Pakkekalender, julesok eller adventsgaver?
SPONSORERET indhold

Skal dit barn have pakkekalender? Her er eksperternes gode råd

Traditioner, fællesskab og en glæde ved at give – der er gode grunde til at give dit barn kalendergaver.

Af:: Mette Simensen
27. nov. 2015 | Børn | Vores Børn

December er lig med gaver, og i de fleste børnefamilier bliver der julet med kalendergaver i denne måned. Enten i form af en daglig kalendergave eller en adventsgave i weekenden, for at børnene skal mærke, at det er jul.

Heldigvis har vi nissen, som er særlig gavmild i december og dagligt drysser gaver ud. Men hvornår kan nissen begynde med at uddele kalendergaver til de små?

Så snart du som forælder har lyst, er det korte svar fra sundhedsplejerske Dorte Fischer.

– Omkring toårsalderen er barnet bevidst nok til at forstå, at kalendergaver er noget, de får hver dag. Nogle begynder tidligere, men børn på et år forstår ikke rigtigt, hvad det handler om, siger sundhedsplejersken.

Alligevel kan det være en god ide at give selv den lille kalendergaver. Især hvis barnet har ældre søskende, siger leg- og legetøjsforsker Jørn Martin Steenhold.

– De helt små børn forstår ikke konceptet, for de skal først lære traditionen at kende. At få en gave opfattes som en leg for det lille barn. Men børn lærer livet at kende gennem leg, og hvis de har større søskende, kan de fornemme, at de er med i familiens fællesskab, hvis de også indgår i traditionen med kalendergaver, siger han.

Uanset om du har et, to eller flere børn kan det være udfordrende for fantasien at finde på gaver, men til de små børn behøver du ikke lægge hjernen alt for meget i blød for at finde på. De mindste bliver glade for et stykke gavepapir og lidt farvet bånd. Pak for eksempel noget legetøj ind, som barnet har i forvejen, eller giv det lille barn det samme stykke legetøj hver dag, foreslår sundhedsplejersken.

Glæden ved at give

Pakkekalenderen er en juletradition, som de fleste forældre selv er vokset op med, og noget de forbinder med glæde, siger Jørn Martin Steenhold.

– Det er en glæde fra barndommen, vi gerne vil give videre til vores børn. Vi giver gaver for at glæde andre, og netop julen og dens traditioner som pakkekalenderen handler om glæden ved at give og at opleve, at ens børn er glade, siger Jørn Martin Steenhold.

Legetøjsforskeren vurderer, at vi giver vores børn kalendergaver af tre årsager: Først og fremmest for at vise børnene, at vi kan lide dem, og som tak forventer vi, at de kan lide os. For det andet giver vi nogle gange såkaldte hold-kæft-gaver. Børnene får en gave for, at de kan gå ind på værelset og lege med den, så mor og far får lidt ro. Desuden giver vi gaver, fordi de andre forældre gør det, siger han.

– Forældre sætter ikke spørgsmålstegn ved det. Alle de andre giver kalendergaver, så det skal vi også. Og nogle af gaverne skal endda være bedre og større end de andres, siger han.

LÆS OGSÅ: Indretning: Bolig med fin hjemmelavet julepynt

Dorte Fischer advarer mod at skrue forventningsniveauet til enten pakkekalendergaven eller adventsgaven for højt i vejret.

– Niveauet er fuldstændig skruet op. De mindreårige kan nærmest få et mindre sammenbrud af alle de pakker, siger Dorte Fischer.

Især hvis alle 24 gaver hænger synligt fremme. Det er for fristende og kan i stedet for glæde og overraskelse udløse gråd og skrig hos barnet.

– Skru ned for ambitionerne, og pak en håndfuld mandler eller et par legoklodser ind aftenen forinden. Du kan lægge dem i en sok, eller hvad I synes. Når du ikke hænger alle gaver synligt fremme, giver du sig selv muligheden for at pakke gaver ind løbende i stedet for at stresse rundt inden den første december. Og dit barn bliver ikke frustreret over de mange gaver, som han ikke må pakke op, siger Dorte Fischer.