Tænd julelys i hinandens øjne
SPONSORERET indhold

Tænd julelys i hinandens øjne

Julen lægger ekstra pres på parforholdet. Vi drømmer om fed familiehygge, fantastiske kærlighedsgaver og juleromantik ? men frygter samtidig, at kæresten kysser kollegaen ved julefrokosten, forærer os en blender i julegave og råber ad børnene midt i juleanden. Junior har spurgt en parforholdsekspert, hvordan vi undgår juleknas med vores bedre halvdel og gør december til hjerternes fest.

Af:: Rikke Dinnetz, Vores Børn Junior, december 2009
24. feb. 2010 | Børn | Vores Børn

Tid, planlægning og skemalagt romantik. Sådan lyder opskriften på et passioneret og kærligt parforhold ifølge psykolog og sexolog og mangeårig brevkasseredaktør Sanne Neergaard. Problemet er nemlig, at vi ikke tager os tid til hinanden. Og i december, hvor det vrimler med arrangementer, og hvor forventningerne til juleromantik og familieidyl er tårnhøje, føles det ekstra hårdt, når parforholdet ikke kører på skinner.

?De problemer, der opstår i december, er ikke særlige decemberproblemer. Det, der er galt i et parforhold, bliver bare ekstra tydeligt i julemåneden, fordi der er så meget ekstra. Så ud over at børnefamilier i dag har så meget at se til, at det ikke kan lade sig gøre, så kan det bare slet ikke lade sig gøre i december,? siger Sanne Neergaard.

Hun oplever, at mange allerede i august begynder at bekymre sig om julen og det med at skulle tilbringe tid med svigerfamilien.

?Julen er et ideal, der står og blinker, og realiteterne er bare et helt andet sted. Vi bliver smittet af eventyrstemning, Kongens Nytorv og julelysene på D?Angleterre ? og så har vi det derhjemme, der måske ikke fungerer.?

Vil have det hele
Ifølge Sanne Neergaard kører vi i dag parforholdet efter en model, der ikke virker. Problemet er, at vi vil have det hele.

?Vi vil have det perfekte familieliv og et passioneret parforhold. Vi vil fjerne alle stenene på børnenes vej, men vi vil også have karriere og vores eget personlige rum, hvor vi træner og ser vores venner. Men døgnet har kun 24 timer, og selv om parforholdet står højt på ønskelisten, er det det, vi bruger mindst tid på. Derfor er det også det, der ryger,? siger Sanne Neergaard. ?Jeg oplever, at mange par slet ikke taler sammen om aftenen, når børnene er puttet. De er så trætte, at de sidder og tjekker mails eller er inde på Facebook. Og det er jo sørgeligt at bo sammen med en, man ikke taler med.?

Læs videre på næste side: Glade forældre giver glade børn>>

Tag kærestetid uden børn
Ønsker vi en romantisk jul med vores udkårne, handler det om i god tid inden at prioritere parforholdet og sætte tid af til det.

?Man får ikke tiden, med mindre man tager sig den. Det er utroligt, hvor gode vi er til at skemalægge træning og venner. Vi vil gerne holde kroppen i form, men hvorfor træner vi ikke parforholdet? Vi har alle en idé om, at ?det går nok af sig selv?, men det gør det ikke,? siger Sanne Neergaard.

Hvis vi vil have det godt med vores partner i julen, er det ikke nok at pleje forholdet mellem jul og nytår. Vi må også holde øje med det, der sker mellem nytår og jul og løbende sætte masser af tid af i kalenderen til kæresteaftaler.

?Familier i dag gør allerede rigtig meget sammen med børnene, så det er det med at tage tid sammen uden børnene, der halter,? siger hun.

Glade forældre, glade børn
Mange forældre kan i dag have dårlig samvittighed over at få deres børn passet og gå ud sammen, når de i forvejen arbejder så meget. Men det er der ingen grund til.

?Glade forældre, der kan lide deres liv sammen, er bedre end forbitrede forældre. Hvis der er dårlig stemning i parforholdet, vil barnet tænke ?det er nok noget med mig?. Det skaber utryghed for barnet, der så nemt får tanken ?hvem skal så passe på mig, hvis mor og far ikke kan??,? forklarer Sanne Neergaard.

Omvendt er det fantastisk værdifuldt for børn at have forældre, der prioriterer at være kærester.

?Det specielle, der er mellem et kærestepar, ligger i luften, og det kan børn mærke. Det er med til at skabe deres kærlighedsbegreb. Hvis børn vokser op med forældre, der giver hinanden kærtegn, så er det dét billede, som de selv laver, når de skal ud og have et parforhold. At vokse op i en kærlig og varm atmosfære ? dét er guldet,? siger Sanne Neergaard. For at holde kærestegryden i kog råder hun par til at gøre sig umage over for hinanden og sørge for, at der stadig er noget at opdage.

?Vær ikke hinandens spejderkammerater, men skab jeres eget rum. Gå for eksempel på toilettet alene, og plej jeres fødder hver for sig,? anbefaler hun.

Sig god julefrokost
Selv i forhold, der kører godt, er der skænderier. Og det er helt i orden ? bare I husker at blive glade igen hurtigt.

?Hvis I bliver uvenner, så lav en regel om, at det kun må være kort. Stil æggeuret! Sig ?jeg er skidesur. Nu sætter jeg æggeuret, og når det ringer, så er jeg ikke sur mere?. Alle de småbørnsforældre, der går rundt og er fornærmede på hinanden, det er altså spild af liv!?, siger Sanne Neergaard.

Samtidig understreger hun, hvor meget nemmere livet bliver, når vi husker at være kærester. ?Når vi er forelskede og har det godt, kan vi overkomme uanede mængder af hverdagens besværligheder. Vi skal se hinanden som kærester og ikke bare som forældre. Der er kun én ting værre end at blive betragtet som kønsobjekt. Det er ikke at blive det. Og hvis vi ikke føler, at vi har en kæreste i vores partner, så er der større risiko for, at vi finder en til julefrokosten,? siger hun.

Sanne Neergaard tilføjer dog, at utroskab lige så godt kan ske på andre tider af året, og at man skal stole på sin kæreste og slippe bekymringerne.

?Sig ?god julefrokost?, og tag eventuelt selv ud og få passet børnene. Glæd dig over, at din kæreste skal til julefrokost, og glem den der med, at ?du må ikke have det sjovere end mig?,? understreger hun.

Når det i den søde juletid kan snerpe til i parforholdet, hænger det også sammen med, at der er to kulturer, der mødes: Du og din familie har én kultur, din partners familie har en anden, og det kan give sammenstød.

Næste side: Seks kærlige råd i december>>

Jul med svigermor
Sanne Neergaards bedste råd er at acceptere, at din svigerfamilie har andre traditioner og regler end dig. Og så i øvrigt sige tingene på en sød måde. For eksempel hvis du synes, at der bliver serveret for mange julegodter for ungerne.

?Aftal, hvem af jer, der siger det til bedstemor, og sig det så på en pæn måde: ?Det er vel nok dejligt, at du har lyst til at hygge om børnene! Men de får ondt i maven og bliver hyper, når de får for meget, så kan vi ikke lave en tallerken med fem ting, de kan tage???

Ifølge Sanne Neergaard kan det være en god idé at acceptere, at familien er, som den nu engang er.

?Hvis man for eksempel synes, at farfar taler lidt grimt til børnene, så gør det ikke situationen bedre at sige det til sin kæreste. Tal i stedet åbent med børnene om det. Børn tager det ikke så tungt, når det er bedsteforældrene.?

Psykologen råder i det hele taget forældre til at benytte julemåneden til at forkæle sin partner, i lige så høj grad som børnene bliver forkælet. Det bliver hele familien gladere af.

Seks kærlige råd i december

1. Lav kæresteaftaler
Tag kalenderen frem, og aftal nogle december-dates, hvor I har tid sammen uden børn. Tag fri fra arbejde sammen en dag, og book desuden nogle aftener til at gå ud. Har I ikke familie, der kan passe børnene, så lav en aftale med nogle venner eller forældre i børnehaven om, at I passer hinandens børn en gang imellem.

2. Tag på romantisk juleweekend uden børnene
Tag en weekend af sted uden børn. Det behøver ikke være langt væk ? Malmø eller Lübeck er helt fint! Bare det, at I kommer lidt væk sammen og oplever noget nyt. Gør jer lækre for hinanden, spis noget dejlig mad, drik noget god vin, grin igennem, og elsk med hinanden.

3. Gør noget kærligt for hinanden
Midt i en presset hverdag kan det være svært at finde overskud til at forkæle din partner. Men ofte er det netop det, der gør hele forskellen! Kærlighed handler om at gøre noget kærligt. Fortæl din kæreste, at han eller hun er dejlig, lav morgenkaffe på sengen, tag børnene, og lad din kæreste slappe af.

4. Sæt det praktiske i system
Når I har kalenderen fremme og har booket kærestetid, så planlæg samtidig alle aktiviteterne i december. Hvem gør hvad hvornår? Så snart I har planlagt, hvornår julegaveindkøb, madlavning og rengøring skal gøres, behøver I ikke spilde krudt på at diskutere, hvem der skal ordne hvad. Sig ikke automatisk ja til at deltage i alle julebegivenheder. Spørg jer selv: Hvad er godt for os som familie? Husk, at I ikke bare er forældre og kærester, men også individuelle personer. Og har den ene af jer ikke lyst til at tage med til et arrangement, så bliv hjemme.

5. Læg en juleplan
Lav på forhånd en plan, som I er enige om, så I undgår skænderier og dårlig stemning i julen. Må børnene pakke en gave op inden aftensmaden? Hvem taler med bedsteforældrene om, hvor meget slik børnene må få og så videre? Acceptér, at I og jeres familier er forskellige. Det handler ikke om at få ret, men om, at I skal være to vindere, der får en god jul sammen.

6. Vær kærester i hverdagen
Husk at være kærester i hverdagen, også når børnene er der. Interessér jer for hinanden, vær nysgerrige, og spørg til hinanden. Find de sjove vinkler i hverdagen, og bekræft hinanden med komplimenter, kys og kram. Fokusér på at rose hinanden for det, I er glade for. Men gør det også legalt at sige, hvad I er utilfredse med og har brug for. Sig tingene på en sød og konstruktiv måde ? og tag ikke hinandens kritik personligt.

Kilde: Psykolog Sanne Neergaard