Sej dreng, sart hjerte

Fra vi besluttede, at nu ville vi lave et barn, og til jeg var gravid, gik der tre måneder, og befrugtningen skete i første reelle forsøg. Jeg havde en lettere turbolent graviditet. Svigermor døde, jeg havde kvalme i fire måneder, faldt og skulle til skanning og fik vand i benene, og vi skulle flytte 19 dage før termin.

Derfor var lykken stor, da vi nærmede os datoen. Men vores lille dreng, som, vi vidste, det var, ville ikke ud, og jeg fik tid til igangsættelse på den dag, jeg var 42+0. Vi håbede selvfølgelig, at fødslen ville gå i gang før.

Klokken tre natten til igangsættelsesdagen fik jeg endelig veer. Men der var cirka ti minutter imellem veerne, som dårligt kunne mærkes, og vi endte med at tage på sygehuset klokken otte, hvor jeg alligevel skulle sættes igang.

Klokken 9.15 var den første stikpille lagt, og så var det bare at vente. Over middag begyndte veerne stille og roligt at tage til, jeg var to centimeter åben, og de vurderede, at jeg ikke behøvede flere stikpiller, og at fødslen ville udvikle sig af sig selv herfra.

Genstridig baby
Ved 17-tiden begyndte jeg at få voldsom pressetrang, jeg rendte på toilettet hele tiden, og til sidst fik jeg det så dårligt, at jeg begyndte at kaste galde op. Jeg følte det, som om jeg var dehydreret, og min kæreste rendte i pendulfart fra stuen til sygeplejerskerne, fordi jeg fik det dårligere og dårligere.

Endelig klokken 20.30 kom jeg ind på fødestuen. Jeg pressede, vandet gik, og jeg fik tilbudt epidural og sagde ja tak. Da epiduralen var lagt, gjorde pressetrangen ikke ondt længere, men den var der stadig, så jordemoren foreslog en pudendusblokade, som jeg ellers svor inden, at jeg ikke skulle have. Men jeg tænkte, hvis det virker, så hit med den!

Pludselig var der vagtskifte, og ind kom en engel af en jordemor. Epiduralen og pudendusblokaden gjorde nok også, at det føltes sådan. Jeg fik lagt et vedrop, og nu kom veerne under kontrol, men jeg var desværre kun fire centimeter åben. Efter en time sagde jordemoren: “Jeg har en god nyhed og en lidt dårligere. Den gode nyhed er, at du nu er ni centimeter åben. Den lidt dårlige nyhed er, at barnet ikke er helt nede i bækkenet endnu.”

Læs videre på næste side >>

Så var det op at stå og vrikke, så han kunne komme på plads, og da presseveerne begyndte, var det op på briksen og presse. Men han lå stadig ikke langt nok nede. Ned og vrikke igen. Pludselig var han langt nok nede, og så skulle der presses. Men ak, nu lå han lidt skævt med hovedet, og samtidig med at jeg pressede, skulle jordemoren dreje hans hoved lidt. Han ville bare ikke ud.

Efter halvanden time med presseveer og en dreng, der ikke ville ud, begyndte hans hjerterytme at dale, og der blev tilkaldt en læge, for næste skridt var sugekop. Nej tak, tænkte jeg, og i det samme lagde han sig rigtigt, og jeg pressede alt, hvad jeg kunne, og ud kom han – en fin dreng på 3430 gram og 53 centimeter Han havde sin ene hånd oppe ved kinden på vej ud, så jeg bristede lidt.

Efter at vi havde sundet os lidt, gennemgik de vores lille Malthe, som vi allerede inden fødslen vidste, han skulle hedde. Han havde tabt sig lidt de sidste 14 dage, fordi jeg gik over tid.

En hård start
Da jeg på grund af epidural og pudendus ikke kunne tisse selv, kom vi over på barselsgangen. Heldigvis for det, for da Malthe var 14 timer gammel, var der en sygeplejerske, der, på trods af børnelægens ord om, at alt var okay, alligevel syntes, han havde en forkert farve. Hun ville måle hans ilt i blodet, men da hun stod med ham, blev han pludselig helt blå, og hun skyndte sig på børneafdelingen med ham, hvor de fandt ud af, at han var født med en hjertefejl – hypoplastisk højreventrikel. Pludselig skulle han navngives, og vi skulle tage stilling til, om han skulle på Skejby eller Riget. Vi valgte Skejby, og næste dag skulle vi af sted.

Blot to døgn gammel blev Malthe opereret for første gang. Han gennemgik endnu en operation, da han var omkring et halvt år, og skal igennem en mere, når han er tre-fire år. Han skal også have et nyt hjerte, når han bliver voksen.

En uge efter var vi hjemme igen og skulle være en familie for første gang. Malthe er i dag en glad dreng på otte måneder, som stortrives trods sin hjertefejl. Han er en dreng, der vil frem i livet.