Babysvømning
SPONSORERET indhold

Svøm med baby

Det er sjovt, sundt og en helt speciel oplevelse for dig og dit barn. Tag med til babysvømning, følg holdets første, spæde svømmetag, og få gode råd til selv at komme i gang.

Af:: Camilla Bølling, Vores Børn Sund familie, forår 2011
10. maj. 2011 | Børn | Vores Børn

En halv time med vandsange, pusteleg, flydeøvelser og dyk i et opvarmet bassin på 32 grader giver både røde kinder og klare øjne. Vi er taget med til babysvømning – læs med, og se om det er noget for dig og dit lille barn.

Daniel på seks måneder sidder i sin klapvogn i omklædningsrummet i Bagsværd svømmehal. Han nulrer forsigtigt ørerne, mens han tålmodigt venter på, at hans mor klæder om.

Den lille gut er lidt flad, fordi han lige har haft en super tid i vandet sammen med sin mor, Louise Tollan, 34 år og folkeskolelærer fra København. Sammen med mødregruppen går Louise og Daniel til babysvømning, og i dag er det tredje gang, de har været en tur i vandet.

LÆS OGSÅ: 9 øvelser: Om på maven, baby!

“Det er dejligt og helt specielt at være i vandet med Daniel, fordi vi er så tæt på hinanden. Egentlig var jeg meget i tvivl, om vi skulle gå til babysvømning, men da de andre i min mødregruppe var meget begejstrede, sprang jeg også på, og heldigvis er vi blevet meget glade for det,” siger Daniels mor.

Selv har Louise aldrig været en vandhund, men det skal ikke gå ud over Daniel. “Vi bor jo i Danmark, som er omgivet af vand og gode strande, og han skal selvfølgelig ikke begrænses af, at jeg egentlig aldrig har været så vild med vand.”

Mødregruppen ledte på nettet og fandt Svømmeskolen, som drives af svømmelærer Ruth Anker Scales. Hun har været svømmelærer i 41 år, så de små babyer er i aldeles trygge rammer.

Babysvømning: En særlig stund
Forældre og babyer står klar ved bassinkanten, og da Ruth Anker Scales går ned i vandet med en lille dukke under armen, følger holdet stille og roligt med. På dette hold er børnene mellem tre-seks måneder gamle. Uden modstand lader de sig flyde med ned i vandet, og der er ingen tvivl om, at det er en helt særlig oplevelse mellem mor og barn.

Ruth Anker Scales forklarer, at du er nødt til at koncentrere dig 100 procent om dit barn, mens du er i vandet. Det giver til gengæld en intens stund, som der ikke altid er plads til hjemme, hvor der ofte er mange praktiske ting, som for eksempel vasketøj, støvsugning og oprydning, der også lige skal ordnes, rundt om baby.

På babysvømningsholdet underviser Ruth Anker Scales både i vandtilvænning, sanseindtryk og motorik.

LÆS OGSÅ: Tumleleg med baby

“Babysvømning styrker mange sanser, blandt andet føle-, høre- og lugtesansen, og så giver det dit barn en fantastisk bevægelsesfrihed i forhold til for eksempel at ligge på ryggen eller maven hjemme på stuegulvet,” siger hun og fortsætter:

“Barnets muskulatur bliver også styrket via vandmodstanden. Når dit barn for eksempel ligger på ryggen i vandet, vil det forsøge at løfte hovedet, og det styrker mavemusklerne. Når dit barn ligger på maven, vil det løfte hovedet, og det styrker ryggen.”

Den garvede svømmelærer understreger, at jo tidligere du begynder med dit barn, jo hurtigere får dit barn opbygget en fortrolighed med vandet, som vil gavne det resten af livet.

Trygge rammer for både baby og mor – læs videre på næste side …

altTrygge rammer

“Vi siger goddag til Eya, vi siger goddag til Bastian, vi siger goddag til Tilde,” lyder det nede fra babybassinet. Sammen står deltagerne i en rundkreds og løfter børnene op i luften på skift, mens alle synger barnets navn. Det er ‘goddag-sangen’, og den er et fast indslag i undervisningen.

“Det er vigtigt at have nogle ritualer. Derfor starter vi altid med, at jeg hilser på børnene, og sammen synger vi en velkomstsang. Ligeledes slutter vi også altid af med den samme farvelsang. Det gør især børnene trygge, fordi de bliver forberedt på, hvad der skal ske.”

Alle øvelserne, som børnene gennemgår, er tilrettelagt efter børnenes alder og deres motoriske udvikling. I løbet af et undervisningsforløb, som varer omkring 25 minutter, indøver forældrene forskellige teknikker og greb, som for eksempel kan være flyde- eller gribeøvelser. Ligeså vigtigt er det dog, at forældrene også hurtigt lærer, hvordan de skal begå sig i vandet med deres børn.

LÆS OGSÅ: Motorik: Find balancen, baby!

“De første gange gør jeg meget ud af at fortælle forældrene, at de skal være afslappede, når de er i vandet, for det smitter selvfølgelig af på de små, så det bliver nemmere at lave de forskellige øvelser.”

For eksempel de pusteøvelser, som holdet laver i dag, hvor mor og barn puster til vandet, og baby oplever at få vand i hovedet. Selv er Ruth Anker Scales også altid med i vandet, og hun bruger en lille dukke, når hun gennemgår øvelserne.

“Jeg synes, det er vigtigt for alle, at underviseren selv er med i vandet. Selv kan jeg bedre vise øvelserne, enten på dukken eller på et af børnene, og samtidig føler forældrene sig mere trygge, fordi jeg er lige i nærheden.”

Husk at rose
Nede i vandet hygger alle sig med at lave øvelser. En af dem er en slalomøvelse, hvor børnene ligger på maven, mens de hviler i forældrenes udstrakte arme. Ganske forsigtigt bevæger forældrene børnene rundt i små cirkler i vandet. Hvert barn øver sig i at holde hovedet over vandet, og ingen af børnene virker utrygge.

“Dine signaler har afgørende betydning for, at det går godt. Både du og dit barn får den bedste oplevelse ved, at du selv hele tiden er positiv og smiler, nusser og roser dit barn, også selvom det måske ikke lige lykkes første gang.”

Det er blevet tid til at synge farvelsang. Ruth Anker Scales går rundt til alle børnene og siger tak for denne gang. Forældrene tager børnene op ad bassinet, svøber dem ind i varme håndklæder og forsvinder ind i det lune omklædningsrum, mens svømmelæreren bliver ved bassinet og gør klar til det næste hold, som er på vej.

LÆS OGSÅ: Babymassage trin for trin

Louise Tollan har en hjemmelavet smoothie med i tasken. Den skal Daniel hygge sig med ude i caféen sammen med de andre fra mødregruppen, når de har klædt om.

Lær dit barn at dykke – læs videre på næste side …

alt1, 2, 3, dyk!

De fleste børn finder det naturligt at få hovedet under vand, og dykkeøvelsen er en af de faste øvelser til babysvømning. Den såkaldte dykkerefleks udløses i det øjeblik, barnet får hovedet under vand. Stemmelæberne presses reflektorisk sammen, så vandet ikke kommer ned i svælget. Refleksen forsvinder aldrig helt, men det er tydeligt at se, når barnet udvikler en bevidsthed om dykket, da det vil begynde at lukke øjnene, når det dykker.

SÅDAN GØR DU: Lav altid et dyk med stille og rolige bevægelser, hvor du fører dit barn så vidt muligt med ansigtet først skråt ned under vandet, hen mod dig og derefter op i din favn. Hold øjenkontakten, og giv altid det samme signal til dit barn, inden I laver dykket. Du kan for eksempel sige ‘1, 2, 3, dyk!’

Kom godt i gang med babysvømning

– De fleste raske børn kan starte, så snart navlen er lægt, og vægten er på minimum fire kilo. Dog skal du også selv være klar, hvis du lige har født. Få eventuelt et underlivstjek hos din læge, inden du hopper i vandet.

LÆS OGSÅ: Forkæl dit barn med wellness

– Undersøg, om svømmehallen har babyvenlige omklædningsforhold, og om der er plads til barnevognen. Besøg eventuelt svømmehallen, og følg undervisningen, inden du melder dig til. – Afsæt god tid til både omklædning og eventuel hygge og spisning efter undervisningen.

– Efter svømningen har dit barn brugt alle sine muskler. Lav derfor lidt afslappende strækøvelser. Stræk for eksempel barnets arme og ben ud, stryg barnet hen over kroppen, og smør eventuelt med lidt creme. Hvis du er vant til at give barnet massage, kan du også gøre det.