Caroline Fleming – alt du skal vide om baronessen

Hvem er Caroline Fleming?

Caroline Fleming er en tidligere dansk baronesse, der blandt andet er kendt fra tv-showet ”Baronessen flytter ind” (2008-2009) på Kanal 4 og som tv-vært på flere sæsoner af ”Danmarks Næste Topmodel” på samme kanal. 

Blå bog:

  • Caroline Elizabeth Ada Iuel-Brockdorff
  • Født 9. september 1975
  • Datter af lensbaron Niels Krabbe Iuel-Brockdorff og lensbaronesse Margaretha Iuel-Brockdorff
Læs mere

Hun har også arbejdet som model med tilknytning til modelbureauet Unique Models og er tidligere indehaver af Valdemars Slot, som har været en stor økonomisk belastning for hende og hendes familien.

Caroline Fleming er desuden passioneret omkring madlavning og har udgivet flere kogebøger, herunder ”Baronessen går i køkkenet” og ”Det bedste fra mit eget køkken” ved forlaget Lindhardt og Ringhof. Og så står hun blandt andet bag sin egen parfumeserie og har i en årrække designet strømper, strømpebukser og afslapningstøj for Dansk Supermarked.

Sidst men ikke mindst har Caroline Fleming en solid følgerskare på Instagram med profilen @carolineflemingofficial, som i skrivende stund har over 200.000 følgere.

Caroline Fleming og økonomien

Det har dog ikke altid været let for den tidligere baronesse at få det hele til at hænge økonomisk sammen. Det fortæller hun åbent om i et stort interview med Eurowoman fra marts 2017, som du kan læse her på ALT.dk.

Her forklarer Caroline Fleming blandt andet, at hun er nødt til at arbejde hårdt hver eneste dag for at kunne forsørge sig selv og sine tre børn. Det var også grunden til, at hun sagde ja til at være med i tv-programmet ”Ladies of London”, der følger den britiske overklasse i London, selvom hun var meget i tvivl og flere gange måtte bede kameramændene om at filme nogle andre end hende.

- Det er vigtigt for mig at bygge en ordentlig sikkerhed op for mig selv og mine børn. Jeg vil sikre mig selv økonomisk og gerne også mine børn, men der er lang vej igen. Så jeg er ikke, lad mig understrege ikke, i en position lige nu, hvor jeg kan tage for store risici. Jeg ejer ikke engang taget over mit eget hoved. Jeg gav alt væk. Jeg er jo for pokker kun et menneske. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg både var en enhjørning og blæksprutte, udtaler hun blandt andet i interviewet.

Børn, familie og kærlighed

Caroline Fleming er mor til Alexander (2004), Josephine (2006) og Nicholas (2010). De første to har hun sammen med den britiske rigmand Rory Fleming, som hun var gift med fra 2001-2008. Sidstnævnte har hun sammen med ekskæresten og fodboldspilleren Nicklas Bendtner, som senere fandt sammen med skuespillerinden Julie Zangenberg.

De forliste parforhold har betydet, at Caroline Fleming har solid erfaring som alenemor, og hun har klare holdninger til opdragelsen af sine børn.

Jeg tænker meget på, at mine børn skal have lov til at være børn. De er meget forskellige, og jeg prøver at støtte dem i at vokse den vej, der er mest naturlig for dem hver især, siger hun blandt andet i Eurowoman-interviewet og fortsætter:

- De skal være søde og høflige, men de skal ikke tage ansvar for det pres, andre mennesker lægger på dem. Det er noget, jeg selv har haft tæt inde på livet, og jeg ved, at man først bliver lykkelig den dag, man begynder at lytte til sig selv og tage ansvar for sit eget liv.

På ALT.dk kan du læse artikler fra ALT for damerne, Eurowoman, Fit Living, Hendes Verden og Hjemmet.