Skældud: "Jeg er træt af at få dårlig samvittighed over alt det, vi forældre gør forkert"

I sidste måned var der en artikel i Politiken om de katastrofale følger af skældud og efterfølgende en artikel om, hvordan en familie fungerede meget bedre efter de havde bestemt sig for at give børnene lige så meget at sige i i familien som dem selv.

Det er her, jeg virkelig har brug for en fælles definition af, hvad skældud indebærer. For jeg skælder min søn Viggo ud. Men jeg roser ham mere, og især når han gør noget godt. Men når han tager legetøj fra Albert eller skubber et andet barn, hopper i swimmingpoolen hvor det er dybest, mens jeg sidder og ammer, så skælder jeg ud. Når han bliver ved med sprøjte vand i hovedet på en anden dreng, selv om drengen siger ‘lad være’ – så skælder jeg ham ud. Men jeg roser ham også, når han deler sit legetøj med andre børn, når han stopper med det, jeg beder ham om, når han hjælper til derhjemme, og jeg kunne blive ved, for der er meget mere at rose ham for. Til gengæld er han også en treårig, der virkelig prøver at skubbe grænserne, og han har brug for, og han forventer, at jeg er der til at forklare ham, hvor de grænser er. 

Men jeg råber ikke. Min definition af skældud er at lære mit barn, hvad der er forkert, og hvad der er rigtigt. For at kunne begå sig i et fællesskab, skal man lære, hvordan man opfører sig. Der kan man ikke sprøjte vand i hovedet på folk, fordi man synes, det er sjovt, og der deler man sit legetøj. 

Hvad er skældud?

Hvornår har skældud fået den negative konnotation uden en egentlig definition? For i min bog, er det forkert, når man råber sit barn ind i hovedet, når man konsekvent påpeger deres fejl og mangler, når man fortæller, at de ikke er gode/søde/dygtige, og man glemmer at rose dem for alt det gode. Men er det definitionen af skældud? 

For en rum tid siden tog Viggo og jeg en tur i Nørrebroparken for at lege og stødte på en lille dreng på samme alder. I hænderne havde drengen en bold. Viggo på dengang to år går henimod drengen med et smil og et blik, der siger: ‘skal-vi-to-ikke-tage-og-lege-lidt-med-den-der-bold?’ Men inden han når noget som helst, får drengens mor med skinger stemme og i højt pitch sagt: “Hold du bare fast i bolden, Vitus, nej, du behøver ikke dele, ja, det er din bold, hold bare fast i den!” Vitus nåede ikke engang, at bestemme sig for, hvad han ville. Viggo og jeg vendte os i stedet om og gik hen til gyngerne.

Mig, mig, mig

I vores samfund ser vi mere og mere en tendens til, at individet komme først. Mine børn er vigtigere end dine børn. Der er ikke noget vores. Mit barn skal ikke dele, hvis han/hun ikke har lyst. Jeg er lærer af uddannelse. Mange af mine venner er lærere, og tendensen ses i den grad i skolerne. En del af et barns udvikling er at lære at tilsidesætte sine behov og tage hensyn til fællesskabet.  Det er desværre tydeligt, at en del børn er opdraget hjemmefra til at være behovstyrede, og det kan gøre det svært for os lærere at skabe læring i skolerne. Jeg hører mine venner snakke om det, og det mener jeg, er forældrenes skyld. Vi forældre er så optaget af vores egne behov, at vi glemmer alle andre.

Drop det perfekte

Jeg har råbt af Viggo, og så har jeg undskyldt bagefter. Jeg får altid dårlig samvittighed, hvis jeg råber, men det gør jeg nogle gange. Til gengæld er jeg pisse træt af at få dårlig samvittighed af alle de artikler, der kommer ud omkring, hvor dårligt skældud er eller en milliard andre ting vi, som forældre, nu gør forkert. Folk har travlt med at sidde på deres høje hest og male et perfekt instagramliv. Ingen er perfekte, men jeg savner en mere simpel tid, hvor vi fulgte vores indre kompas om, hvad det var rigtigt og forkert, lyttede til vores venner og fik råd derfra. Råd vi bad om. I fællesskab klarede vi opdragelsen. Nu peges der mest fingre; hvis dit barn ikke hovedsageligt går i mærketøj, hvis dit hjem ikke ligner noget fra en modeblog, hvis du ikke laver alle de ting, Pinterest siger, du kan/skal, hvis du ikke spiser palæo og hovedsaglig økologisk, hvis du som mor er #nevernotrunning – stop det nu! Vi vil alle sammen have børn, der kan begå sig i samfundet og fællesskabet og er rare og gode.

Skal vi ikke bare sætte os i en rundkreds, definere skældud, aftale at alle har deres måde at gøre tingene på og så æde en fucking kage? 

LÆS OGSÅ: Opdragelse: En god mor tør sige NEJ

LÆS OGSÅ: Uenige om opdragelse: Når far siger ja, og mor mener nej

LÆS OGSÅ: Opdragelse: Er skældud ok eller no-go?