Babys gråd
SPONSORERET indhold

Sådan tyder du din babys gråd

Er dit lille barn sulten eller træt? Har det ondt i maven? Eller bare behov for tryghed? Få eksperternes råd til, hvordan du tyder babys gråd.

Af:: Amalie Nebelong Foto: Getty Images
14. dec. 2021 | Børn | Vores Børn

Babygråd går lige i et nybagt moderhjerte, men der er ingen vej udenom. Alle spædbørn græder – det er helt naturligt. Spædbørn kan nemlig ikke kommunikere på andre måder.

Der er imidlertid forskel på grådens lyd og grådens årsag, og det kan af og til være svært at forstå, hvorfor dit barn græder. Heldigvis er det noget, du kan lære.

"I stedet for at tage dit barn til kiropraktor, zoneterapi og kraniosakral-massage, som kan medvirke til at overstimulere dit barn, kan du som udgangspunkt lære at læse dit barns gråd", siger børnelæge Karen Tilma.

Sundhedsplejerske Helen Lyng Hansen, der har skrevet bogen ’Helens bog om gråd og trøst’, og børnelæge Karen Tilma giver her et overblik over barnets gråd – og tip til at kende forskel på gråden.

LÆS OGSÅ: Stor guide: Vi tester 9 forskellige bleer

Når dit barn har brug for noget konkret

Ifølge Helen Lyng Hansen græder et spædbarn typisk på grund af tørst, sult, et behov for kontakt, fordi barnet har et suttebehov, er overtræt, har en fyldt ble, på grund af kedsomhed eller på grund af smerte. Det er faktisk positivt, at dit barn græder, når det har et behov, for det er et signal til dig om, at barnet mangler noget. Helen Lyng Hansen erfarer, at dit lille barns gråd i langt de fleste tilfælde vil stoppe, så snart du møder dit barns behov.

"Et barn, der for eksempel er sultent græder måske meget voldsomt, og stopper så, når det bliver lagt til brystet eller flasken, siger hun.Hvis det ikke hjælper, må du ty til udelukkelsesmetoden, når du skal finde årsagen til gråden. Er der noget i bleen? Er barnet træt? Prøv dig frem. Når et spædbarn græder, kan det ofte anses som spørgsmål fra dit barns side", fortæller børnelæge Karen Tilma.

Spørgsmål som: Er der mad nok? Passer du på mig? Er jeg en del af fællesskabet? Sørger du for at skifte mig, når der er afføring i min ble? Men én ud af ti gange skyldes gråden, ifølge børnelægen, at dit barn er overstimuleret og anstrengt.

"Den type gråd forekommer typisk sidst på eftermiddagen og først på aftenen, og kan komme ud af det blå som et højt skrig. Måske er du midt i at bade dit barn eller amme det", siger hun.

Det er et signal om, at det har været en lang og anstrengende dag, og at barnet ikke kan klare mere. 

"Selvom dit barn har brug for en pause, vil det ofte gerne være med alligevel ved for eksempel at ligge på gulvet med et tæppe eller ved at blive båret rundt på armen. På den måde får din baby lidt hvile, hvor han eller hun ikke er i centrum for spisning, leg eller anden kontakt. Barnet er en del af fællesskabet, uden at der stilles krav til det", siger Karen Tilma.

LÆS OGSÅ: 8 ting du IKKE skal sige til en nybagt mor - og 8 kække svar

Når dit barn har ondt

Selvom alle børn græder, kan et barn græde for meget. Hvis dit barn græder rigtig meget, og alle førnævnte behov er opfyldt, skal du opsøge en læge.

Hvis dit barn har ondt, får gråden en anden lyd, end når gråden blot omhandler at få et behov opfyldt, siger Helen Lyng Hansen.

"Gråden bliver mere skinger, og ofte vil du opleve, at der kommer et gennemborende skrig efterfulgt af en pause i gråden og derefter et nyt skrig. Når børn, der har ondt, har grædt længe, kan deres gråd ændre sig, fordi de ikke har kræfter til at skrige længere. Så bliver det snarere til en jamren", siger sundhedsplejersken.

Smertegråd er også kendetegnet ved, at den ikke stopper, hvorimod den type gråd, der omhandler behov, vil stoppe umiddelbart, når dit barn er blevet skiftet, ammet, har fået hjælp til at falde i søvn eller noget fjerde.

"Hvis dit barn skriger, hver gang det bliver lagt til natten, kan der være væske i mellemørerne eller mellemørebetændelse. Dit barn kan også skrige, hvis det har hård mave, men så vil det typisk også have en hård knoldet afføring, eller presse meget, uden der kommer noget ud. Mavesyreproblemer kan også gøre voldsomt ondt i en lille mave, men i disse tilfælde vil dit barn oftest gylpe meget eller kaste op. Typisk vil symptomerne forværres, når barnet ligget på ryggen. Endelig kan barnet være utilpas og grædende evt. med gylp og opkastning, hvis det ikke tåler mælkeprodukter. I lidt sjældnere tilfælde kan der være tale om urinvejsinfektion, her vil dit barn som regel være utilpas det meste af dagen med gylpetendens. Endelig kan der i sjældne tilfælde være tale om hvileløse ben, hvor dit barn typisk vågner op efter et par timers søvn grædende og urolig.", siger Karen Tilma.

Hun understreger, at du ved smertegråd altid skal søge læge for at få afklaret årsagen, for lægen kan også finde sygdomme, som ikke har tydelige symptomer som opkast og hård afføring.

"Nogle af de typiske tegn, lægen vil kunne finde frem til, vil være, at dit barn har en skævvridning af nakken efter fødslen, hvis det for eksempel er blevet taget med kop. Nogle børn brækker skulderen under fødslen. Nogle børn græder, fordi de får ondt i maven af mælken. Dit barn kan også have en blærebetændelse. Der kan være rigtig mange årsager til, at dit barn græder, og hvis der er en fysiologisk årsag til dit barns gråd, skal det behandles", siger Helen Lyng Hansen.

Den værste gråd er den klynkende og svage gråd, for den kan være et udtryk for, at dit barn har det rigtig skidt.

"Børn der har masser af kræfter til virkelig at skrige igennem er sjældent alvorligt syge, mens dem, der er matte og slappe og ikke interesserede i kontakt, skal tilses af en læge hurtigt," siger Karen Tilma.

Denne artikel er oprindeligt udgivet d. 12. april 2016. Efter aftale med børnelæge Karen Tilma og sundhedsplejerske Helen Lyng Hansen er artiklen opdateret af Lea Holdgaard Hansen.

Anbefalet til dig