Gravid uge 34
SPONSORERET indhold

Gravid uge 34: Nu kan dit barn selv trække vejret

Du er gravid i uge 34, og skulle du gå i fødsel nu, vil man ikke længere forsøge at stoppe den. Dit barn øver sig på livet uden for livmoderen.

Af:: Redaktionen Foto: Getty Images
29. sep. 2020 | Børn | Vores Børn

Tillykke. Med under to måneder til din terminsdag er du nået til endnu en milepæl.

Skulle du gå i fødsel nu, vil man ikke længere forsøge at stoppe den, og er junior sund og rask, kan han eller hun sagtens klare at møde verden.

LÆS OGSÅ: Gravid uge 33: Har du mærkelige og intense drømme?

Til gengæld er du nok lagt ned af træthed, når du er gravid i uge 34, og din nattesøvn er efterhånden en by i Rusland. Se om du kan snige en lille pause eller et hvil ind i løbet af dagen.

I denne uge vejer dit barn omtrent 2,4 kilo, og han eller hun måler 45-46 centimeter.

LÆS OGSÅ: Følg din graviditet uge for uge

Din krop

Din livmoder er nu så stor, at din vejrtrækning kan være besværet. Samtidig vil din blodmængde også øges, så din krop er bedre forberedt på den mængde blod, du vil tabe under fødslen, og det kan blandt andet give dig charmerende gener som hedeslag, hævede fødder og åreknuder.

Måske er du også lagt ned af træthed her i uge 34, fordi du ikke får sovet igennem om natten. Det kan være svært at finde en god stilling, maven er i vejen, og måske vågner du hele tiden og skal tisse. Hvis du kan, så prøv at hvile dig lidt ekstra, tag nogle pauser i løbet af dagen eller rejs dig op og gå lidt omkring, så du får gang i systemet. Det er hårdt at være gravid nu, og det kan især mærkes, hvis du stadig arbejder, eller hvis du har andre børn, du skal tage dig af.

LÆS OGSÅ: Gravid? Her er 12 tips til mere og bedre søvn

Din baby

Dit barn er stadig travlt optaget af at øve sig på livet udenfor livmoderen, når du er gravid i uge 34. Han eller hun øver blandt andet gå- og kravlerefleksen ved at sætte af med fødderne mod livmodervæggen, og der bliver trænet både åndedrætsøvelser, griberefleks og sutterefleks. Du vil måske mærke, at bevægelserne er blevet langsommere og kraftigere. Det skyldes, at der efterhånden er trangt med plads.

Hver uge tager junior omkring 200 gram på, og i løbet af den sidste tid i maven vil han eller hun opbygge et lille kropslager af mikronæringsstoffer, som indeholder vitamin A og D. Skulle du gå i fødsel nu, vil dit barn derfor have et lavere lager af næringsstoffer end børn, der er født til termin. Til gengæld har junior udviklet en tilpas mængde af stoffet surfaktant, som gør, at han eller hun vil kunne trække vejret selv efter fødslen. Børn født i uge 34 får dog ofte vejrtrækningsstøtte i de første timer eller dage – typisk med en C-PAP, der blot hjælper lungerne med at folde sig ud.

Er det ikke allerede sket, vil dit barn begynde at placere sig i sin fødselsstilling i løbet af de kommende uger. Vær ikke nervøs, hvis det først sker i de sidste uger op til fødslen – det er ganske normalt, særligt hvis du har født før.

LÆS OGSÅ: Fødslens hvem, hvad og hvordan

Tegn på graviditet

Det er igen blevet barskt at være gravid, når du er nået til uge 34, og måske døjer du med følgende gener:

  • Du er mere træt, fordi du ikke får sovet igennem om natten
  • Plukveerne bliver stærkere, og måske oplever du dem oftere
  • Du skal tisse hele tiden
  • Din vejrtrækning er besværet
  • Måske har du kvalme
  • Maven er tung, besværlig og i vejen
  • Dine fødder, ankler og hænder hæver

LÆS OGSÅ: Klumme: 8 ting, du ikke skal sige til en gravid

Det skal du vide om uge 34

Uge 34 er en vigtig uge for både dig og dit barn. Skulle fødslen gå i gang nu, vil man nemlig ikke længere forsøge at stoppe den, og mere end 99 procent af alle børn, der fødes efter uge 34, vil overleve. Er det ikke rart at vide?

Den lille skal bruge lidt ekstra tid til at lære en god sutteteknik ved brystet, da munden er mindre end hos børn, som er født til termin. Kræfterne er også lidt færre, så sutteteknikken kan kun trænes i kort tid ad gangen, før baby har brug for en lur. Foruden evnen til at spise, er hjernen også stadig under udvikling, ligesom de signaler, dit barn sender jer, vil være svagere end hos børn, som er født ved termin. Derfor vil I nok være indlagt på hospitalet i nogle uger, så lægerne kan følge med i juniors udvikling.

Selvom dit barn vil kunne klare en fødsel fint, har han eller hun altså stadig bedst af at blive i livmoderen nogle uger endnu. Heldigvis vil det også være tilfældet for langt de fleste.

LÆS OGSÅ: Gravid: Skal man sove for to?

Sundhedstips

Din mave er stor og besværlig, men det skal ikke afholde dig og din partner fra at have sex, hvis I begge har lyst til at kaste jer i lagnerne. Er din graviditet ukompliceret, og har du ikke fået andet at vide af din læge eller jordemoder, er det nemlig helt ufarligt at give efter for sine lyster gennem alle ni måneder.

Selve skeden er sandsynligvis en smule tør, fordi hormonerne har ændret slimhinderne, men det er ikke noget, glidecreme ikke kan hjælpe på.

Måske oplever du endda en stigende lyst under graviditeten – eller omvendt en helt at miste appetitten – og det er alt sammen ganske normalt. Heldigvis findes der mange måder at give hinanden nærhed på.

LÆS OGSÅ: Graviditeten set igennem fars øjne

Til dig, der venter tvillinger

Det er blevet tid til endnu et jordemoderbesøg, når du er gravid omkring uge 34. Med to fostre i maven er du nemlig i større risiko end andre for at føde for tidligt, og jordemoderen skal derfor undersøge, hvordan dine børn har det, om de vokser, som de skal, og om din graviditet generelt forløber normalt.

Nogle jordemødre vil også tale med dig om amning, dine tanker om fødslen og dit eget ve og vel som højgravid med tvillinger. For ja, det kan sætte din tålmodighed på prøve. Har du spørgsmål, du brænder inde med, kan det være en god idé at skrive dem ned. Så husker du nemlig at få dem stillet. 

Anbefalet til dig