Dans med børn
Foto: Maria Sattrup
Vores Børn

Dans med børn

Dans med dit barn

Dans styrker dit barns motorik, og det er sjovt. Så skru op for musikken, og bevæg jer sammen – og se, hvordan dansen kan forvandle ulvetimen til en fest.

Af Sarah Risbøl Jacobsen 22.sep.2016 Børn

Du kender sikkert selv det med, at når den rigtige musik strømmer ud af højtalerne, så kan det være svært at sidde stille. Om det så er på cyklen, i bilen eller hjemme i køkkenet. Sådan har dit barn det også.

Når det så tilmed er sundt for dit barn at blive gynget, vugget og snurret rundt, så er det bare med at smide noget musik på anlægget og danse rundt sammen derhjemme i stuen.

LÆS OGSÅ: Motorik: Tjek de 3 sanser hos dit barn

– Dans er en form for leg, hvor der er rigtig god fysisk kontakt mellem barn og forælder. Det er vigtigt i en hverdag, hvor vi er adskilt i mange timer. Dans er ren livsglæde, og hvis mor eller far nyder det, så vil deres glæde blive overført til barnet, siger Karen Bjørkøe, som underviser i babyrytmik og dans for forældre og børn.

Faktaboks

Ondt i ørerne?

Hvis dit barn ikke kan lide at danse og tumle, så start med at vugge og svinge blidt. Efterhånden vil hun vænne sig til bevægelserne og kunne tåle lidt mere. Bliver det ved, så få tjekket barnets ører for væske.

Hun fortæller, at dansen rummer de bevægelser, der styrker barnets motorik. Samtidig med at det kan virke både opkvikkende og afstressende.

– Hvis barnet har et flip, så kan musik og dans også være en god afleder for stress, og det kan simpelthen vende barnets humør at danse.

Musik giver sans for rytme

Dans er også med til at finpudse samspillet med barn og forælder, siger lektor på psykomotorikuddannelsen ved UCC Hillerød, Ingrid Arild Jensen. Når vi danser, øver vi os nemlig i at reagere på hinandens bevægelser og signaler.

LÆS OGSÅ: Derfor er god motorik så vigtigt for dit barn

– Hvis barnet har brug for at falde ned, kan man bevæge sig roligt. Har hun brug for fornyet energi, kan man danse vildere. Barn og forælder lærer at afstemme deres bevægelser i forhold til hinanden, og det samspil er helt grundlæggende for en god relation, siger hun.

Rytmesansen bliver selvsagt også stimuleret, og det kan faktisk gavne den sproglige indlæring hos barnet, fortæller Ingrid Arild Jensen.

– Der er rytme i sproget, og den rytme fanger man bedre, hvis man er vant til at lytte til musik. Der er også rytme i måden, man går og kravler på. En god rytmesans kan for eksempel give dig en bedre gangart, så du ikke går stiv som et bræt.

Sidst, men ikke mindst, træner dans også barnets labyrintsans (den vestibulære sans), som er afgørende for barnets motoriske færdigheder, fortæller børnefysioterapeut Vibeke Winter.

– Labyrintsansen styres af tre små væskefyldte rør, som vender hver sin vej. Når du har hovedet nedad, forskydes balancen i væskerne og sender impulser til hjernen om, hvor du befinder dig. Det hjælper dig med at orientere dig i et rum. Det samme sker, når du snurrer rundt eller gynger, fortæller hun og tilføjer, at dans også styrker barnets muskel-ledsans:

– Den hjælper med at vurdere, hvor meget kraft du skal bruge på en bevægelse. For eksempel, hvor højt du skal løfte benet for at gå op ad trapper, eller hvor mange kræfter du skal lægge i, når du skal løfte en liter mælk.

LÆS OGSÅ: Styrk motorikken hos baby og tumling

LÆS OGSÅ: Sundhed: Danske børn bevæger sig for lidt

LÆS OGSÅ: Kønsroller: Er der forskel på drenge og piger?


Henter...