Sund vinter
SPONSORERET indhold

Sund vinter: 22 tips

Hvad har sutsko, rene karklude, rødbeder og saltvandsdråber til fælles? De indgår alle i opskriften på en sundere vinter! Pluk de bedste familieråd til en kold tid.

Af: Karen Greve Foto: Colourbox
03. apr. 2014 | Børn | Vores Børn

1. Uld inderst inde

Begynd med at købe en stak uldundertøj til ungerne, så de holder sig varme både i isnende kulde og almindeligt dansk sjap. Uld absorberer mere fugt end bomuld, og dit barn bliver ikke kold og klam, selv om du har en tumling med fuld fart på.

Lad dig ikke stoppe af minder om kradsetøj fra din egen barndom. Der er sket noget på uldfronten, og du kan få mange varianter, der føles bløde og lækre mod huden.
Sundhedsplejersken.dk

LÆS OGSÅ: Sygt barn: De 12 uundgåelige sygdomme

2. Skal du vaccineres?

Det er et faktum, at vuggestuebørn og børnehavebørn i gennemsnit rager otte til ti infektioner til sig om året. Forkølelse, maveinfektioner og halsbetændelse. Måske også en klassisk influenza. De smitter dig, og så skal du være syg og passe syge børn samtidig. Måske er det i år, du bør overveje at punge ud til en vaccine mod influenza til dig selv? Så du i det mindste kan være på benene, mens ungerne har feber.

Du kan blive vaccineret hos egen læge, og det koster cirka 150 kroner. Vaccinen beskytter 6-12 måneder, og der går typisk to-tre uger fra indsprøjtningen, til du er beskyttet. Hvis du er gravid og mere end 12 uger henne, anbefaler Sundhedsstyrelsen en vaccine, og så er den gratis.
Sundhed.dk

3. Vask nu de hænder!

Jeps. Den har du hørt før. Det er smart, at alle vasker hænder. Før måltider og naturligvis efter toiletbesøg. For at få familiens mindste med på ideen, kan I indføre en vaske-hænder-sang, så det bliver sjovere at bruge tid ved håndvasken. For de større børn kan du skærpe interessen med en rask lille konkurrence. I kan samle plusser, når man husker at vaske hænder før maden, helt af sig selv. Fem plusser udløser en lille belønning.
Sundhedsstyrelsen

Tip! Vaske hænder-sangen
Melodi: Mester Jakob
Vaske hænder, vaske hænder
Sæbe på, sæbe på
Hænderne bli’r rene
Neglene bli’r pæne
Gnub og skrub, gnub og skrub.

4. Så er det sengetid!

Dette punkt er muligvis en rød klud i hovedet på dig? Indrømmet! Det er svært at få en god søvn og alle de fordele, den indebærer, som bedre immunforsvar, godt humør og bedre appetitregulering, hvis faktum er, at dit barn (og dermed hele familien) fast vågner fire gange hver nat.

Prøv at sigte efter en fast sengetid hver aften – også i weekenden – så jeres skrøbelige rytme ikke ryger sig en tur hver lørdag.
Videnskab.dk

LÆS OGSÅ: Lær dit store barn at sove

5. Spis grønsager efter årstiden

En ny kartoffel indeholder dobbelt så meget c-vitamin som en træt gammel kartoffel, der har overvintret. I det hele taget får I meget mere smag og sundhed for pengene, hvis du satser på sæsonens grønsager. De har flest vitaminer og mineraler, og du sikrer god variation, hvis I veksler efter årstiden. Lige nu er det tid til at gå løs på: blomkål, broccoli, bønner, græskar, grønkål, hvidkål, kålrabi, pastinak, rødbede – og naturligvis kartofler!
Foodlife.dk, Aarstiderne.com

6. Gå ikke ned på udstyr

Klokken 20 sådan en mørk fredag i oktober, hvor dit barns temperatur pludselig ryger i vejret, og alt er lukket, kommer du til at sætte pris på at have medicintasken i orden. Sørg for altid at have rigeligt med: paracetamol til børn, både flydende og i form af stikpiller, mælkesyrebakterier fra apoteket (god mod dårlig mave), saltvandsdråber (når næsen stopper), et termometer med batterier, der virker, lommetørklæder og et fjernlager med saftevand, så der er noget at drikke til den lille patient.

LÆS OGSÅ: 7 tip om børn og smertestillende

7. Lys hver dag

Der er ikke mange timers lys at rutte med, så sørg for at udnytte den smule, der er. I får D-vitamin gennem sollyset, og både små og store mennesker bliver gladere og bedre til at modstå sygdomme efter en daglig dosis frisk luft og lys.
Altomkost.dk, Dr.dk

8. Store dynevaskedag

Engang gjorde husmødre hovedrent to gang om året. Forår og efterår. Med tæppebank, gardinvask og piberensere i nøglehullerne. Så drastisk behøver du ikke gå til værks, men der kan være sund fornuft i nogle faste rutiner omkring rengøring, der er lidt ud over den ugentlige støvsugning.

Et godt sted at starte er dit barns soveomgivelser. Støvmider bor i sengetøjet, og de giver et dårligt indeklima. Vask pude, dyne og rullemadras ved 60 grader. Støvsug madrassen, og tør alle sider på sengen af med en med en våd klud. Så kan du roligt sige, at den store efterårsrengøring er i hus!
Bedrehygiejne.dk, Jp.dk

9. Snup mentale pauser

Er du online konstant? Samtidig med at du ordner en tøjvask og snakker med junior om løver i Afrika og superhelte fra Krypton? Mødre har bare travlt. Hvis arbejdstilsynet kom forbi, ville de dumpe vores pausekultur med det samme! Vinterperioden har ikke automatisk en indlagt lang ferie, så her har du ekstra brug for at huske pauser i hverdagen.

Tag 10 minutters powernap, gå en kort tur eller træk vejret dybt nogle gange, mens du lukker alt andet ude. Tidspunktet lige inden du henter børn, er en god stund til en timeout, så du ikke træder ind til dit barn med skuldrene helt oppe om ørerne og hovedet fyldt med arbejde.

LÆS OGSÅ: Mindfulness: Kom tættere på dit barn

10. Sutsko og futsko

Kolde fødder betyder, at man generelt fryser lidt, og dermed er vejen banet for bacillerne, for børn (og voksne for den sags skyld) er mere sårbare, når vi fryser. Køb sutsko til hele familien. Dit barn har dem på hele dagen i institutionen, så det er faktisk et dumt sted at spare. Gå efter sutsko i uld, der går op om anklen og sidder godt på foden.
Videnskab.dk

11. Frugtfad i børnehøjde

Sundhed skal være let tilgængelig. Hvis du har et fad stående i børnehøjde, der altid bugner med forskellige frugter og grønsager, så vil ungerne automatisk snuppe sig et vitaminboost hver dag!

12. Så’ der suppe

Suppe varmer, og suppe lindrer, hvis du har en anelse kriller i halsen. Og så er det sundt! Du kan snige alverdens grønsager ned i blenderen, uden at ungerne har en chance for at opdage, hvor den selleri kom fra.

13. Et dejligt rent køleskab

Rent køleskab er lig med bedre sundhed. Kedeligt, men sandt! Vi repeterer lige lynhurtigt de anstrengende men effektive regler: ryd op i dit køleskab en gang om ugen. Tør det af, og fjern gamle madvarer. Husk at tørre håndtaget! Hold kød og grønsager adskilt.

En gang om måneden giver du kalorius den store tur med universalrengøring. Ketchupflasker og lignende skal også tørres af. De er igennem mange fingre, inden de er brugt op. Så! Tænk, hvis du nu har sparet familien for en omgang maveonde!
Sundhedsstyrelsen

LÆS OGSÅ: Sund mad: Suppe til hele familien

14. Daglig latter

Et godt skraldgrin sænker blodets indhold af stresshormonet kortisol og påvirker dermed immunforsvaret positivt! Spørgsmålet er bare, hvor I støver humoristiske indslag op på daglig basis? Dit barn er heldigvis ikke så krævende. En rød klovnenæse midt i aftensmaden eller et fjollet ord kan godt gøre det. Og når junior bryder sammen af grin, er det næsten umuligt ikke at grine med, ikke sandt?
Kropsinstituttet.dk

15. Schyyy … motion

Ja, ja, JA! Vi ved det godt. Motion er sundt og giver dig et overskud, der kommer hele familien til gode. Problemet er at få tid til kropsdyrkelsen. Hvis sofaen har det med at hoppe op på ryggen af dig hver aften, skal du måske bare begynde med at gå en lille tur, når børnene er lagt i seng. Motion behøver ikke være spinning, så sveden driver eller 10 kilometers løb hver weekend. Små overskuelige mål virker bedst, når du skal i gang.
Sundhed.dk

16. Luft ud

I sommerhalvåret står vinduer og døre åbne helt naturligt. Om vinteren kræver det som regel en fast rutine at få luftet ordentligt ud. Luk for eksempel op hele huset rundt i ti minutter efter morgenmaden, eller lidt før I skal i seng. To gange fem minutters udluftning hver dag giver et sundt indeklima.
Miljøministeriet

LÆS OGSÅ: Snig motion ind i hverdagen

17. Let’s dance

Vintertid er lig med mere indetid, men ikke nødvendigvis mere doventid foran fjerneren. Hvis I har en wii, er der masser af programmer med dans, sang og sport, der opfordrer til lidt mere bevægelse, end sofahjørnet kan lokke med. Og ellers kan I hente dansehit ned og danse stopdans eller lege Kongens efterfølger. Lidt puls er sundt både for dig og dit barn.

18. Grønt til ulvetimen

De fleste børn er sultne tidligt. Især når det er buldermørkt klokken fem! Du redder hele jeres aften ved lynhurtigt at snitte gulerødder, agurker, pebre og æbler til dem. Hvis det skal være ekstra lækkert, så top med en grønsagssmoothie!Det er en myte, at børn er ligeglade med serveringen. Udskåret frugt i en lille skål glider lettere ned, end hvis du langer junior en banan. Med grønsager klokken fem undgår du for mange tomme kalorier – og at ungerne bliver så sure, at de ikke orker at spise middagsmad.LÆS OGSÅ: Lækre snakcks til ulvetimen

19. Varme ører og hænder

For hænder og ører gælder det samme som for fødder. Vi er i udkantskroppen, der let bliver kold, så beskyt den og dermed dit barns immunforsvar! Husk, at børn typisk er meget mere ude i løbet af dagen, end du selv kan nå. Det bliver koldt på sådan en legeplads efter en times tid. Skaf huer og vanter til hele familien, og gerne et ekstra lager billige fra supermarkedet, når det uundgåelige sker, og et par bliver væk i børnehaven!
Videnskab.dk

20. Vask legetøjet

Legetøj bliver ret hurtigt små bakteriebomber. Plastiktingene kan du smide i opvaskemaskinen, stofting, og bamser vasker du på 60 grader i vaskemaskinen. Også selv om de muligvis kun kan tåle 30 grader. Så må du prøve at se charmen i en forpjusket bamse. For de bliver ikke rigtig rene på uldprogrammet, vel? Faste huskeregler for dine vaskeintervaller er gode, så du ikke glemmer det midt i travlheden. Snup for eksempel legetøjet, samtidig med at du vasker sengetøj.
Bedrehygiejne.dk

21. Hosteregler

Hele familien skal lære at hoste ind i ærmet. Ikke i hænderne (hvor man så kan tørre bacillerne af på dørhåndtaget i næste sekund), og naturligvis heller ikke bare ud i rummet. Lær dine børn at hoste ind i albuen. Gerne som en instruks, der indebærer et helt overdrevet sjovt hosteanfald for dig selv. Lidt humor tager brodden af ordren, og det virker altid med børn!
Sundhedsstyrelsen

22. Glæd dig

Det er sundt for dine børn, hvis du husker at prioritere dig selv. Sørg for at have en god fest, en aften med en god veninde eller en tur i yogastudiet at glæde dig til. Det er vigtigt med lyspunkter i løbet af vinteren, for positive tanker gør dig mindre besværet af virusser. Det viser undersøgelser, hvor en gruppe kvinder fik sprøjtet forkølelsesvirus direkte op i næsen efter henholdsvis glade optimistiske tanker og sorgfulde eller angstbetonede tanker!
Iform.dk

LÆS OGSÅ: Skab et familieliv, du elsker

LÆS OGSÅ: 16 sunde vaner til dig og baby

LÆS OGSÅ: 8 tips til et sundt indeklima på børneværelset