"Vi har været så tæt på at miste ham"

Hun ligger i en hospitalsseng på Holbæk Sygehus. Malou Simone Friis Christense er 30 uger og tre dage henne i sin graviditet, og de seneste seks timer har været vild forvirring. Det, hun troede, var et rutinetjek af hendes blodtryk og svangerskabsforgiftning, er blevet til en kaotisk og smertefuld dag.

I halvanden time har sygeplejersker forsøgt at lægge drop i hendes arm, men årerne brister på grund af vand i kroppen. Læger spæner ind og ud af stuen. Malou har fået taget et væld af blodprøver, men hver gang siger lægen, at tallene fra prøverne er skæve. Hverken læger eller sygeplejersker fortæller hende, hvad det vil sige, og da de begynder at lægge drop og giver hende en lungemodnende sprøjte, bliver Malou bange. Hun ved godt, at det betyder, at de overvejer at tage hendes baby ud nu. Hendes mand, Nicklas Christensen, står ved siden af og er slet ikke forberedt, da den klare besked kommer:

– Vi er nødt til at lave kejsersnit nu, lyder lægens besked.

LÆS OGSÅ: Jeg kæmper med angsten for at miste, efter mit barn døde

Svangerskabsforgiftningen blev opdaget få uger tidligere, da Malou var til en vægtskanning af babyen på sygehuset. Svangerskabsforgiftning kan være livstruende for moren og kan betyde, at barnet bliver hæmmet i sin vækst, men det er sjældent, at forgiftningen udvikler sig dramatisk. Som de fleste gravide med tegn på svangerskabsforgiftning, fik Malou derfor at vide, at hun skulle komme til tjek to gange om ugen resten af sin graviditet, og at hun ikke skulle regne med at gå tiden ud.

– Jeg havde forestillet mig, at jeg ville blive sat i gang i uge 37. Jeg var slet ikke forberedt på, at det kunne ende sådan allerede her. Og et kejsersnit i fuld narkose var det værste, jeg kunne forestille mig. Jeg ville virkelig gerne føde selv, og jeg ville gerne være der, når min søn kom til verden, siger Malou.

Men svangerskabsforgiftningen har udviklet sig lynhurtigt. Det eneste der kan standse den, er at få barnet ud. Malou græder, mens læger og sygeplejersker kører hende til operationsstuen.

– Jeg tænkte, at han ikke ville overleve, eller at han ville blive meget syg. Jeg ved, at for tidligt fødte børn risikerer at få slemme hjerneskader, og jeg nåede at tænke, om han kunne få et ordentligt liv. Og hvad nu, hvis jeg slet ikke nåede at se ham i live, fordi jeg skulle i fuld narkose?

Nicklas småløber ved siden af hospitalssengen ned til operationsgangen. Han forsøger at trøste Malou, der stadig græder, men det er svært, for han er også selv bange.

– Jeg tænkte på, om han ville overleve. Om Malou ville overleve. Alt var så forvirrende og stresset, husker han.

1.335 gram

På operationsstuen får anæstesilægen endelig et drop i Malous hals, og hun bliver lagt i narkose. Lægerne sætter et lagen op for hendes mave, så Nicklas ikke kan se, at de skærer, men han kan fornemme, at det går hurtigt.LÆS OGSÅ: ‘Jeg måtte vælge mit ene barn fra, så det andet kunne leve’Øjeblikket efter løfter de Logan op over lagenet. Nicklas bliver forskrækket. Han har set nyfødte før, men aldrig nogen, der vejede 1.335 gram. Huden hænger løst på den lille krop, der er ingen skrig, og han er blålig. Lægerne lægger ham ned og kommer et rør ned i halsen på ham for at puste den lillebitte brystkasse op.Nicklas står som lammet, indtil overlægen siger, at han skal tage sig sammen og tage nogle billeder, inden Logan skal op på neonatalafdelingen. Nicklas når at knipse tre billeder med sin telefon, inden personalet løber af sted med Logan. Nicklas løber med.– Det var forfærdeligt. Han var så lille, og der var tre sygeplejersker, der baksede med ham – de lagde sonde i hans navlestreng, gav ham indsprøjtninger med lungemodnende medicin og målte og vejede ham, siger Nicklas.Logan bliver lagt i kuvøse, og da Nicklas får at vide, at han er stabil, begynder hans tanker at kredse om Malou, som ligger til opvågning på intensivafdelingen nogle etager ovenover.

I respirator

Malou kan høre udflydende stemmer og kan fornemme, at der sker noget omkring hende. Hun forsøger at åbne øjnene, men hendes syn er sløret, og hendes forsøg på at sige noget, stopper i halsen. Hun kæmper sig vej til bevidstheden, får fat i en sygeplejerske og spørger til sin søn. Hun får at vide, at han ligger i kuvøse og har det godt, og da Nicklas kommer op til hende, viser han hende billeder af ham.

– Men mit syn var stadig helt sløret, jeg var skæv af morfin og var helt væk. Jeg kunne slet ikke forholde mig til noget, og var ikke sikker på, hvad der var sket. Malou falder i søvn igen og vågner mere frisk morgenen efter. Efter diskussioner med lægen, der ikke synes, at Malou er rask nok til at blive flyttet fra intensivafdelingen, får Nicklas og en sygeplejerske alligevel overtalt ham til, at hun kan komme ned og se Logan.

Men kun en time, får de at vide. Så Malou får læsset en iltflaske på sygehussengen og bliver kørt ned til neonatalafdelingen. Hun kan ikke vente, til hun kan holde sin søn i sine arme. Men sådan bliver det ikke. Logan har haft vejrtrækningsbesvær, så overlægen har måttet lægge ham i respirator, og Rigshospitalets ambulance er på vej for at hente ham.

LÆS OGSÅ: Far var alene med nyfødt: ”Efterfølgende havde jeg rigtig svært ved at give slip

Det er første gang, Malou ser Nicklas græde. Respiratoren ser voldsom ud på den lillebitte dreng, og de kan ikke få lov til at holde ham – i stedet står de ved siden af og ser til, mens sygeplejerskerne gør klar til at flytte ham.

– Det var, som om jeg fik taget mit barn fra mig. Som om det slet ikke var mit barn. Det var forfærdeligt at se ham blive kørt af sted. Det var så forkert, at jeg ikke var med ham, siger Malou.

Hun er for syg til at komme med på Rigshospitalet. Nicklas beslutter sig for at blive hos hende, og Malous lillesøster kører med Logan til Rigshospitalet, hvor Logan bliver behandlet. Først dagen efter bliver Malou også overflyttet.

– Jeg var virkelig bange for, at han ville blive skadet i sin tilknytning. Jeg ved jo, hvor vigtigt det er, at spædbørn mærker kropskontakt og nærhed, og den kunne vi ikke give ham. Så i de dage tænkte jeg rigtig meget på, om hans tilknytning til os kunne tage skade, siger Malou.

Glædestårer – 30. december 2014

Malou lægger sig op i en hospitalsseng, der står ved siden af Logans kuvøse. Forsigtigt tager hun imod Logan, som sygeplejersken rækker over til hende, så han kan ligge hud mod hud de næste timer. Han er fire dage gammel, og det er første gang, Malou holder ham. Tårerne triller ned ad kinderne på hende.– Det var en ekstrem lettelse. Jeg havde været så bange for, at han ville nå at dø fra mig, inden jeg nåede at holde ham, og jeg havde slet ikke lyst til at slippe ham igen. Det var første gang, jeg virkelig kunne mærke, at han var min baby, husker Malou.Der går endnu tre uger, før Nicklas tør holde Logan.– Jeg var så bange for, at han skulle dø, og jeg tænkte, at hvis jeg havde holdt ham, inden han døde, ville det blive endnu mere umuligt at sige farvel. I dag kan jeg godt se, at det var skørt – for jeg ville aldrig have kunnet tilgive mig selv, hvis han var død, uden at jeg havde holdt ham, siger Nicklas.LÆS OGSÅ: “Vi vidste ikke, om vi ville få vores børn med hjem”Den første tid på Rigshospitalet er Malou stadig meget syg af svangerskabsforgiftningen, og kun to gange om dagen må hun besøge Logan i en time ad gangen. Det er svært at komme derned, for hun har stærke smerter efter kejsersnittet, der skulle gå så hurtigt, at der ikke var tid til at skære nænsomt, og hun kan næsten ikke selv gå. Men efter fire dage får hun nok.– Det var så hårdt at vide, at der var sygeplejersker, der rørte mere ved mit barn, end jeg gjorde. At jeg ikke selv kunne tage mig at de mest basale ting som at skifte hans ble og give ham mad – alt det, som andre nybagte forældre tager for givet, og som vi havde glædet os til. Jeg tænkte, at ingen skulle diktere, hvornår jeg kunne se mit barn. Og så gik jeg selv, siger hun. Herefter lader personalet hende gå ned til Logan, når hun vil, og hvis hun passer sine egne undersøgelser, må hun blive der så længe, hun har lyst.

Blodige bleer og skyldfølelse

Efter to uger på Rigshospitalet er Logan stabil nok til at komme tilbage på Holbæk Sygehus. Men bare en uge senere må Logan igen tilbage på Rigshospitalet. Blodige bleer får lægerne til at slå alarm. Logan har fået en betændelsestilstand i tarmen, der ofte rammer for tidligt fødte børn. Mens de venter på ambulancen fra Rigshospitalet, spørger en sygeplejerske Malou, hvad hun tænker. Hun svarer, at hun er bange for, at hun aldrig får Logan med hjem.Men Logan kommer sig over tarmproblemerne, og de bliver flyttet tilbage til Holbæk Sygehus. I februar bliver de overflyttet fra neonatal til en familiestue, hvor de kan være sammen hele tiden, og der er ro til, at de også kan få familie og venner på besøg. Roen og Logans mere stabile tilstand er god for Malou, men den giver også plads og tid til tanker om alt det, de har været igennem.LÆS OGSÅ: Mor-tabuer: “Jeg valgte ikke at amme min for tidligt født– Jeg var plaget af skyldfølelse over, at jeg blev så syg, at han skulle ud. Alle sagde, at jeg ikke havde kunnet gøre noget for at forhindre det – men alligevel kunne jeg ikke slippe tanken om, at jeg var ansvarlig for alt det, han skulle igennem, siger Malou.For Nicklas fylder tankerne om fremtiden mest, mens Logan og Malou er indlagt på hospitalet.– Jeg tænkte rigtig meget på, hvor store skader, han ville have, og om han ville blive ekstra sensitiv. Det var virkelig skræmmende at skulle justere på hele forestillingen om, hvordan vores liv med Logan ville blive – kunne jeg spille fodbold med ham, tage ham med ud og opleve ting? Ville vi kunne blive ved med at se mange mennesker?Nicklas’ frygt ser dog ud til at blive gjort til skamme. I løbet af marts får Logan det bedre. Han spiser og kigger rundt og begynder at pludre og smile til sine forældre. Og en dag i april siger lægen, at de kan komme hjem. Logan har fået en lungesygdom og skal stadig være koblet til et iltapparat, men de kan få batterier til det, så de kan tage ham med hjem. Og så får de travlt. Rækkehuset i Slagelse er slet ikke klar, så Malous far kommer og sidder hos Logan en lørdag, mens Malou og Nicklas får købt de sidste ting og pakket ud.De nærmest løber ud af hospitalet, da de har sagt farvel til personalet. Logan bliver sat i bilen, og for første gang er han ude på en helt almindelig køretur. Ingen ambulancer, ingen udrykning. Bare de tre i bilen på vej hjem.– Det var nærmest den første normale ting, vi kunne gøre med ham. At køre ham hjem i vores egen bil. Selv om vi var lidt nervøse for, om der skulle ske noget med ham, og om han ville få det dårligt på vejen, eller når vi kom hjem og var alene, siger Nicklas.Logan er ked af det og urolig om aftenen. Men allerede dagen efter de er kommet hjem, er det tydeligt for Nicklas og Malou, at han har haft godt af at komme ud fra hospitalet.– Hans puls blev mere stabil, hans iltbehov mindre og han sov bedre, end han havde gjort på hospitalet. Så det var en kæmpe lettelse for os alle tre at komme hjem, siger Nicklas.

Kan klare hvad som helst

De har været hjemme i en måneds tid, og Logan sover upåvirket på sofaen mellem sin mor og far, mens de fortæller hans historie. I hans næsebor sidder slanger fra det iltapparat, der hele tiden puster luft i hans lunger, og et måleapparat ved siden af overvåger puls og iltmætning.

Han kan stadig kun være koblet af apparaterne i kort tid ad gangen – når han for eksempel skal skiftes eller bæres fra stuen og op i soveværelset.

Malou og Nicklas ved endnu ikke, hvor længe Logan har brug for ilt, men lægerne tror, at han kan slippe af med apparaterne om tre-fire måneder.

Om han har fået varige mén af den for tidlige fødsel, ved de ikke endnu, men foreløbig ser det ikke sådan ud.

– Vi har fået en stærk lille dreng. Han er hverken sensitiv over for berøring, lyde eller mange mennesker, og sundhedsplejersken siger, at han er virkelig godt med på alle måder. Så vi er meget lettede og optimistiske, siger Malou.

Og selv om det lige nu ser ud til, at de tre kommer til at få det helt almindelige familieliv, de drømte om, er både Malou og Nicklas sikre på, at den hårde start har præget dem og deres forhold.

– Vi værdsætter de små ting, som andre nybagte forældre tager for givet. Bare det at han laver i bleen eller spiser et helt måltid mad, er en sejr for os, smiler Nicklas, og Malou nikker.

– Vi har været så tæt på at miste ham så mange gange allerede, og det har nok gjort mig overbeskyttende. Og så er vi blevet tættere som par. Vi har været gode til at støtte hinanden, tale med hinanden og sætte os ind i, hvordan den anden har det. Og jeg tror, at når vi kom igennem det her, så kan vi klare hvad som helst, siger Malou.

LÆS OGSÅ: For tidligt født: ’Lucas vil nok aldrig blive som andre børn’

LÆS OGSÅ: Mette donerer modermælk: Det er fantastisk at hjælpe andre babyer

LÆS OGSÅ: Efterfødselsreaktion: “Jeg var bange for at gøre mit barn ondt"