Tænker du stadig på din fødsel?
SPONSORERET indhold

Tænker du stadig på din fødsel?

En fødsel er noget af det vildeste, du oplever i dit liv, og den har sikkert større betydning for dig, end du tror – også længe efter at den er vel overstået. Find ud af, hvad fødslen betyder for dig, og hvordan du får styr på tankerne og kommer videre.

Af:: Sofie Winther Askgaard
16. nov. 2011 | Børn | Vores Børn

Når du møder en anden kvinde med små børn eller rund mave, går der sikkert ikke mere end fem minutter, før I er fuld gang med jeres fødselsberetninger. Der er bare noget med kvinder og fødsler, og de fleste af os elsker at fortælle om dem igen og igen og igen – selv uger, måneder og endda år efter den store begivenhed.

Og det er faktisk ikke så mærkeligt, for fødslen er jo kulminationen på ni lange måneders venten. Den er starten på et nyt kapitel i dit liv, og den vil for altid være en del af din identitet som mor – det var jo med den, det hele startede.

LÆS OGSÅ: 8 vigtige opgaver for far under fødslen

En fødsel er ikke bare en fysisk kraftanstrengelse, men også overgangen til et nyt liv som mor, som du skal vænne dig til. I tog på hospitalet bare jer to, men I kom hjem som en familie på tre. Tænk, at det kan lade sig gøre!

Det er klart, at du har lyst til at fortælle vidt og bredt om den overvældende oplevelse, du har været igennem. Selv om selve fødslen måske ‘kun’ varede fem, ti eller 20 timer, vil den alligevel fylde i din bevidsthed resten af dit liv, fordi den er så skelsættende en begivenhed.

– Det er en historie, som vi kvinder aldrig bliver færdige med at fortælle, siger psykolog Charlotte Clemmensen.

– Vi kan sætte ord på vores oplevelse igen og igen. En fødsel kan ikke sammenlignes med noget andet her i livet, og uanset om den har været god eller dårlig, vil den altid stå klart i din erindring. I min praksis oplever jeg mange ældre kvinder, der stadig kan genfortælle deres fødsler i detaljer.

Fokus på din fødsel

Det er altså helt normalt, når du for 122. gang har brug for at tale om de første veer, turen til hospitalet og babys første skrig. Men dine omgivelser synes måske ikke, at det bliver ved med at være lige interessant, og kan have svært ved at forstå, hvorfor det betyder så meget for dig – du har jo fået et sundt og raskt barn, så hvorfor fokusere på noget, der skete for længe siden?Men en fødsel er ikke bare sådan lige at lægge bag sig. Du har jo præsteret noget helt vanvittigt vildt, og du har ret til anerkendelse og respekt for din indsats. Hvis din fødsel har været dramatisk, vil du sikkert finde større forståelse, men også en ganske ukompliceret fødsel kan opleves som voldsom af den fødende selv.“Der er måske ikke noget dramatisk i vestorm, mange timers presseveer eller bristninger i lægernes øjne. Men det kan opleves meget voldsomt at skulle kæmpe imod sin egen krops kræfter, at være bange for at dø af de store smerter eller slippe alle hæmninger og skrige løs, og det kan du have brug for at tale om igen og igen efter fødslen,” fastslår Charlotte Clemmensen.LÆS OGSÅ: 1 fødsel – 3 oplevelserDer er ikke noget at sige til, at en fødsel fylder meget, hvis den har været kompliceret. Hvis du har været bange for dit eget eller barnets liv, hvis du har fået akut kejsersnit, eller lægen har trukket baby ud med en kop, kan det sætte dybe spor i dit sind. Men også en almindelig fødsel kan give dig ar på sjælen, hvis den ikke forløb, som du havde forventet.Ifølge Charlotte Clemmensen har vi kvinder for mange og for høje forventninger til vores fødsel, og hvis de ikke bliver indfriet, står vi tilbage med stor skuffelse og sorg.– Hvis du har haft en fødsel, der ikke lige har passet ind i dine forestillinger, kan du blive skuffet over dig selv og føle dig som en ‘dårlig føder’. Du kan føle sig snydt og sørge over tabet af det, du troede, du skulle opleve: den perfekte fødsel, forklarer hun.

Det er din historie

Du skal ikke holde op med at tænke på eller fortælle om din fødsel, hvis du har behov for det. Det er nemlig vigtigt, at du giver dig selv lov til at tale forløbet igennem igen og igen.Hvis dine omgivelser ikke forstår dig, så find nogle andre, der gør, om det er så er din sundhedsplejerske, din læge eller en tredje. Husk, at din fødselsoplevelse kun er din og ingen andres. Hvis du har oplevet din fødsel som dramatisk, fordi du fik akut kejsersnit, fordi den trak ud eller noget helt tredje, så er det alt sammen gode grunde til at føle netop det, du gør.Når du efter din fødsel igen og igen fortæller om den, er det en naturlig del af den psykiske bearbejdning af den overvældende oplevelse, der er nødvendig for at komme videre.LÆS OGSÅ: Derfor følte jeg, at det var tabubelagt at fortælle om min nemme fødsel– Ved at fortælle om fødslen om og om igen kan du holde styr på din historie, og det er meget vigtigt. Du skal forstå alt, hvad der skete undervejs, og der skal ikke være nogen uklarheder i din historie. Er der først det, er vi kvinder hurtige til at lave det om til, at vi ikke er gode nok, forklarer Charlotte Clemmensen.

Skal du have hjælp?

Selvfølgelig kan dine tanker om fødslen også blive for mange. Hvis din fødsel bliver ved at spøge i dit baghoved, så det er svært for dig at nyde dit barn og føre en normal hverdag, kan det være tegn på en efterfødselsreaktion, og sådan en skal der gøres noget ved.– Hvis du bliver ved med at græde uden forklaring, sover dårligt, har svært ved at koncentrere dig eller er fyldt op af negative tanker om fødslen, er det vigtigt, at du søger hjælp hos din læge eller sundhedsplejerske, råder Charlotte Clemmensen.– Det kræver måske bare en snak med en læge, jordemor, sundhedsplejerske eller psykolog en eller to gange, men der skal i hvert fald tales om det, for det kan give dybe sår og psykiske efterveer i rigtig lang tid, hvis du ikke får behandling.Charlotte Clemmensens bedste råd er at kræve en efterfødselssamtale med din jordemor, hvor hver eneste detalje kan tales igennem med udgangspunkt i fødselsjournalen, og du kan stille alle de spørgsmål, du orker. På den måde kan du få styr på din egen fortælling om fødslen, forstå alt omkring din fødsel og undgå at frygte en eventuel ny fødsel.

Få en efterfødselssamtale

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at alle nybagte forældre tilbydes en efterfødselssamtale, men det er langt fra alle steder, der gør det. Hvis du har behov for at snakke fødslen igennem med en fagperson, kan du ringe til dit fødested og spørge. Alternativt kan du kontakte din konsultationsjordemor.

Det er helt naturligt og vigtigt at tale om det, der skete på fødestuen, og få sat ord på alle følelserne og tankerne om den overvældende oplevelse. Samtalen kan også bruges til at tale om eventuelle forholdsregler ved en ny graviditet og fødsel. Det bedste tidspunkt for efterfødselssamtalen er to til fire uger efter fødslen, hvor oplevelsen er kommet lidt på afstand, men stadig står lysende klart.

LÆS OGSÅ: Trist mor – to måneder med barselsblues

LÆS OGSÅ: Velkommen på barsel, dit nye fuldtidsjob

LÆS OGSÅ: Hun var tæt på at dø under fødslen