Uperfekte mødre
SPONSORERET indhold

Redaktionen om mor-rollen: Vores børn har af og til uglet hår og lange negle

Børn der ikke får vasket hår og børstet tænder, og trætte mødre der snyder sig til alenetid. Som mødre kan vi ikke gøre alting perfekt - det ved vi også her på redaktionen.

Af: Redaktionen Foto: Colourbox
11. mar. 2016 | Børn | Vores Børn

Nogle gange vinder den nemmeste løsning over mere pædagogiske metoder, andre gange klarer en hvid løgn ærterne. Det er ikke altid, at hverdagen med børn forløber helt efter bogen, når der virkelig er fart på – i hvert fald ikke for os på redaktionen. 

Lus i hemmelighed

Jeg truer mine børn med børneorm, hvis de ikke lader mig klippe deres negle. Slemt? Ja! Men det virker.Jeg er (måske lidt for) afslappet med at lade mine børn spise ting, der er faldet på gulvet. For eksempel lod jeg min fireårige datter spise et klistret bolsje, som hun havde tabt på gulvet i bussen. En ung fyr over for os kommenterede det med ordene ‘det der var fandeme klamt’.Vores pige havde fået lus for cirka 1.000. gang inden for nogle få måneder, men jeg fortalte det ikke til pædagogerne i børnehaven, fordi jeg syntes, det var pinligt at komme og sige det IGEN!Amalie, artdirector og mor til Maggie, 6 år, og Edison, 3 år.

Når det flasker sig

Min yngste søn fik flaske, til han var 22 måneder. Inden han skulle sove, inden vi gik i seng og ofte også om natten. Jeg fortyndede godt nok mælkepulveret gevaldigt, meen … ikke det bedste for de små tænder. Det virkede dog som den letteste løsning til at få ro.Min ældste søn gik til babysvømning, babyrytmik og nu til gymnastik. Den yngste … ja, han er mest bare med.Jeg lyver og siger, at jeg kan se Karius og Baktus – og hvis man ikke børster tænderne, ja, så falder tænderne ud. Så kan man hverken spise gulerødder eller slik. Det er jo sådan set rigtigt.Jeg er virkelig dårlig til at holde fast, når børnene plager. Plager de længe nok (eller – gys – sætter de i et skrig), får de ofte deres vilje på et eller andet tidspunkt.  Mette, chefredaktør og mor til Viggo, 4 år, og Otto, 2 år.

Mor med pille-trang

Da Isabel fik hormonknopper som spæd, havde jeg en helt ustyrlig lyst til at pille i dem, selv om jeg godt ved, at det er no go. Jeg nåede nok at kradse en lillebitte smule i en eller to af dem, inden de forsvandt. Jeg kunne heller ikke lade være med at pille ørevoks ud af hendes ører, hvis jeg fik øje på noget, når jeg ammede hende.Når jeg er alene med Isabel og skal have ordnet for eksempel vasketøj, lader jeg hende nogle gange se Baby Einstein (babyfjernsyn) på Ipad’en. Når jeg så har ordnet vasketøjet, kan jeg godt ende på toilettet, hvor jeg sidder et stykke tid og tjekker Facebook, mens hun sidder alene inde i stuen.Isabel fik vasket sit hår med shampoo for første gang nogensinde som etårig – da vi opdagede, at hun nærmest havde en belægning af skidt og/eller skæl i hovedbunden, som tog fire hårvaske at få ud.Sarah, journalist og mor til Isabel, 1 år.

Løgn og lur

Jeg ved godt, jeg burde skolde de sutter, men altså … Jeg ved simpelthen ikke, hvornår jeg sidst har gjort det. Er der ikke også noget med, at børn skal vænne sig til bakterier? På den måde gør jeg sådan set lille Iris en tjeneste.Når jeg er træt, foreslår jeg ofte Alva at lege Tornerose. Den stakkels prinsesse – som selvfølgelig er mig – sover i 100 år og skal ligge på langs med lukkede øjne i meget lang tid.Hvis jeg har glemt at købe fredagsslik, bilder jeg Alva ind, at det er torsdag. Strengt? Tjo, men fredagsslik smager (heldigvis) lige så godt om lørdagen.Når Alva ikke vil med hjem fra børnehaven, så lokker jeg med is eller kage. Hurra for bolsjepædagogik! NB: Denne opdragelsesmetode fungerer bedst, hvis barnet ikke råber ‘jeg skal have is, jeg skal is’ til alle, hun møder på vejen.Mette, webredaktør og mor til Alva, 4 år, og Iris, 1 år.

Tv frem for tog

Nogle gange kører jeg hjem fra børnehaven med Jacob på cykelsædet, selv om vi har glemt cykelhjelmen. I weekenden opdager vi nogle gange om aftenen, at børnene har gået med den samme (tisse)ble hele dagen. Jeg ved oprigtigt talt ikke, hvornår børnene sidst har fået vasket hår. Jeg satser i al stilhed på, at min mand vasker deres hår, når det er ham, der giver dem bad, men jeg spørger ikke, da jeg ikke vil høre svaret. Nogle gange planter jeg ideen hos den ældste, om ikke det kunne være hyggeligt at se lidt fjernsyn, hvis jeg ikke orker at bygge mere togbane. Jeg har nu to børn, og jeg har seriøst aldrig kunnet finde ud af at nulre deres fingernegle, da de var babyer. Jeg følte mig faktisk lidt dum, men endte altid med at bruge en neglesaks, selv om de var så små. Julie, redaktør og mor til Jacob, 3 år, og Dagmar 1 år.

Elsa er udsolgt 

Jeg smider en købepizza på det store buffetbord til diverse børnehave- eller skolearrangementer. Hvem kan nå hjem at lave en hel ret, når man har fri kl. 16 og skal være til buffet-fest kl. 17? Ikke mig – men der står min pappizza så fint blandt speltpølsehorn og økotærter. (Og min pizza ryger sjovt nok altid først – ha!)Ella og jeg har ikke helt samme tøjsmag – jeg burde måske være ligeglad og give hende lov til at gå med det, HUN vil – bare det passer til årstiden. Men det sker ikke … Jeg lyver SÅ tit om, at de ikke har flere Elsa-glimmer-bluser i str. Ella i H&M, og der er i øvrigt også udsolgt på nettet … Sorry, Ella. Marie-Louise, artdirector og mor til August, 10 år, og Ella, 5 år.

Timeout på toilettet

Når andre siger, at deres børn sjældent får bad, mener de en gang om ugen. Det ville være ofte herhjemme.Jeg kan godt finde på at sidde med min telefon på toilettet og surfe – i fred – og lade min mand tage sig af børnene.Herhjemme betyder isbilens klokke, at der er udsolgt. Mine drenge tror stadig på alt, hvad mor siger.Jeg klipper sjældent negle på mine drenge, for så sjovt er det heller ikke at kæmpe med et virvar af arme, ben og gråd, når man sidder med en skarp saks. På et tidspunkt måtte vi til lægen med den store, fordi han havde så ondt, når han gik. Det var en lang negl på storetåen, der trykkede på skoen. Av!Når jeg er alene hjemme med begge drenge, kan jeg godt finde på at stikke den store Ipad’en med i seng, mens jeg sidder og surfer på min mobil ved siden af den lilles seng, til han sover. Det er bare ikke hver aften, man orker en godnathistorie, vel?Sofie, journalist og mor til Sofus, 5 år, og Anker, 2 år.

Børn i hår(d)knude

Når Maja vågner om morgenen, drikker hun en gang imellem (læs: ret ofte) resten af den mælk, der har overnattet i sutteflasken ved siden af sengen i 12 timer.

I lang tid kunne jeg ikke overskue at rede knuderne i Klaras hår ud, så jeg klippede simpelthen totterne af i stedet.

Efter sommerferien regnede jeg mig frem til, at Klara ikke havde været i bad i over en måned (men en tur i havet eller pool tæller også for et bad, ikke?). Maja har nu en fem-seks tænder. Og vi børster dem vel måske i alt tre gange om ugen. 

Kristina, redaktionschef og mor til Maja, 1 år, og Klara, 4 år.

LÆS OGSÅ: Saseline: "Du kan aldrig holde pause fra mor-rollen!"

LÆS OGSÅ: Mor-rollen: "Hvor god en mor er jeg, hvis jeg aldrig tager en pause?"

LÆS OGSÅ: Mor-rollen: Brug dine instinkter