Simi Jan: ’Man er ikke en uansvarlig mor, når man tager væk fra sit barn’

Journalist Simi Jan har set sin andel af krigszoner, konfliktområder og flygtningelejre. Af naturkatastrofer, ødelæggelse og død. 

Alligevel var det en helt ny situation, da Simi Jan satte sig op i flyet mod Nepal i foråret 2015. Det var nemlig første gang, efter hun blev mor til lille Adam, at hun med få timers varsel havde sagt ja til at tage på arbejde i et katastrofeområde. Hun var lige kommet hjem fra det, hun kalder en reportage-sviptur til Libanon og en lidt længere tur til Kenya – begge var planlagte rejser uden overraskelser. 

– Jeg havde med vilje planlagt en rolig begyndelse, når jeg skulle i gang igen efter barslen, forklarer hun.

Og så, pludselig, skælvede jorden under Nepal. Hun var på vej hjem fra Kenya, og jordskælvet målte 7,8 på richterskalaen. Den rutinerede Simi Jan vidste med det samme, telegrammet tikkede ind på hendes mobiltelefon, at det ville have alvorlige følger. Som reporter i nogle af verdens fattigste lande ved hun alt om, hvor ødelæggende den slags jordskælv er. Det får huse til at styrte sammen, infrastruktur til at pulverisere og betyder, at uhyggeligt mange mennesker mister livet.

LÆS OGSÅ: Sådan klarer du en tur til Asien som gravid

Derfor vidste hun også med det samme, at hun skulle af sted, selvom hun stadig befandt sig i Afrika og glædede sig til at gense sin lille dreng. 

– Det var jo en vigtig historie, forklarer Simi Jan insisterende, da vi mødes, to uger efter hun er kommet hjem igen. 

For driften mod at fortælle er ikke blevet mindre af, at hun er blevet mor. Og hvorfor skulle den også blive det? 

– Det påvirker mig meget, når jeg for eksempel fortæller historien om en lille familie med fire børn, der har mistet deres mor i jordskælvet, siger hun. 

Hun fortæller indlevende – ligesom hun gør, når hun står foran kameraet. Om børnenes far, der arbejdede i Mellemøsten og ikke kunne komme hjem. At de var helt alene med deres mormor. Drengen på 11 år smilede ikke en eneste gang i den tid, hun var der. Han gik bare rundt og ledte efter sine skolebøger i murbrokkerne. Denne gang brugte hun ekstra mange kræfter på ikke at græde. 

– Der er kommet et ekstra lag på, for jeg kunne ikke lade være med at tænke ‘tænk, hvis det var Adam, der lige havde mistet sin mor’. 

Ud i verden

Da Simi Jan blev uddannet journalist i Skotland i 2003 fra Napier University, kunne hun ikke finde et job. Danmark flød over med arbejdsløse nyuddannede journalister. Hun fik et deltidsjob som producerassistent på P1 og slog sig til tåls med det i et par år, mens hun drømte om at komme ud i verden. Da et jordskælv ramte Pakistan i 2005, tog hun bare af sted. Hun skrev for Politiken og opdagede, at hun derude kunne bruge det, at hun talte urdu og havde pakistansk baggrund. 

LÆS OGSÅ: Vores Børns chefredaktør: “Det var et kæmpe chok at b

Men jordskælvet i Pakistan, hvor 75.000 mennesker døde, var ikke nemt for hende at ryste af sig igen. Det satte sig i hende og efterlod et spor, som hun over nogle måneder snakkede med en psykolog om for at blive fri for igen. 

Da hun kom ovenpå igen, fik hun job på TV 2. Men hun sagde op igen for at rejse ud i verden. Med base i Pakistan fik hun Politiken og TV 2 som faste kunder, og hendes danske mand, Allan, som hun blev gift med i 2004, rejste med. 

Efter tre år i Pakistan blev Simi Jan smidt ud af Pakistan – indirekte anklaget for spionage og blasfemi. Hun
afviste anklagerne og slog sig ned i Afghanistan, mens Allan flyttede til København. Efter halvandet år bad
TV 2 hende om at flytte hjem og blive udrejsende korrespondent til Mellemøsten og Afghanistan i stedet. 

Og pludselig boede de begge to dér, i Gentofte, sammen. Simi Jan var ikke sikker på, at hun ville have børn. Men så fik hun konstateret underlivssygdommen endometriose, og efter to operationer troede hun ikke, at hun kunne få børn overhovedet. Eller – det troede lægerne i hvert fald ikke. Da det alligevel lige pludselig skete, var det både en overraskelse og et mirakel. 

Blødning i krigszone

Da hun var fem måneder henne, rejste Simi Jan mod Mellemøsten. Hun havde haft det godt i sin graviditet. Ingen kvalme, ingen træthed. Men med samme drift mod at fortælle de vigtige historier fra verdens fattigste lande, lysten til at låne sin stemme til de mennesker, der havde brug for hende i en svær stund.Hun tog ind i Gaza i juli 2014. Man kunne stadig rejse ind og ud, da hun ankom, men sådan blev det ikke ved. Krigen eskalerede, ødelæggelserne voksede. Palæstinensiske børn blev ramt af voldsomme missilangreb. Simi Jan rapporterede om det til TV 2’s seere. Men midt i det hele fik hun en pletblødning.LÆS OGSÅ: Marie Frank: At blive mor forandrer altSelv om den rutinerede journalist ikke på nogen måde er den nervøse type, var hun klar over, at det kunne være alvorligt. Hun valgte ikke at forlænge sit ophold, selv om krigen fortsat rasede. I stedet ville hun til Tel Aviv – de israelske hospitaler er blandt de bedste i verden, og herfra kunne hun komme med et fly til København. Men der var et problem. Grænserne var blevet lukket på grund af krigen, og der var ingen sikker vej til den israelske storby. Hun måtte vente i et døgn, mens hun planlage den farlige rute. Da hun nåede frem til Tel Aviv, tog hun forbi hospitalet. Hun havde allerede booket billetten hjem til Kastrup. Men hendes plads i flyet forblev tom. Lægerne indlagde hende, selv om Simi Jan var mildt sagt uenig i deres bedømmelse. De var bange for, at hun ville føde for tidligt. Men der skete ingenting, og den insisterende korrespondent blev ved med at diskutere med lægerne. ‘Det er jo kun fire timers flyrejse’, sagde hun. Risikoen for, at hun ville føde i luften, var minimal. De kunne sagtens lade hende tage af sted med det fly. ‘Hvad er sandsynligheden for, at jeg føder undervejs?’, spurgte hun dem – ligesom hun så mange gange før har spurgt sig selv ‘hvad er sandsynligheden for, at jeg bliver kidnappet?’ eller ‘hvad er sandsynligheden for, at jeg bliver ramt af en bombe?’ Hun svarer selv, at sandsynligheden ikke er særlig stor. Og hun tager ofte chancen. Men denne gang stillede de kittelklædte eksperter sig i vejen for hende, og til sidst skar en læge igennem med ordene ‘hvis du sætter dig op i et fly til København, kan du risikere døden for både dig og barnet’. LÆS OGSÅ: 13 fordomme om at blive morHun holder op med at tale et øjeblik og lader lydene fra cafeen flyde ind over os, indtil hun nøgternt overdøver den høje summen af småbørn og forældre: – Dér sank den ind.Opkaldet fra Tel Aviv fik hendes mand, Allan, til at skynde sig mod Kastrup Lufthavn. Hans fly landede i Tel Aviv få timer, før al lufttrafik blev indstillet på grund af et raketangreb ved lufthavnen. I tre uger diskuterede hun krigen med lægerne og sygeplejerskerne, og så kom lille Adam pludselig til verden med akut kejsersnit, 11 uger for tidligt. Alt for lille – men stor nok til at klare sig takket være dygtige læger og moderne udstyr. De næste to måneder var både hun og Adam i livsfare – hun på grund af en infektion og en blodprop, mens han kæmpede for sit liv i sin kuvøse. LÆS OGSÅ: Kejsersnit: Alt, du skal vide FØR fødslenDet var benhårdt. Men det kunne have været meget værre. I dag er hun mest af alt lykkelig for, at hun var i Israel, da det skete. Hospitalet i Tel Aviv har udstyr til at tage sig af mødre med komplikationer og for tidligt fødte børn – og veluddannet personale. Modsat mange af de steder, hun plejer at færdes. 

Hvad skal du så?

En af hendes gode venner fik præcis samtidig en lille nevø i Afghanistan – en også for tidligt født dreng. Men den lille afghanske dreng overlevede ikke. Han havde ikke adgang til den behandling, som Adam fik i Tel Aviv.Simi Jan tørrer tårerne væk.– Det er så uretfærdigt, at mange mennesker ikke har adgang til ordentlige læger og gode hospitaler, siger hun.Og det er præcis denne evne til at sætte sig i andres situation og blive harm over den globale forskelsbehandling, der gør hende til en dygtig journalist og fortæller. Hun var aldrig i tvivl om, at hun ikke ville have et job ved et skrivebord i København, men ville ud i verden. Og det vil hun stadig. Til manges overraskelse. Da hun begyndte at få en synlig gravid mave, slog det hende hvor mange mennesker; fremmede, venner og kollegaer, der pegede på den og nysgerrigt spurgte: ‘Nå, hvad skal du så lave bagefter?’Spørgsmålet provokerede hende:– Jeg har aldrig givet udtryk for, at jeg ville noget andet. Og det havde folk aldrig spurgt mig om, hvis jeg var en mand, siger hun forarget. Selvfølgelig er det ikke lige så nemt som i et 9-16-job at få praktikken til at gå op. Der er noget hverdagsplanlægning, der bliver udfordret, når hun pludselig hopper på et fly og er væk i fem dage.LÆS OGSÅ: Debat: Karrieremor eller hjemmegående – hvad er lykken?Som da hun begyndte at pakke sin taske til Nepal, og Allan spurgte, hvad hun egentlig forestillede sig med hensyn til pasning, mens hun var væk. Han skulle jo på arbejde, for hun var begyndt at arbejde en måned tidligere end planlagt, og hans orlov var ikke begyndt endnu.Hun svarede ‘det er en vigtig historie, jeg bliver nødt til det’. Han indvendte smilende ‘det er altid en vigtig historie’.– Og det har han ret i, siger Simi Jan, der ringede til sin mor – for uden morens hjælp kunne det ikke lade sig gøre.– Jeg laver det her, fordi jeg elsker mit arbejde. Det er min hobby, og hvis jeg ikke har hjertet med, skal jeg ikke presse mig selv til det – så skal jeg finde på noget andet.I timerne op til afrejsen stod hun helt manisk og kogte æbler og svesker og blendede grøntsagsmos, indtil Allan afbrød processen med et ‘skat, det kan jeg godt selv’. Simi Jan griner – for selvfølgelig kan han det. Han er måske endda bedre til det end hende. Hun kunne bare ikke lide at smutte fra sit hjem uden at give en hånd med det praktiske.

Løftede pegefingre

Lige nu er Allan på orlov hjemme i Gentofte med Adam, der har udviklet sig til at være et nemt og tilfreds lille barn, der sover igennem, spiser godt og ikke har mén efter at være blevet født, da han kun vejede 1.200 gram.Og Simi Jan er tilbage på sit arbejde. Der er historier, der skal fortælles. Om børn, der mister deres forældre i naturkatastrofer og krige, om flygtningelejre og terrorangreb – og sådan bliver det ved.Så mens Simi Jan på den ene side er en halvpylret mor, der ikke vil have sit barn i institution, før han fylder halvandet år, fordi hun synes, han er for lille, er der også plads til korrespondenten Simi Jan, der sagtens synes, at Adam kan undvære hende i fem eller syv døgn, – Jeg elsker ham overalt på jorden, og han er et lille mirakel. Tænk engang: Egentlig kunne jeg slet ikke få børn, og han blev til alligevel. Og fødslen var så dramatisk, at vi begge kunne være døde – men vi klarede det, siger hun.LÆS OGSÅ: Hvorfor hylder samfundet dem, der kører livet videre i samme temp, efter de har fået børn?Hun ved, at ikke alle vil billige hendes valg om at fortsætte som korrespondent i verdens fattigste og farligste lande. – Jeg ved, at der nok vil være løftede pegefingre, for er man ikke en uansvarlig mor, når man tager væk fra sit barn? Men det synes jeg ikke. Jeg kender flere kvindelige udenrigskorrespondenter, der har børn. Det kan godt være, jeg er væk, men når jeg er hjemme, så er jeg til stede 24 timer i døgnet. Og han har jo også en far, der elsker ham, understreger hun.– Folk har en forudindtaget holdning om, at det kan man selvfølgelig ikke. Men dømmer man på samme måde fædre, der rejser fra deres bøn? Nej. Jeg tager udgangspunkt i, at hvis mit barn trives, hans far også gør, og jeg er glad for det, hvorfor skulle jeg så ikke kunne? Og Adam kommer heller ikke til at bruge sine ferier på charterferier på Tenerife – hans mor har andre planer. – Han skal også møde de fattige børn i verden. Han skal vide, hvordan verden ser ud, siger hun.Er der så noget, hun ikke vil begive sig ud i, nu hvor hun er blevet mor?– Det er svært at vide. Jeg tror, at der vil være en ekstra dimension, fordi der er et lille menneske, der har brug for mig. Det ville være ulogisk andet. Jeg ved nok mere om et år, når jeg har været på flere rejser. Jeg må prøve mig frem.Simi Jan har altid taget forholdsregler, når hun har rejst til risikoområder.– Og jeg går jo ikke og tænker, at jeg dør, når jeg tager på denne rejse – så ville jeg jo ikke gøre det. Men jeg har taget mig selv i, at jeg er begyndt at bruge sikkerhedssele i bilen, når jeg er i Mellemøsten. Det gør folk ikke dernede, og det gjorde jeg heller ikke, inden jeg fik Adam. Men man kan jo også dø i et trafikuheld i Danmark. 

Fortælling til Adam

Når Simi Jan boarder et fly fra den store verden hjem mod København, har hun sat sig selv et vigtigt mål for flyturen. Lige meget hvor hun har været, og hvad hun har fortalt af historier, skal hun skrive en fortælling til Adam om et barn, som hun har mødt på turen. 

Hendes mål er at bringe den store verden hjem til sin lille dreng og få ham til at forstå, hvorfor hans mor var meget væk, da han voksede op. Det skal ende som en samlet fortælling om verden med kapitler fra hver tur. 

På vej hjem fra Libanon skrev hun om lille Omar, der skulle til lægen. Uden at fortælle, at Omar var flygtet fra krig og bomber i Syrien og boede i en flygtninge-lejr. På vej hjem fra Kenya skrev hun om en lille pige, hun mødte – uden at nævne, at pigens alkoholpåvirkede far spurgte, om Simi Jan ville købe hende. Der er en del dilemmaer forbundet med at ville beskrive verden for børn.

– På vej hjem fra Nepal vidste jeg ikke, hvad jeg skulle skrive. For hvordan kan jeg skrive, at en lille dreng går og leder efter sine skolebøger, fordi hans hus er smadret, og hans mor er død? Jeg var nødt til at skrive, at jorden rystede lidt, og bøgerne var væk. Hans eneste legetøjsbil var også væk. Verden er bare så uretfærdig. Det er svært ikke at blive pessimist i mit job, siger hun.

Heldigvis er Allan optimist.

– Han siger, at jeg ikke skal være pessimist. Det prøver jeg at lade være med. Men jeg er i den grad realist.

LÆS OGSÅ: Så meget skal du involvere dit barn i flygtningekrisen

LÆS OGSÅ: 4 kendte mødre: “Et råd gjorde mig til en bedre mor”

LÆS OGSÅ: 3 kendte kvinder om rollen som mor