Sorg
SPONSORERET indhold

Tinas datter får aldrig en mormor

Tina Amtrup Jørgensen mistede sin mor som 16-årig. Da hun selv blev mor for fem år siden, blev savnet forstærket. Hun mangler sin mor at dele moderskabets glæder og bekymringer med, og en mormor til sine børn.

Af: Diana Ebba Ø. B. Pedersen Foto: Maria Sattrup
23. jan. 2017 | Børn | Vores Børn

‘Se mor, er jeg ikke fin?’ spørger Tina Amstrup Jørgensens datter og kigger forventningsfuldt op på sin mor. Med to guldbelagte 1980’er-øreringe dinglende ned af sine små kinder ligner hun enhver anden femårig, der med julelys i øjnene er gået i mors smykkeskrin.

Tina kigger på sin datter. Med ét går tiden i stå. Egentlig er de på vej ud ad døren, Tina skal på arbejde og er ved at gøre sig klar til en 12-timers vagt på Hvidovre Hospitals fødeafdeling. Men tiden har sat sig fast.

– Det var min mors øreringe. Jeg stirrede bare på Silje og blev på et splitsekund ramt af følelsen af, hvor hurtigt halvdelen af mine 32 år allerede var gået. Hvor meget jeg havde oplevet på de 16 år, jeg havde levet uden min mor. Og at jeg var kommet videre. Og at jeg havde det rigtig godt, forklarer Tina og tænker tilbage på det ­øjeblik i soveværelset, hvor tiden stod stille.

– Men uretfærdigheden, den ramte mig også. At min mor ville have elsket at se sit barnebarn stå og smukkesere sig. Det privilegium føler jeg mig frarøvet. Uretfærdigheden i, at min mor ikke skal opleve min datter – og min datter ikke sin mormor. Det er tarveligt. Men et vilkår, som jeg har lært at leve med, fortæller hun.

LÆS OGSÅ: Når mor bli’r til mormor

Tina er 32 år, jordemoder og bor i et hus i Hvidovre sammen med sin mand og to børn. Som 16-årig, mens hun gik på efterskole og snakken handlede om fyre og fester, mistede hun sin mor efter længere tids kræftsygdom.

– Jeg havde lyst til at skrige til alle omkring mig. Hvordan kunne busserne bare køre videre? Hvordan kunne butikkerne have åbent? Hvordan kunne livet omkring mig bare gå videre? Min mor var jo lige død, forklarer Tina, der står bag bloggen ‘Lillemor’, og desuden er mor til Silje på fem år og Emil på to år og gift med Kim.

Selv om tabet af Tinas mor efterhånden ligger mange år tilbage, så mindes hun den første tid derefter som en svær tid med oprør, en forventning udefra om, at hun skulle videre, og en vrede over, at ingen turde tale med hende om morens død.

– Det var, som om verden omkring mig skyndte sig i femte gear. Jeg følte selv, jeg var i bakgear. Jeg blev nok en lidt vred og oprørt teenager med lidt større nosser end de fleste, siger hun.
I en lang årrække efter tabet tænkte Tina på sin mor hver eneste dag og på de minder, hun kunne have haft sammen med hende, hvis hun var i live. Men med tiden forsvandt også den største sorg, og hun kunne begynde at trække vejret igen og holde fødselsdag og jul uden at sidde med hovedet begravet i sine hænder.

Ingen mor at dele morlivet med

Da Tina i 2010 blev gravid, og selv skulle være mor, skete der noget. Sorgen var for længst kommet på afstand, og hun var blevet både jordemoder, kæreste og voksen uden sin mors tilstedeværelse. Men graviditeten og den efterfølgende morrolle satte gang i tankerne om den kvinde, som ikke er her mere.– Da jeg sidder med stor mave på, kan jeg huske, at jeg har følelsen af, at jeg bevæger mig ud på åbent hav. At det er vildt, at min mor har siddet med nøjagtig samme fornemmelse, da hun var gravid med mig og mine søskende. Det blev jeg utroligt ydmyg over for. På en eller anden måde blev båndet til min mor ekstra stærkt, da jeg selv skulle være mor. Også selv om hun ikke var her mere, fortæller Tina.Men ydmygheden og respekten blev hurtigt afløst af en følelse af uretfærdighed.– Jeg manglede hende til at dele alle tankerne med. Fortælle hende om, hvordan jeg kort forinden havde ligget med hovedet nede i toiletkummen og brækket mig, fordi kvalmen var for overvældende. Jeg manglede min mors gode råd. Dem gik jeg glip af. Det var jo den slags, hun skulle have lært mig, siger Tina og tænker tilbage på, hvordan hun på mange måder syntes, det var absurd, at hun – kort efter at have født sin datter for fem år siden – ikke kunne få lov til at vise det menneske, hun holdt allermest af, til sin mor.LÆS OGSÅ: "Min mormor var et af de kærligste, mest taknemmelige og livskloge mennesker, jeg har haft i mit liv"– Jeg nåede jo nærmest kun at få hjælp til at løse matematikopgaver, så døde hun. Hvad med alle kæresteproblemerne, der kom efterfølgende, manden i mit liv, uddannelsen, graviditeten? Det at blive mor. Jeg savnede helt utroligt meget at have en mor, jeg kunne ringe til uden rigtigt at sige noget. Det gjorde ondt, fortæller hun.Tina har billeder i hovedet af, hvordan hun sidder i sofaen med sin lille nyfødte datter i armene og har en helt ubeskrivelig uretfærdighedsfølelse over, at hendes mor ikke bare kan sidde ved siden af og være en del af det.– Hun ville have elsket min datter fuldstændig som jeg. Hun ville forstå, hvordan det var at gå rundt med et skrigende barn på armen midt om natten, hun ville vide, hvad jeg skulle gøre ved min datters røde numse. Og hun ville forstå, hvad jeg mente, når jeg havde fandens ondt i mine bryster, siger hun og tilføjer:– Men hun nåede kun at se mig i buffalosko og glimtende mavekæde dansende til Backstreet Boys. Men så blev jeg jo både jordemoder og mor. Og det kunne jeg ikke vise hende, forklarer Tina, der søgte råd og trøst, grin og oplevelser hos sine veninder og sin svigermor, som har været og er en stor hjælp for familien.Selv om Tina er udstyret med et positivt sind, er god til at kigge fremad og tænker på sine omgivelser, så skal der være plads til sorgen. Og den dukker op, når hun mindst venter det.– Forleden var jeg ude at gå med min søn og så en bedstemor komme gående med sit barnebarn. Der tænkte jeg straks på, hvor synd det var for min søn, at han aldrig kommer til at opleve det med sin mormor, siger Tina.

Frygter at dø

Hjemme i villaen i Hvidovre taler de meget om mormor. Det er Tina og hendes mand ikke bange for. Der er billeder af hende, og datteren på fem er godt klar over, hvem mormor er, selv om hun ikke har mødt hende.– Jeg har haft min datter med på kirkegården nogle gange. Og hun ved godt, at mormor ligger nede i jorden, men at hun kigger på os oppe fra himlen. Og selv om jeg ikke er synderligt troende, så er det den forklaring, vi giver hende nu. For vi skylder hende en forklaring, trods alt, siger hun.Men i takt med at børnene bliver større, stiger nysgerrigheden også. ­Tinas datter er begyndt at spørge til, hvorfor mormor er død.LÆS OGSÅ: "Er farfar død?" – sådan tackler du dit barns sorg– Vi forklarer hende, at hun blev meget syg og derefter døde. Og at ikke alle mennesker når at blive helt gamle, inden de dør. Men det er klart, at det er et svært emne, for jeg vil ikke have, at hun skal gå rundt og frygte, at jeg er ved at dø, bare fordi jeg bliver syg med en forkølelse og hoster lidt. Det er noget af en balancegang.Fordi Tina selv har prøvet at miste og kender til den sorg, det er at leve uden en mor, så bliver hun nogle gange ramt af frygten for, at hendes egne børn skal igennem samme sorg. At de bliver moderløse, ligesom hun selv er.– De tanker opstår egentlig på de mest vidunderlige tidspunkter. Når jeg ligger med min datters hånd i min, når hun er lige ved at falde i søvn og mærker varmen og trygheden fra mig. Der slår det mig: Hvis jeg forsvandt lige nu, så ville hun ikke mærke den ubetingede kærlighed fra mig. Og hun ville ikke huske mig sådan rigtigt, når hun blev voksen. Så ville jeg blot være et tankestrejf. Den frygt rammer mig nogle gange. Men jeg sørger også for at slippe den igen. Det bliver jeg nødt til. For jeg kan ikke lade mig styre af den og bure mig og mine børn inde, fordi jeg er bange for, at de skal igennem det samme som mig. Man bliver nødt til at tage ­livet, som det kommer, siger Tina og kalder det en slags overlevelsesstrategi.

Uperfekt og lykkelig

Tina har lært at leve uden sin mor. Hun har fundet ud af, at lykken findes – også selv om hendes børn aldrig får deres mormor at se, eller at hendes mand aldrig har mødt det menneske, der har født hende. Men sorgen har også givet hende en styrke. Ikke bare til at klare et jordemoderjob, et familieliv og et blogunivers. Hun har lært at tage lidt mere afslappet på livet og hylde det uperfekte.

– Vi siger rigtig meget ‘pyt med det’ og ‘jeg elsker dig’ hjemme hos os. Jeg tror, at det er prisen, eller ‘gaven’, for at miste. At man får skrællet noget af det meningsløse væk og ikke går så meget op i spildt mælk og kählervaser, siger hun og tilføjer:

– Men det kommer aldrig til at fjerne uretfærdigheden i, at mine børn aldrig kommer til at opleve deres mormor og omvendt. Den vil altid være der. Og det skal den også være. Det er pissehårdt og uretfærdigt at miste. Og dét, at jeg selv er blevet mor, har sat mange tanker i gang i mig – både i forhold til min egen sorg og i forhold til, at mine børn aldrig får en mormor. Men samtidig har det også givet mig en bevidsthed om, at jeg rent faktisk er kommet videre. Jeg har jo fået stablet en hverdag på benene, selv om jeg har mistet. Og det er jeg ret lettet og stolt over.

Tina Amstrup Jørgensen blogger på www.lillemorblog.dk.

LÆS OGSÅ: Blog: 5 følelser du sikkert (også) har som mor til en tumling

LÆS OGSÅ: Må man gøre forskel på sine børnebørn?

LÆS OGSÅ: Kendte om sorgen ved at miste forældre som unge