Til Berlin med baby og barnevogn – kan man det?

Hjulene driller, og understellet nægter at klappe sammen. På gulvet ligger fire måneder gamle Ebba i sin voksipose og venter tålmodigt. Hendes mor og jeg sveder og tør dårligt kigge på hinanden.

Vi befinder os i afgangsterminalen i Københavns Lufthavn. Vi har været oppe siden klokken fem, og jeg har en sulten baby på armen. Febrilsk forsøger jeg med den anden hånd at få barnevognen til at makke ret, så den kan komme ind i den lille pose, vi har fået udleveret af bagagemanden.

Det var præcis det her, jeg frygtede. Men det er for tidligt at begynde at savne vores mænd. Pointen er jo, at vi skal på venindetur. Uden mændene. Det burde to rutinerede tredjegangsmødre vel nok kunne klare. Eller hvad? Tvivlen melder sig lige så hurtigt som svedskjolderne under mine arme. Har vi undervurderet, hvor besværligt det er at rejse alene med en baby?

Ideen virker ellers så tillokkende, da vi nogle uger tidligere bliver enige om at udnytte vores barsel og tage på fire dages storbyferie til Berlin. Den formiddag sover begge babyer sødt.

Tanken om at skifte ammestolen ud med en caféstol i Prenzlauer Berg synes indlysende: Vores små piger har den perfekte alder til en storbyferie. De er glade for at ligge i deres barnevogne. Og bare fordi vores mænd er på arbejde, er det vel ikke ensbetydende med, at vi skal sidde derhjemme.

Hej, hej, kaffe!

Eller også er det netop det, der er meningen, når man er på barsel. Jeg kan se på min veninde, Karen, at hun tænker det samme, da vores kamp med de alt for små barnevognsposer bliver en kamp mod tiden.

Da vi en halv time senere løber mod gaten med pusletasker på skulderen, en coffee to go i hånden og to babyer dinglende i bæreselerne, ligner vi alt andet end to overskudsmødre på vej på eventyr.

Vi når ind i flyet, lige inden gaten lukker. Jeg fornemmer en stille hovedrysten fra min sidemand, da jeg spørger, om han kan holde min kaffe, mens jeg får viklet babyen ud af bæreselen.

Da han ti minutter senere stadig sidder med kaffen i hånden, fordi jeg ikke aner, hvor jeg skal gøre af den, må jeg bare erkende, at visse former for luksus er uforenelige med en baby på skødet.

Vi sidder i det mindste i flyet nu. Vi er på vej. Og hverken træthed eller stresshormoner kan undertrykke den boblende følelse af frihed, der kommer snigende, da de små lidt efter er faldet i søvn.

Den rolige summen fra flyet får kroppen til at slappe af. Solen skinner ind ad vinduet, og jeg mærker en stille jublen over at sidde her med min gode veninde ved siden af og min sovende guldklump i armene.

Posedamerne ankommer

‘Jeg tror, lejligheden ligger lige heromkring’ siger Karen og peger på kortet. Vi er netop kommet op fra undergrunden. Årets første hedebølge har ramt Berlin, og vi er euforiske over at stå midt på Potzdammer Platz.Vi har snakket uafbrudt, siden ungerne faldt i søvn, og været ude at ramme U-Bahn’ens  endestation, fordi vi glemte at stå af toget. Det er et privilegium at kunne sludre løs uden afbrydelser og forstyrrende elementer som opvask og blespande, der skal tømmes.Og der er meget at snakke om: Vores mænd, verdenssituationen, manglende nattesøvn, jobplaner efter barsel og alt det midt imellem, som gør, at det ene ord tager det andet, og fornemmelsen af tid og sted forsvinder.Heldigvis har vi al den tid, vi kan ønske os. Nu skal vi blot koncentrere os om at finde den lejlighed, vi har lejet gennem en bekendt.Den viser sig at ligge et stenkast fra metroen. Alligevel er vi gennemblødte af sved, da vi når frem. Vi ligner to posedamer, som vi står der med hver vores barnevogn fyldt med poser, tasker, bleer og vattæpper. Men hvor er det genialt, at vi kan have det hele i vognen! Og heldigt, at vi ikke lod os overtale til blot at tage paraplyklapvogn med. Det er vi enige om trods alt besværet med at pakke vognene sammen i lufthavnen.Da vi har indkvarteret os og skiftet ble, skynder vi os ned på gaden for at finde et frokoststed. Begge piger er vågne, ligger og pludrer uden tøj på og ser ud til at være mindst lige så begejstrede over duften af forår i Berlin som os.

Aftensmad – hvad er det?

På vejen støder vi på et marked i Prinlauerberg og går opløftede derfra med hårbånd, farvestrålende armbånd og en indisk kimono. Frokosten indtager vi på en udendørs vietnamesisk restaurant.Ungerne kan være i skyggen, mens vi selv sidder i solen og lader eftermiddagen gå med litervis af hjemmelavet limonade, mens vi snakker og kigger på de lokale, der passerer: Unge kunstnere, forretningsmænd og hippe mødre på vej hjem med deres børn.Vi kigger på uret. På dette tidspunkt plejer vi selv at hente de store fra børnehave og fritidshjem, men i stedet sidder vi midt i Berlin og har for en gang skyld ingen familiære forpligtelser.Ingen overvejelser om, hvad der skal  laves til aftensmad. Bare vores to piger, som indtil nu har været de mest eksemplariske rejseledsagere, vi kan ønske os.Eftermiddagsheden lokker os over i en nærliggende park, hvor vi slår os ned på græsset ved en legeplads. Ida-Marie og Ebba kravler rundt omgivet af legende børn, nyforelskede par og familier, der hænger ud med pizza og brætspil.

Dig og mig, Ida-Marie

Ida-Marie insisterer på at kravle hen til legepladsen, hvor hun sætter sig i sandet og hviner af fryd. Jeg sætter mig ved siden af, og længe sidder vi og lader det fine sand glide mellem vores fingre. Jeg kan se, hvor glad hun er, og mærke, hvor meget det betyder for mig, at hun er med mig. At vi to er her i Berlin sammen. At vi kan sidde her i sandet, lige så længe vi har lyst til.Vi bliver i parken, til solen står lavt på himlen. Under normale omstændigheder ville Ida-Marie og Ebba ligge i deres senge nu, men her er ingenting, som det plejer, og Karen og jeg tænker, at barnevognene fint fungerer som transportable senge. Ingen af os er klar til at tage hjem. Derfor beslutter vi at putte de små og fortsætte vores tur rundt i de berlinske gader og stræder.Byen summer af liv, og vi slentrer under poppeltræerne og gør holdt på en udendørs bar, hvor vi drikker en kold øl, fortsætter snakken, triller videre og lader os opsluge af den magiske forårsstemning, mens mørket sænker sig.Da vi kommer hjem, er klokken et (om natten!), og vi bærer de sovende babyer ind. Jeg står på altanen og kigger op i stjernehimlen. Kastanjetræerne i gården dufter af nyudsprungne blade. Her er stille. Jeg sender en hurtig sms til mine kære derhjemme: Alt vel her.  Berlin er fantastisk. Sov godt!Den blødeste halsdelleNæste morgen vågner jeg ved, at Ida-Marie prikker mig i øjet. Vi har ligget tæt i dobbeltsengen, og det slår mig, at det er første gang, siden hun blev født, at vi har sovet sammen helt alene. Det er luksus at hygge i sengen uden andre børn og uden at skulle smøre madpakke og sende de store af sted.Jeg nusser de små tæer og bliver pludselig ramt af en overvældende kærlighed til det lille bitte menneske ved min side. Min Ida-Marie. Den tredje i rækken, som er så vant til at dele mig med sine søskende. Jeg graver næsen ned i den lille fold mellem hendes bløde skulder og varme hals. Suger hende til mig og ønsker, at tiden stod stille.

Metro-amning og ble på bænk

De følgende dage traver vi Berlin tynd. Holder lange pauser, når de små skal skiftes eller have mad, og opdager ukendte sider af Berlin: Floden set fra en ufremkommelig sti langs bredden. Smukke baggårde og små pladser, der aldrig har set en guidebog, men har perfekte bænke at amme på. Vi laver så få planer som muligt og indretter os efter Ebba og Ida-Marie.

Bleskift foregår i barnevognen eller på en bænk. Det går an, så længe der er tale om en tisseble, mens det er lidt sværere at jonglere med en lorteble og 20 vådservietter på en plads fuld af turister, som sidder og nyder kaffen. Amningen har også sine udfordringer, især hvis man ved en fejl havner i en øde park fuld af skumle typer eller i metroen, hvor toget er hurtigere fremme, end man kan nå at få amme-bh’en ned. Ida-Marie er så stor, at hun kan spises af med en kiks, men Karen er indimellem lidt presset.

Min stille bekymring inden afrejse for besværet med at rejse som aleneforælder bliver dog manet i jorden. Det går jo fint trods mindre praktiske prøvelser, og de små har en fest i barnevognen.

Det, der overrasker mig mest, er dog, hvad det gør ved mig som mor at være revet ud af de vante rammer. Det er, som om sanserne skærpes. Jeg mærker min datter på en ny måde. Mere intenst.

Ida-Maries strålende øjne, der vender sig mod mig, når hun begejstres. Hendes klukkende latter over fugle i parken. Den buttede hånd, der kravler ind i min, når vi sidder tæt på en fredfyldt bænk. Samhørigheden mellem os, når jeg bærer hende sovende op i seng.

Det, der var tænkt som at komme væk fra hverdagen og ud at opleve noget nyt, bliver en tur af langt større betydning. Hvor jeg har al tid i verden med mit barn. Til at lære hende at kende som det lille menneske, hun er, og hvor båndet mellem os vokser sig stærkere. En tur, vi aldrig glemmer.

Jeg føler mig som en genfødt kvinde, da jeg kommer hjem igen. Mine store piger hopper og danser som små hundehvalpe og har travlt med at fortælle mig alt det, de har oplevet. Det er dejligt. Næste gang skal jeg have den mellemste eller den store med på storbyferie. Alenetid er kvalitetstid. Det ved jeg nu.

LÆS OGSÅ: Debat: Må vi holde ferie uden børn?

LÆS OGSÅ: Ferie med børn: Amsterdam

LÆS OGSÅ: 6 små råd til rejser med små børn