet – indtil jeg fandt to små babyben, der stak ud under dobbeltsengen.Et eller andet sted er jeg lidt af et ordensmenneske, og jeg havde aldrig troet, at jeg ville komme til at bo i sådan et syndigt rod. Eller at man kan bruge så meget tid på at rydde op. Netop som vi er færdige med at rydde op i et rum, er det næste fyldt med legoklodser på gulvet, strømper i vindueskarmen, legemad på bordet, krummer i sofaen, biler i sengen, sandkassesand i alle kroge og meget mere. Uanset hvor meget vi rydder op, er der altid rodet.Julie Trolle Boding, redaktør, mor til Jacob, 4 år, og Dagmar, 1 år.

Hørelsen er blevet skærpet gange tusind

Jeg havde aldrig drømt om, at jeg ville styrte/flyve/spæne af sted til børneværelset ved det mindste grynt i håb om at kunne nå at proppe sutten tilbage i munden på den lille, inden han for alvor vågnede for at stikke i et MOAR-skrig. Jeg tør næsten sværge på, at min hørelse er blevet skærpet gange tusind, efter at jeg er blevet mor.I årenes løb har jeg bøjet og formet min krop i diverse unaturlige stillinger, fordi barnet krævede det. Og ja, jeg kan både ligge sammenkrøbet i en babyseng, mens min mindste formår at nulre BEGGE mine ører på en gang, mens han ligger ned, og jeg kan snildt sidde sammenkrøbet i legehuset eller i hulen under spisebordet, mens jeg venter på sandkager og andet godt. På en mærkelig måde giver det lidt på selvtillidskontoen, når nu jeg ikke er så aktiv på yogamåtten for tiden.Mette Hovmand-Stilling, chefredaktør, mor til Otto, 2 år, og Viggo, 5 år.

Cola af et kaffekrus

Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle stå og stortude i en gymnastiksal – fordi mit yngel skulle starte i skole. Jeg måtte låne et lommetørklæde af en venlig mor-kollega ved siden af, da det ikke bare var en lille tåre, der pressede sig på, men utrolige mængder vand og mascara, der løb ned ad kinderne. At se de små poder stå der ved indgangen til deres nye liv med store forventningsfulde øjne og kæmpe skoletaske. Nåhr! (Skal på den igen til august – sørger selv for tudeklud!)Havde heller ikke lige regnet med, at jeg skulle luske mig til at drikke cola af et kaffekrus – for at mine børn ikke skal opdage det og drikke det hele. ‘Det er sort kaffe, skat – og ja nogle gange drikker jeg det faktisk uden mælk.’ Der snydes, hvor der kan, når det gælder morens sukkerindtag. #langtudeMarie-Louise Due Reinholdt, mor til August, 10 år, og Ella, 6 år.

Ramt af karrygule stråler

Som gravid var jeg færdig af grin, da min kærestes argument for at placere puslebordet på badeværelset i stedet for børneværelset var risikoen for, at der kom lort på væggen. ‘Tror du, at lorten sprøjter ud af barnet?’ hikstede jeg og påpegede samtidig, at væggen jo var flere meter fra puslebordet. Da vores lille nyfødte baby gentagne gange havde skudt på mig med karrygule stråler, som ikke bare ramte mine ben, men også min arm, hvorfra de rikochetterede over på den omtalte væg, måtte jeg æde mine ord. Min kæreste blev aldrig ramt af det gule skyts. Nemesis!‘Lille skat, kom over til mor’. ‘Skal mor hjælpe dig med lynlåsen?’ Jeg havde svoret, at jeg ikke ville være sådan en, der omtaler sig selv som ‘mor’ i tredjeperson. Jeg syntes, det lød så klichéagtigt. Det synes jeg egentlig stadig – men jeg gør det konstant.Sarah Galán, journalist, mor til Isabel, 1 år.

Bordpynt overload

Før jeg fik børn, syntes jeg, det var noget pjat, når forældre ikke nænnede at få passet de små. Det synes jeg ikke længere. Hvis jeg har været meget væk i hverdagen, vil jeg bare helst være sammen med dem fredag aften. Så må farmand og jeg bytte den romantiske restaurantmiddag ud med dinner for two ved spisebordet derhjemme, når børnene er lagt i seng.Den første fødselsdag for min førstefødte tog fuldstændig overhånd. Jeg brugte hundredevis af kroner på bordpynt, vægdekorationer og kager i matchende (pastel)farver. Jeg planlagde og købte ind måneder i forvejen. Og fødselaren? Hun var ikke synderligt imponeret. Til gengæld spiste hun af den svinedyre papirvimpel, der matchede med den helt særlige kagepynt på fødselsdagsbordet. Den der afbidte del af den mintgrønne vimpel ærgrede mig, må jeg indrømme. Jeg troede ellers, jeg var den cool og laid back type …Mette Seiman Simensen, webredaktør, mor til Alva, 4 år og Iris, 1 år.

Død hud i hovedbunden

Inden jeg fik børn, sagde jeg til min mor, at jeg aldrig – aldrig, aldrig – ville dele værelse med mine børn. Det har ændret sig en del. Min ældste datter sov i vores soveværelse, til hun var fire og selv valgte at sove på sit eget værelse. Den yngste på snart to år har kun sovet midt i dobbeltsengen. Og jeg kan nøjes med skræmmende få centimeter seng – for at få lov til at snuse hende i nakken hver nat.

Arp … I min vildeste fantasi havde jeg simpelthen ikke kunnet forestille mig, hvor meget tid, energi – og snak med min mand – en eller anden mærkelig død hud i mine børns hovedbund kunne føre til. Jeg anede ikke, at der var noget, der hed arp. Hvilket nok er meget godt. Nogle ting behøver man ikke at vide på forhånd.

Kristina Svith Villadsen, redaktionschef, mor til Maja, 2 år, og Klara, 5 år.

LÆS OGSÅ: 9 gode råd til børn i køkkenet

LÆS OGSÅ: Børn og tidsfornemmelse: Hvornår er det fredag?

LÆS OGSÅ: Hvordan det er at have børn, spørger du?