Barnets udvikling
SPONSORERET indhold

Udvikling: 7 lege der gør dit barn klogere

En spand på hovedet, pruttelyde og ‘far, mor og børn’. Alle former for leg hjælper dit barn til at forstå, hvordan verden fungerer. Find ud af, hvad dit barn får ud af de enkelte lege, og hvordan du støtter både leg og udvikling.

Af:: Elisabeth Lykke Nielsen Foto: Nimastock
29. maj. 2020 | Børn | Vores Børn

Charlotte Ringsmose er cand. pæd.psyk., professor og forsker i børns udvikling og læring ved Aalborg Universitet. Et af hendes fokusområder er, hvordan voksne kan støtte børns læring. Her giver hun sit bud på, hvad dit barn får ud af 7 forskellige lege.

LÆS OGSÅ: Keder I jer derhjemme? Her er 31 ting, du kan lave med dine børn

7 lege, der er gode for dit barn

 

Dreng_leger_med_garage1.jpg

Udfordrende lege - fra 0 år

I de allerførste lege opfører dit barn sig som en lille forsker. Når din baby rækker ud efter legetøj, er det fordi hun har lyst til at undersøge det, uanset om hun så gør det med munden, hænderne eller øjnene.

Når dit børnehavebarn balancerer med spanden på hovedet, er det fordi hun udfordrer tyngdeloven, og når hun senere hopper op og ned i vandpytten, er det en upcoming ingeniør, der finder frem til en måde at tømme den på.

Det lærer dit barn

Når dit barn eksperimenterer, øver hun sig i, hvordan ting fungerer. Den bette er faktisk ret stolt over, at hun kan påvirke koppen ved at holde fast og give slip. Som en ekstra bonus får hun måske en reaktion fra dig, selv om det ikke er hendes vigtigste dagsorden. Gennem den slags lege lærer dit barn noget om tingene, om fysikkens love og om, hvordan hun kan lege med dig. Samtidig får hun trænet får hun trænet sin motorik.

Sådan støtter du legen

Et helt lille barn er selvfølgelig afhængig af, at du giver hende ranglen, men når hun selv kan bevæge sig rundt, griber hun ud efter de spændende ting, der er omkring hende. Så fjern det, der kan gå i stykker, og lad hende eksperimentere løs med resten. Vis hende, hvordan man kan slå med en grydeske på skåle og få sjove lyde frem, hvordan man putter en klods i en puttekasse, og hvordan man lyner lynlåse op. Verden er fuld af spændende eksperimenter for de mindste!

 

Pige_i_leg2.jpg

Fysiske lege - fra 0 år

Først er det foden op til munden og klap i hænderne. Siden bliver det jorden er giftig, hvem gynger højest, pandekage og rutsjetur. Dit barn udfordrer sig selv med fysiske lege lige fra dag et. Der er faktisk en god forklaring på, hvorfor det er sjovere at hoppe i sofaen end at sidde i den: Det er bare for let at sidde på numsen!

Det lærer dit barn

De fysiske lege er dit barns måde at lære sin krop at kende på, at udfordre sit mod og time sine bevægelser. Hun træner sin tillid til, at du griber hende, når hun springer frem mod dig. Fysiske lege udvikler dit barns muskler og motorik. Samtidig lærer hun vigtige begreber som ‘over’, ‘under’, ‘igennem’, ‘nedad’ og ‘ved siden af’, der kan være svære at forstå, hvis man nu aldrig har prøvet at kravle igennem noget.

Sådan støtter du legen

Bid dine bekymringer og formaninger i dig! Dernæst er det bedste, du kan gøre, at tage krudtbassen med på legepladsen, i skoven eller at bygge en forhindringsbane hjemme i stuen. Eller at lade hende hoppe løs i dobbeltsengen på en regnfuld lørdag eftermiddag. Op af sofaen og af sted med jer!

 

Tablet3.jpg

Elektroniske lege - fra 1 år

Tabletten er kommet for at blive. Selv de helt små kan finde ud af at spille simple spil og se film på din tablet, og senere kommer små og store spillekonsoller til. De fleste daginstitutioner har den slags legetøj til rådighed, og i flere familier bliver elektronikken brugt som barnepige i ulvetimen.

Det lærer dit barn

Dit barn bliver fortrolig med teknologiens verden, og det er et plus, når hun kommer i skole. At dit barn sidder musestille og fordybet i et elektronisk spil, mens du smækker aftensmaden sammen, kan være praktisk for dig. Men evnen til at fordybe sig helt generelt, den træner dit barn ikke med en computer eller ipad, for de elektroniske spil fanger opmærksomheden på en måde, som man ikke kan bruge til ret meget andet end at spille computerspil. Så tag den elektroniske leg for, hvad den er: En pause til forælder og barn, men ikke en leg, der nødvendigvis lærer dit barn en masse.

Sådan støtter du dit legen

Giv dit barn mulighed for at udforske de tekniske vidundere, men sørg for, at barnet har en  variation af tilbud i sit liv, så det ikke fylder for meget. 

 

Prutteord4.jpg

Sproglege - fra 2 år

Numse, bumse, dumse. Diller, duller daller. Helt ærligt, det kan godt blive lidt trættende at høre på i længden! Men dit barn fornyer sit ordforråd i fuld galop og er nysgerrig efter hele tiden at udvikle sit sprog. Det giver hende lyst til at lege med det for at se, hvad sproget egentlig dur til. Måske slår hun over i babysprog eller vrøvleord en gang imellem, måske forsøger hun sig med et bandeord i ny og næ, og du vil sikkert også opleve, at hun i perioder synes, det er ubegribeligt sjovt at lege med prutte- og numseord.

Det lærer dit barn

Når dit barn leger med sproget, undersøger hun, hvad hun i det hele taget kan sige, og hvor mange ord hun egentlig kender. Kort sagt; hun øver sig i at bruge sproget. Og så er det da selvfølgelig også interessant at se, hvordan du reagerer på det, hun får sagt, så der er både sproglig og social læring i at lege med ordene.

Sådan støtter du legen

Hvis du for eksempel bliver træt af at høre prutte- og numseord, så leg selv med nogle andre ord. Det er akkurat lige så sjovt for dit barn! Prøv at bak snagvendt ligesom Kaj & Andrea eller byt om på ord og navne – måske hedder Bamse mor i dag, og mor hedder far. Det er sjovt! Mangler du inspiration, er der masser af gode bøger om ord at hente på biblioteket.

 

Rollespil5.jpg

Rollelege - fra 2-3 år

Rigtig mange lege minder om et teaterstykke, der bliver skrevet, mens børnene leger. Små børn leger rollelege alene eller ved siden af hinanden, og omkring børnehavealderen begynder det at ligne noget af det, du sikkert husker fra din egen barndom. Det er lege som ΄far, mor og børn’, klæd-udlege, lege med dukker og dukkehus, rollespilsvåben og så videre. De mindste børn magter ikke at spille de komplicerede roller, så de må tit være lillesøster eller hund, men efterhånden bliver de oplært af de ældre børn til at kunne få en mere betydningsfuld rolle, og så er det deres tur til at være skolelæreren eller politimanden eller måske endda mor!

Det lærer dit barn

Gennem rollelege prøver dit barn både at være den gode, den onde, den frække, moren, faren, købmanden og babyen, og på den måde bliver barnet klogt på, hvordan vi mennesker fungerer og har det sammen.

Sådan støtter du legen

Dit barns inspiration til rollelegene kommer fra jeres hverdag derhjemme, fra institutionen, fra togturen med mormor og fra de bøger, I læser højt. Kort sagt fra alt det, dit barn ser, hører og oplever. Tag ikke fejl, børn tager leg meget alvorligt: Når din datter tager en prinsessekjole på, så ER hun en prinsesse! Så hvis du ikke selv orker at være rigtig med i legen og give den fuld gas som dronning eller cirkusdirektør, så lad hellere være! Du kan måske slippe af sted med at tilbyde at være tjener på restauranen i stedet for og give dig til at skrælle nogle gulerødder til senere i legen.

LÆS OGSÅ: Fri leg: Hjælp dit barn til at lege bedre selv

 

Sorte_Per6.jpg

Spillelege - fra 2 år

Allerede inden børnehavealderen begynder dit barn at kunne spille spil og lege sanglege, gemmelege og andre lege, som har en form for regler, rammer og konkurrenceelementer. Nogle gange er det et hit at overholde reglerne, andre gange er det sjoveste at bruge billederne fra billedlotteriet til en helt anden leg.

Det lærer dit barn

Gennem spil og regellege lærer dit barn at forstå instruktioner og overholde dem: at lege legen på en måde, som er aftalt på forhånd. Det er blandt andet noget, hun får brug for, når hun kommer i skole, men også når hun skal begynde at lære simple sociale spilleregler, som for eksempel at give hånd og sige goddag. Og så er der alle de helt konkrete færdigheder, dit barn kan få ud af at spille alle mulige slags spil, som træning i tal og bogstaver, og som logik og strategi, når hun for eksempel tæller øjnene på terningen og rykker hen og slår dig hjem i Ludo.

Sådan støtter du legen

Spil er faktisk en af den slags lege, der er lettest at deltage i som voksen. Dit lille barn elsker, hvis du for eksempel hele tiden kommer til at vælge de forkerte brikker i billedlotteriet, så hun vinder over dig. Dit store barn vil til gengæld se det som den fedeste udfordring at vinde over dig i Mikado, lære at tælle point, når I sammen tæller pindene op bagefter – og træne i at håndtere både sejre og tabte slag sammen med en, der kender ham og holder af hende, uanset hvor skørt hun ter sig.

LÆS OGSÅ: Kend dit barns 12 lege

Malerboetter7.jpg

Kreative lege - fra 3 år

Du kender sikkert tilfredsstillelsen i at have afsluttet et projekt. Når væggen er færdigmalet, altankasserne plantet til eller invitationerne skrevet og sendt. Den samme tilfredsstillelse har dit barn ud af at bygge med legoklodser, lave sandslotte, male, tegne og fremstille alle de kunstværker, du efterhånden får foræret.

Det lærer dit barn

Når dit barn bygger med byggesæt, maler, tegner eller fremstiller kreationer af grankogler, perler og meget andet, udvikler hun sin fantasi og sin motorik. Hun lærer at forstå farver og faconer og lærer en hel masse vigtige ting om de forskellige materialers konsistens og holdbarhed.

Sådan støtter du legen

Sørg for at have farver, papir, legoklodser og andet ‘byggemateriale’ derhjemme. Lad det gerne stå et sted, hvor dit barn kan få øje på det og selv komme i tanke om, at det kunne være sjovt at lege med. Involver også gerne dit barn i nogle af dine egne praktiske eller kreative projekter, så hun mærker, at det er sjovt at bruge sine hænder til at skabe.

Psssst... Aleneleg er (også) vigtig

De fleste børn er meget sammen med andre børn i dagtimerne. Derfor skal du respektere, at dit barn har brug for aleneleg. Selv om helt små børn måske ikke bryder sig om at være alene, er det vigtigt, at dit barn med tiden vænner sig til at lege for sig selv en gang imellem. I starten kan du være i nærheden uden direkte at deltage i legen. Gennem aleneleg bearbejder dit barn dagens oplevelser. Hvis du er med på en ‘lytter’, kan du blive klogere på, hvad der optager dit barn lige nu.

Denne artikel er oprindeligt udgivet d. 11. juni 2014. Efter aftale med Charlotte Ringmose er den opdateret af Lea Holdgaard Hansen.

Anbefalet til dig