Foto: Nimastock | Dit barn har brug for venner, men du har også brug for, at vennerne respektere jeres hjem.
Vores Børn

Sådan sætter du grænser for legekammerater

Det er helt ok at sige fra, når dit barns venner overskrider dine grænser, men du skal passe på med, hvordan du gør det, siger eksperter.

Af Amalie Nebelong 04.jun.2015 Børn

Dilemmaet kommer snigende, når dit barn får en vis alder og begynder at have legekammerater med hjemme. Pludselig har man ansvaret for andres børn, men uden den bramfrihed man nyder over for sine egne, hvor man måske siger ”det må du ikke” mange gange om dagen. Men hvordan irettesætter man andres børn? Og er det overhovedet okay at opdrage på dit barns venner?

Første gang, jeg var nødsaget til at irettesætte min søns kammerat, var, da vi havde ham til spisning: Han ville ikke sidde stille og sad konstant og sparkede til min søns stol. Jeg fik sagt til ham, at det larmede, og at han skulle stoppe. Men det føltes ærlig talt lidt mærkeligt. Han er jo nogle andres barn.

LÆS OGSÅ: Dit barns første ven

– I Afrika, hvor jeg har arbejdet i nogle år, er det et kollektivistisk forhold at opdrage samfundets børn, siger Annette Husum Jensen, der er lektor på pædagoguddannelsen i Viborg.

Annette Husum Jensen er ikke i tvivl om, at hun synes, det er vores pligt som voksne at hjælpe – også andres børn – til at begå sig i sociale sammenhænge.

– Jeg mener, at vi i vores samfund overlader for meget til børnenes selv, som jo har brug for at blive guidet og indført i det samfund og de normer, det er en del af. Hvis vi som forældre ikke støtter børnene i det, mener jeg, at vi svigter vores børn. Og dér synes jeg også, at man må gå ind og guide sine børns legekammerater, siger hun.

LÆS OGSÅ: Forstå dit barns valg af venner

Børnepsykolog Camilla Egelund Naef er enig i, at du selvfølgelig skal skride ind, når legekammeraten gør noget, du ikke synes er i orden. Og du er især i din gode ret til at sætte grænser, når legekammeratens forældre ikke er til stede.

– Men man skal altid gøre det i en venlig, men bestemt, tone, så barnet ikke bliver forskrækket. For som udgangspunkt er der jo ikke nogen børn, der gør noget for at være uartige. De handler, som de gør, fordi de som regel er nysgerrige eller ikke ved bedre. Men når man er hjemme hos sig selv, har man som voksen lov til at sætte rammerne. Hvis legekammeratens forældre er til stede, kan man sætte ind over for legekammeraten, hvis man kan se, at det overskrider ens eget barns grænser massivt. Hvis det for eksempel bliver slået eller ydmyget, siger hun.

Skæld aldrig ud

Når børn kommer i den alder, hvor de begynder at besøge legekammerater, vil de typisk have lært fra nogle gode voksen-rollemodeller, hvordan man begår sig socialt. Om ikke hjemmefra, så fra deres institution, hvor børn ifølge Annette Husum Jensen netop lærer, hvad der er accepteret social adfærd, og hvad der bestemt ikke er.

– Et barn omkring treårsalderen begynder at have en god fornemmelse for, at der er nogle regler, der gælder i børnehaven, nogle, der gælder derhjemme og nogle helt tredje regler, der gælder hos legekammeraten, siger Annette Husum Jensen.

LÆS OGSÅ: Bør du opdrage andres børn?

Fordelen ved, at jeg tydeligt og bestemt guider min søns legekammerat rundt i, hvordan man opfører sig hjemme hos os, er, at han hurtigt vil lære at opføre sig efter vores families ”regelsæt”, når han er hos os.​ Og hvis man irettesætter på den rigtige måde, vil barnet ikke opleve det som ubehageligt, siger Camilla Egelund Naef.

– Hvis du som voksen bare skælder ud, fordi du selv er blevet vred, er det meget uhensigtsmæssigt og kan resultere i, at legekammeraten føler sig utryg ved at komme hos jer fremover. Men hvis det bliver gjort på en ordentlig måde – venligt og bestemt – vil barnet føle sig tryg ved, at her er der nogle grænser, ligesom der er i børnehaven eller hos mormor og morfar. Men de forældre, der bare skælder ud uden en forståelse for, at legekammeraten ikke har gjort det her for at genere nogen, gør det meget utrygt for en legekammerat at være på besøg, siger hun.

LÆS OGSÅ: Bør du opdrage andres børn?

Det handler ifølge Camilla Egelund Naef om at tage en dyb indånding og opføre sig som den voksne.

– Det lyder helt bibelsk, men man skal som voksen opføre sig, som man også gerne vil have, at ens eget barn bliver behandlet, når det er ude. Så man kan se sig selv i øjnene og se kammeratens forældre i øjnene – så man ikke har ladet følelserne løbe af med sig men åbenhjertigt kan sige, at man gjorde det på en god og voksen måde, siger Camilla Egelund Naef.

Giv barnet et alternativ

Så hvordan skal jeg som voksen helt konkret reagere, hvis min søns ven bliver ved med at sparke til stolen?

– Jeg ville blive ved med at sige, at sådan gør vi ikke herhjemme, vi gør sådan og sådan. Aldrig bare begynde at skælde ud. Man må gerne irettesætte. Og så skal man altid give børn et alternativ, så det ikke bare efterlades i et vakuum. Hvis du tager noget fra et barn, skal du også give det et alternativ. Så hvis du siger, ”sådan gør vi ikke”, så skal du også give et forslag til, hvordan vi så gør. F.eks. ”I stedet for at slå ham, kan du spørge ham, om du må få hans legetøj”, eller ”i stedet for at hive i hendes hår, kan du give hende et kys, for du godt kan lide hende”, siger Camilla Egelund Naef.

Hun mener, at udgangspunktet, når man er nødt til at irettesætte sit barns legekammerat, altid er en dyb indånding. Man skal aldrig bare begynde at skælde ud.

LÆS OGSÅ: Legekammerater: “Øv, bøv , du må ikke være med!”

Annette Husum Jensen mener også, vi voksne skal øve os i at irettesætte legekammerater på en anerkendende måde, så de ikke føler det som skældud.

 – Hvis dit barns legekammerat for eksempel hopper i jeres seng, kan du sige: “Du må gerne hoppe hos os, men vi finder et andet sted, hvor du kan hoppe”. Vi siger så tit ”du må ikke”. I stedet skal vi lede barnet væk fra det, der foregår, for hvis barnet får et alternativ til at hoppe i sengen, vil det ikke opleve det som noget negativt. Led dem ud af aktiviteten på en måde, så barnet ikke oplever det som om, det har fået skældud, siger Annette Husum Jensen.

Skal du fortælle forældrene det?

Når jeg så har irettesat min søns legekammerat, skal jeg så fortælle hans forældre det, når de kommer og henter ham? Har de krav på at vide det?

Ikke med de helt almindelige hverdagsting, siger Camilla Egelund Naef.

– Grænsen går der, hvor man kan se en bekymrende adfærd hos legekammeraten, eller hvis han er blevet meget ked af noget omkring en konflikt. Det er altid godt i sådan en situation at give legekammeratens forældre et par ord med på vejen, så de ved, hvad de eventuelt skal spørge ind til hos barnet. Også så forældrene ikke kun har barnets version, hvis du for eksempel har været nødt til at sætte nogle grænser, siger hun.

Faktaboks

Sådan irettesætter du dit barns legekammerat

– Brug altid en venlig, men bestemt tone.

– Skæld aldrig ud; så forskrækker du legekammeraten.

– Giv altid alternativer: F.eks. ”du må gerne hoppe hos os, men vi finder et andet sted.”

– Fortæl kun legekammeratens forældre, hvis der har været en særligt stor konflikt mellem dig og deres barn.

– Husk at det er okay at lære legekammeraten, hvordan I gør hos jer.

– Husk at børn er afhængige af de voksne til at lære dem, hvordan man begår sig socialt.

dupa

Henter...