Veen – din bedste ven selvom den gør skide ondt

‘Du arbejder imod. Du er nødt til at arbejde med. Prøv at sige ‘velkommen, lille ve, du vil mig det kun godt’.’

Jeg var adskillige timer inde i mit livs første fødsel, da disse ord faldt. Fra en ranglet jordemor med hippieagtig udstråling, der netop havde konstateret, at mine mange smerter ikke havde resulteret i andet end et par centimeters åbning (med lidt god vilje).

Det var – som bekendt – otte for lidt. Jeg var altså langt fra mål – og tæt på at opgive. Veerne skræmte mig så meget – og så sagde hun, at jeg skulle byde dem velkommen?!

Jeg forstod ingenting. Hvordan kunne jeg byde noget velkommen, der var ved at flå mig i stykker?

Fem slags veer

Min jordemor havde ret. Veen er nemlig på din side. Og den er forudsætningen for, at du kan føde og møde dit barn. Hvis du ved, hvad en ve er (hvilket jeg ikke anede!), er det ikke blot lettere at udholde de mange af dem, du skal have, du kan også arbejde med veerne og dermed lette både fødsel og smerter.Lad os starte ved begyndelsen. En ve er en muskelsammentrækning. Livmoren, hvor dit barn lige nu ligger trygt og godt, er nemlig en muskel, som består af et øvre segment, et nedre segment og livmorhalsen.LÆS OGSÅ: Min Fødsel: “Er du sikker på, at jeg har veer?!”– En ve starter oppe i hjørnet af livmoren, hvor musklen begynder at trække sig sammen. Her mærker de færreste veen, men blot en lille ‘advarsel’ om, at den kommer. Så forplanter den sig ned over livmoren, topper cirka halvvejs og fader ud igen – som en bølge, siger jordemor Mette Clay Holm og forklarer, at der findes fem forskellige slags veer: plukveer, udvidelsesveer, overgangsveer, presseveer og efterveer.Hver ve-type spiller en vigtig rolle – fra at træne livmoren til at trække livmorhalsen op, omstille kroppen, skubbe barnet ud og til sidst få livmoren til a trække sig sammen igen.

Styret af hormoner

Man ved ikke præcis, hvad der udløser den første ve og sætter din fødsel i gang, fortæller Mette Clay Holm.– Vi ved, at der sker nogle hormonelle forandringer sidst i graviditeten. Progesteron, som hjælper til at bevare graviditeten, falder, mens det kvindelige kønshormon, østrogen, stiger og er med til at forberede livmoren på at danne receptorer til oxytocin, et veudløsende hormon, forklarer hun.LÆS OGSÅ: Av! Alt om veerLige op til fødslen vil du typisk få flere og hårdere plukveer, og dit barns hoved trykker mod livmorhalsen. Det bevirker, at der dannes prostaglandiner– signalstoffer, der blandt andet styrer de hormoner, der sætter gang i fødslen.– Selve det, at dit barn trænger ned i bækkenet, har altså en betydning for hormondannelsen og dermed for veerne, ligesom babyen også selv udskiller hormoner i et fint spil, der tilsammen sætter fødslen i gang, forklarer Mette Clay Holm.

Kærlighed giver gode veer

Forvirret? Det kan vi godt forstå. Hvilket hormon der sætter gang i hvad, er heller ikke så vigtigt for dig. Det vigtige er, at det fine spil mellem dit barn og din krop bliver påvirket af din tilstand, både i begyndelsen og undervejs. Hvilke hormoner du udløser – og dermed hvornår og hvordan du får veer – hænger nemlig i høj grad sammen med, hvor tryg du er.– Omsorg, intimitet og det at være afslappet er alt sammen godt for veer, fastslår Mette Clay Holm og fortsætter:– Det udløser nemlig oxytocin og gør dig afspændt og i stand til at arbejde med veerne. Angst og stress har den modsatte effekt, for frygt udløser adrenalin. Det giver flere smerter, fordi livmoren ‘syrer til’. I hjernen trigges din amygdala (frygtcenter), hvilket giver dig lyst til at løbe væk fra det hele.LÆS OGSÅ: Gravide bør få mere særbehandlingNetop fordi din mentale tilstand betyder en del, kan du selv påvirke dine veer. For det første ved at være fysisk og psykisk forberedt på det, du går ind til, og for det andet ved at skabe gode rammer, ikke mindst for den første del af fødslen, som ofte foregår hjemme.– Oxytocin udløses blandt andet af kærlighed og bedst i mørke – så det er en god ide med en huleagtig stemning og at være tæt på din elskede, siger Mette Clay Holm og forklarer, at du desuden har reflektorer på brystvorterne. Berøring her, enten fra dig selv eller din kæreste, udløser også oxytocin.

Indre eller ydre tryghed?

Uanset hvor godt du forbereder dig, kan du blive bange, når veerne virkelig niver. Det er naturligt, men du kan bryde den onde cirkel af smerte og frygt.

– Mange gange frygter vi fremtiden og tænker ‘hvor længe skal jeg have de her veer?’, siger Mette Clay Holm.

– Men prøv at udholde den enkelte ve her og nu. Det kræver, at du har nogle gode fødselshjælpere omkring dig, som tror på dig, når du selv begynder at tvivle.
Veer kan føles onde, men er din vej mod målet, og de allerbedste er dem, en jordemor kalder ‘gode veer’, og som giver fremdrift i din fødsel.

– Der er rytme i dem, og du kan forudsige, når de kommer, siger Mette Clay Holm.

Veer kan også være uden effekt eller gå i stå, fordi du er bange, dehydreret eller udmattet. Tryghed, varme og hvile vil ofte hjælpe, men smertelindring kan også være det, der skal til for at få dig videre i fødslen. Morfin får dig til at slappe af, og en epidural kan også være god.

LÆS OGSÅ: Min fødsel: “Plukkeveerne var rigtige veer”

– Medicinsk smertelindring er altid en forstyrrelse af den hormonelle balance, ligesom et vedrop er det, siger Mette Clay Holm, men forklarer, at smertelindring i visse tilfælde er præcis det, der giver livmoren mulighed for at arbejde, fordi du bedre kan spænde af, og veen på den måde får lov at folde sig ud og ‘tage fat’.

Blot bevidstheden om, at for eksempel en epiduralblokade er tilgængelig, kan også skabe tryghed og kontrolfølelse, hvilket i sig selv mindsker frygten og smerten – og pludselig har du måske ikke brug for lindringen alligevel.

Det hele er et spørgsmål om, hvorvidt du kan finde trygheden i dig selv, eller du også har brug for ydre sikkerhed i form af for eksempel en epidural. Ofte vil det være en kombination. Uanset om du får brug for medicinsk hjælp eller ej, kan det betale sig at blive gode venner med dine veer og betragte dem som uvurderlige hjælpere.

Til min egen fødsel nummer to havde jeg derfor været til fødselsforberedelse – som den eneste andengangsfødende på holdet – og lært alt om udvidelses-, presse- og efterveer og at visualisere en bølge og tælle vejtrækninger for at komme igennem smerten. Så jeg var – næsten – i stand til at sige ‘velkommen, lille ve’, når en ny kom rullende. Desuden vidste jeg nu, at mine veer var nødvendige for at opleve det bedste øjeblik i verden: At mit barn blev født. 

LÆS OGSÅ: Hun var tæt på at dø under fødslen

LÆS OGSÅ: Fødslens hvem, hvad & hvordan

LÆS OGSÅ: Smertelindring – hvad skal du vælge?