Vores Børn

Gravid i uge 38 (37+0, 37+1, 37+2, 37+3, 37+4, 37+5, 37+6)

Uge 38: Utålmodigheden tager til

Det er utroligt, at maven kan blive så stor uden at sprække! Til gengæld er du så tæt på din termin, at en fødsel nu vil blive regnet for at være rettidig.

Af Redaktionen 10.mar.2016 Børn

Jordemoderen vil sikkert kunne skønne barnets vægt ved at mærke på dig, men husk, at det kun er et skøn. Måske er det igen tid til et besøg hos jordemoderen. Nogle kvinder oplever at føle sig lidt modløse i slutningen af graviditeten – det kan være på grund af bekymringer for fødslen, søvnmangel og en generel lyst til at få det hele overstået. Tal endelig med din jordemoder, hvis du har behov for det. Og sørg generelt for at bruge lidt ekstra tid på dig selv.

Faktaboks

Gravid i uge 38

Baby er på størrelse med et græskar

265 dage henne

15 dage til termin

storG

LÆS OGSÅ: Test af babyolie

Hvis du føder i perioden fra og med uge 38 og til og med uge 42, føder du til tiden. Dine plukveer tager til, og er du førstegangsfødende, kan det være svært i begyndelsen at adskille en plukve fra det, du tror, er en rigtig ve. Men tag den med ro. Når først du har haft rigtige veer, er du næppe i tvivl om forskellen. I denne periode er det vigtigt, at du får slappet af og får hvilet ud før fødslen. 

Vil du sove på maven igen?

Mange drømmer om, at kunne sove på maven igen, og det bliver snart en realitet, i hvert fald når brysterne et stykke tid efter fødslen ikke længere er ømme.

Uanset hvor utilpas du er, så husk på, at det lille mirakel snart ligger i armene på dig! Tænk på, at der bor et lille menneske inde i maven.

Snak med din mor

Ingen ved helt, hvad det er, som sætter gang i fødslen. Det er en kombination af barnets og moderens hormoner samt størrelsen på livmoderen.

Genetik spiller også ind. Det er meget typisk, at du vil opleve samme fødsel som din mor, derfor kan det måske være behjælpeligt at tage en snak med din mor inden fødslen.

Fra æg til baby

Barnet kan tage op mod 30 gram på om dagen! Fostervandet fornys hver tredje time og dannes af barnets urin og væske fra dets lunger. De fleste børn vil nu ligge i den rette fødestilling med hovedet nedad og med det øverste af baghovedet stående fast øverst i bækkenet. Hvis dit barn endnu ikke ligger med hovedet nedad, vil man måske forsøge at manipulere barnet til at vende sig ved at påvirke det udefra.

På dette tidspunkt i graviditeten er du højst sandsynligt meget klar til at føde. Du er så tæt på din termin, at en fødsel nu vil blive regnet for at være rettidig. Klinisk set er barnet fuldbårent, og alle barnets systemer er udviklet fuldt ud. Barnet vejer cirka 3,1-3,2 kilo og måler 48-50 centimeter og lungerne er færdigudviklede. Barnet selv er lige så klar på fødslen, som du er, for der er ved at være godt trængt inde i maven.

Faktaboks

Ugens tip til mor i uge 38

Husk på, at du skal samle energi til fødslen, ammeperioden og den efterfølgende lange periode med nætter uden søvn. Selv om junkfood og andre lækkerier frister, er det en fordel, hvis du prioriterer sund og næringsrig kost. Så længe du spiser sundt, behøver du ikke koncentrere dig om kalorierne.

Und dig selv en solid smoothie eller en håndfuld usaltede nødder.

Faktaboks

Ugens tip til far i uge 38

Er der noget du ved, at din kæreste eller kone har savnet under fødslen? Salami? Brie? Laks? Så tag forbi supermarkedet og overrask hende hjemme eller på barselshotellet efter fødslen.

Har hun en favoritdrink eller noget slik, hun elsker? Måske er det akkurat det, der skal til for at give hende den tiltrængte energi efter en fødsel, der har varet i flere timer.

dupa

Henter...