Silja Okking: “Vi ville ikke være en del af skilsmissestatistikken”

– Jeg gik i terapi, fordi jeg godt kunne tænke mig at få vendt en masse ting fra min egen barndom, inden jeg selv blev mor. Og jeg syntes, det var så fedt, at jeg opfordrede min mand til også at gå i terapi. Altså helt selv, fortæller Silja Okking og fortsætter:

– Vi slæber vel allesammen rundt på et eller andet i rygsækken, som er godt at få ryddet op i. På et tidspunkt nåede jeg til den konklusion, at jeg vist godt kunne være bekendt at sætte et barn i verden.

LÆS OGSÅ: Kærlighed: Plej parforholdet, mor!

Selv om alt var fryd og gammen, og parret talte meget om det at blive en familie i det lille hjem i Espergærde, spurgte Steffens psykolog, om han ikke havde lyst til at tage sin kone med til terapi en dag.

– Jeg tænkte: Yes! Det er da bare megaspændende. Vi vidste jo godt, at det ville blive en belastning for parforholdet, at det ændrer dynamikken, og at ens eget shit kommer op til overfladen, når man bliver forælder. Og vi ville altså ikke være en del af skilsmissestatistikken herhjemme, så hvorfor ikke tage hånd om problemerne sammen, inden de opstår?, siger Silja Okking.

Så Silja og Steffen valgte at gå i forebyggende parterapi, mens datteren Uma voksede sig større og større inde i Siljas mave.

Simpel teknik hjalp

Udover at tale sammen med en professionel psykolog, fik parret også helt konkrete råd til, hvordan man undgår at glide fra hinanden, når babymos og gylp bliver en stor del af voksensamtalen.– Vi gjorde faktisk brug af rådene fra psykologen allerede i løbet af de første uger som forældre. Det drejede sig blandt andet om, at vi de første ti minutter, efter Steffen var kommet hjem, lagde opvask og praktik til side, satte os i sofaen og spurgte ind til hinandens dag. Helt vildt simpelt. Men også helt vildt effektivt, fortæller Silja, der lynhurtigt så sig selv gå rundt derhjemme i barselsboblen med en stor mave, lange bryster og en trang til at kommandere med sin mand. Sådan ville hun ikke være.LÆS OGSÅ: Forældres skilsmisse rammer helt små børn– Det hjalp sindssygt meget. Nærværet kom tilbage, og problemerne fik ikke lov til at rulle. Da det var Steffens tur til at gå på barsel med en otte måneder gammel Uma, skulle vi lige minde hinanden om øvelsen igen. For det er klart, at der opstår en stor ændring i dynamikken, når den ene pludselig går hjemme, og den anden er ude i den virkelige verden. Det virker virkelig godt på os at lægge al logistik og praktisk til side, når vi kommer hjem. Og vi gør det faktisk stadig, fortæller Ramasjang-værten, der gik til parterapi fem gange, inden de blev forældre og en enkelt gang efter.

Ingen falliterklæring – tværtimod

At parret gik i parterapi var ikke noget, som de skiltede med – men det var heller ikke tabu. For Silja og Steffen handlede det bare om at give deres parforhold og familieliv de bedste betingelser.

– Parterapi er ikke løsningen for alle par. Vi syntes bare, det var enormt givende. Min fornemmelse er, at parterapi er en falliterklæring for mange. At det betyder, man har givet op, og at der er noget galt, fortæller Silja, der selv opfatter terapi og parterapi som en kæmpe gave.

– Jeg synes selv, det at gå i parterapi signalerer en kæmpe styrke. At man som par tager tyren ved hornene og gør noget. Det er selvfølgelig rart at have sine venner, man kan græde ud hos og tale om problemer med. Men hvis man virkelig vil skabe forandring, så skal der handling bag ordene, og der kan det være en stor hjælp at få en upartisk person som en professionel psykolog til at hjælpe, fortæller Silja.

– Det hjalp os.

LÆS OGSÅ: Skilsmisse: “Jeg savner at være en familie”

LÆS OGSÅ: Skilsmisse: Sådan får I en god deleordning

LÆS OGSÅ: Parforhold: Sådan overlever I kriserne