Stine Bosse mormor
Foto: Kaare Smith | Stine Bosses ugentlige dag med børnebørnene står fast i hendes kalender, for hun vil ikke risikere at gå glip af tid med dem.
Vores Børn

Stine Bosse mormor

Stine Bosse: Børn skal ikke gætte sig til, at de voksne elsker dem

Da Stine Bosse sagde sit direktørjob op, var hendes børnebørn en del af årsagen. Hun har dem fast en dag om ugen, hvor de hygger, tager ud og oplever verden – eller keder sig.

Af Sarah Galán 07.dec.2016 Børn

Hvordan var det at blive mormor?

For mig var det ligesom at blive mor, bare med ekko. Forstærket. Det var en blanding af noget dybt følelsesmæssigt og noget dybt grundlogisk. Man bliver ligesom for alvor sat i system, når det sker: Der er mig selv, mit barn og mit barnebarn. Relationerne bagud bliver også stærkere. Jeg har desværre mistet min mor, men tankerne om især hendes og min farmors roller i mit liv blev fuldstændigt lysende klare.

Faktaboks

Stine Bosse 55 år, erhvervskvinde og formand for bl.a. Børnefonden og Europabevægelsen.

Mor til Maria og Cecilie.

Mormor til Alma, 6 år, Esther, 5 år, Alfred, 3 år, og Edvard, 2 år.

Hvordan har det ændret dig
at blive mormor?

Jeg vil ikke sige, at det var derfor, jeg stoppede med mit arbejde i Tryg, men det fyldte i hvert fald en tredjedel af beslutningen. Det med at få tid og rum nok til at være der for mine børnebørn og mine børn, det ville jeg bare. Det er så også vigtigt for mig at sige, at alle jo lever deres eget liv og træffer deres egne valg. Jeg får nogle gange skudt i skoene, at jeg synes, andre skal have dårlig samvittighed over ikke at gøre det samme som mig, men jeg ønsker ikke at pådutte nogen noget.

Hvor ofte er du sammen med dine børnebørn?

Jeg har børnebørnene fast en gang om ugen – det har jeg altid haft. Efter den fjerde kom til, er jeg dog blevet nødt til at mikse det lidt, så jeg nogle gange har dem alle fire på én gang og andre gange kun to ad gangen. Det er hårdt at have fire børn på en gang, og samtidig er vi nået dertil, hvor de tre ældste er så store, at vi kan tage til Sverige eller gå på Louisiana. Når jeg har dem alle fire, er vi mest herhjemme hos mig, og så går vi ned på stranden eller er ude at lege.

LÆS OGSÅ: 10 tip til god kommunikation med bedsteforældre

Hvad er vigtigt for dig at lave sammen med dem?

Det er vigtigt, at det nogle gange bare er en helt almindelig dag, og dem er der faktisk flest af. Jeg sætter mig ikke ned og tegner med dem eller laver det ene eller andet projekt. Nogle gange er vi bare. Så kommer de og siger, at de keder sig, så siger jeg, at det er rigtig godt, og så går der fem minutter, så har de gang i en leg. De bruger hele huset som én stor legeplads. Så bliver bordet her til et sørøverskib, og så har vi et flyvende tæppe ovenpå. Jeg plejer at sige, at når vi er herhjemme, så er der ikke noget, de ikke må – bortset fra at slås. De må gerne diskutere, for de kan jo blive uenige, men de må tale sig frem til at finde nogle løsninger. Vi tager selvfølgelig også af sted på tur en gang imellem, og jeg har haft Alma med inde at se ballet på Det Kongelige Teater.

Er der noget, du synes, der er vigtigt at lære dem?

Ja, for eksempel ved de, at jeg forventer, at de hører efter, hvad jeg siger, når vi er ude. Det er ikke, fordi jeg vil have kæft, trit og retning, men fordi det gør det muligt at gøre nogle ting sammen. Jeg taler også med dem om, at det er vigtigt at sige tak, og jeg forklarer dem, hvorfor det er vigtigt, at det er dem, der elsker en, der siger, hvad man skal og ikke skal. Det kan virke ret voldsomt, når det er nogen, der ikke elsker en, som pludselig sætter en på plads. Og så fortæller jeg dem, at jeg elsker dem. Jeg tror, det er vigtigt for børn, at de ikke skal gå rundt og gætte sig til, at de voksne elsker dem. Sæt ord på, hvis du kan. Og når det så bliver returneret, kan verden jo næsten ikke blive bedre.

Lærer de dig noget?

Hele tiden. Alma kan også godt finde på at tage en diskussion med mig, og det får hun lov til. Jeg er nok en autoritet i deres liv, men jeg er ikke autoritær.
Derfor kan hun godt sige ‘nu synes jeg, du er skrap’. Og så taler vi om det. Jeg nyder også at lytte til deres samtaler.

For et års tid siden sad Alma og Esther bag i bilen, mens jeg kørte, og så sagde Esther: ‘Hvad sker der, når man dør?’ Så svarede Alma: ‘Så kommer man op til Gud’ og derefter: ‘Gud, hun henter en’. Så sad de stille et stykke tid, og herefter sagde Esther: ‘Men hvordan får hun dem gravet op?’ Så svarede Alma: ‘Hun har en spade med, og hvis hun ikke kan, så hjælper muldvarpene hende’. Jeg var helt solgt, og jeg tror, at hvis vi alle kunne holde fast i en flig af den enkelhed, børn har, så ville det være fantastisk.

LÆS OGSÅ: Krea: 9 hjemmelavede julegaver til bedsteforældre

Hvordan har det at blive mormor ændret dit forhold til dine egne døtre?

Det er helt klart blevet stærkere. Det er fantastisk at se sine døtre blive mødre, og de er bare knalddygtige til det. Jeg har total respekt for dem.

Blander du dig i deres måde at være forældre på?

Nej, det har jeg aldrig gjort, og jeg har heller ikke haft lyst. Vi har en aftale om, at de ikke blander sig i min måde at være mormor på, og jeg blander mig ikke i deres måde at være mor på.

Er det nemmere at være mormor end at være mor?

Ja, det er både nemmere og sjovere. Den tid, man har til rådighed, og ens rolle som mormor – det er anderledes og nemmere. Men det interessante er jo, at adgangsbilletten til at blive mormor er at være mor først. Du kan ikke springe det over.

Hvordan havde du det med dine egne bedsteforældre?

Min farmor blev på mange måder nærmest hovedpersonen i mit liv. Hun var så gennemgående og bundsolid, når bølgerne gik lidt højt i mit barndomshjem, og det mærkede jeg intuitivt meget tidligt og søgte hende. Jeg tog selv bus og tog fra Gilleleje til Rødovre for at besøge hende, da jeg var ni år gammel. Hun var hjemmesyerske, og hun hørte altid P1, mens hun sad og syede de her fantastisk smukke lampeskærme i silke.

Der blev ikke gjort stads, når jeg kom – hendes liv og arbejde skulle fortsat fungere, selvom jeg var der – men jeg elskede det med, at hos hende kunne man bare være. Der blev kun gjort stads på ét punkt: Vi fik rosenbrød til morgenmad. Min farmor blev næsten 100 år, og hun nåede at gøre det samme med mine døtre. Når de var sammen med hende, fik de også rosenbrød. På den måde bandt hun en sløjfe, for mine døtre og jeg kan nu tale sammen om de rosenbrød og få tårer i øjnene, og det er jo det, der er limen i familier: De koder, som bliver skabt. Det var hun mester i.

LÆS OGSÅ: Leder: Tak, bedsteforældre!

Er hun dit forbillede i forhold til at være bedstemor?

Helt klart. Der er meget, jeg ikke gør på samme måde som hende, men den der grundrespekt, hun forventede, den er også en del af mit kodeks i dag. Jeg kan mærke det, når vi er sammen hele familien. Så siger mine døtre nogle gange ‘kan du ikke lige sige det og det …’, for jeg skal kun sige tingene én gang til ungerne, så forstår de det. Forældre skal prøves igen og igen, men bedsteforældre har et eller andet ‘helle’.

Er det et privilegium at være sammen med dine børnebørn?

Det allerstørste. Jeg kan ikke komme på noget i mit liv – og det har ellers budt på mange spændende ting – som er større end det at være sammen med dem.

Hvad er det bedste ved at være mormor?

Den største gave er den dybe kvittering for meningen med det hele. Man kan virkelig se, at man efterlader spor, og det giver en dyb følelse af, at den dag, jeg ikke er her mere, så er der alligevel noget, der bliver her.

LÆS OGSÅ: Børn og hukommelse: Hvad kan dit barn huske?

LÆS OGSÅ: Dans med dit barn

LÆS OGSÅ: Det skal du vide om dit barns næse


Henter...