Håndarbejde

Find inspiration og lær at strikke

Her på siden finder du masser af inspiration og gode tips til at komme i gang med at strikke og i vores strikkeskole kan du lære alle teknikkerne, så du nemt og hurtigt kan få gang i dit første strikkeprojekt.

Du kan strikke alverdens ting lige fra vaskeklude, håndklæder og grydelapper til ting til baby og en masse moderne og smart tøj til dig selv.

Læs mere

Det er blevet populært at strikke og både gamle som unge nyder godt af at fordybe sig med et strikkeprojekt. Det er nemlig en afslappende måde at koble helt af fra hverdagens stress og jag, og det får tankerne til at flyde. Derudover er det dejligt nemt at strikke, og det kræver ikke meget mere end et par strikkepinde og noget garn. Du kan derfor altid have dit strikketøj med dig, og strikke mens du besøger dine veninder, ser fjernsyn eller blot har brug for en afslappende stund.

Strikkeklubber for unge mennesker er også blevet populært, hvor både gamle som unge mødes og lærer af hinanden. Mange strikkeopskrifter er skrevet af erfarne strikkere, og det kan derfor være svært som nybegynder at forstå, hvad man skal gå i gang med. Derfor er der masser af hjælp at hente her på siden. 

Strikkeopskrifter

Nemme strikkeopskrifter til baby

Har du en baby, eller kender du en, der har, så er strikkeprojekterne givet på forhånd. Der er masser af muligheder og opskrifter her på siden til din baby og der er ikke noget sødere og blødere end babyer i hjemmestrikket tøj.

Du finder blandt andet opskrifter på hagesmække med fine mønstre, babysweater med et sødt får, bukser med monsterfigur på, fine selebukser til baby og kjole med hjerter til den lille pige. Har din baby en bamse, er der også inspiration at hente til opskrifter på tøj til bamsen, og du kan finde opskrifter på de sødeste strikkede dyr, som er perfekte til den lille ny. Skal din baby døbes finder du også opskrifter på de smukkeste dåbskjoler og kyser

Forkæl dig selv og dit hjem

Hjemmestrikket tøj er noget helt specielt - om det er til en selv eller til en gave, er der noget særligt ved at strikke sit eget tøj, som man vil have det. Du kan blandt andet forkæle dig selv med alt fra lækre bluser, toppe og cardigans til sjaler, sokker og halstørklæder i smukke farver.

Det er ikke kun tøj, du kan strikke. Mangler du ting til hjemmet kan du finde tips til, hvordan du strikker pudebetræk, en fin tehætte og opskrifter på strikkede og hæklede karklude og håndklæder til køkken og badeværelse. Dermed kan du få noget helt unikt til din boligindretning, og selv bestemme farverne, så det matcher til resten af huset. 

Julen er pyntens fest, hvor hyggen er i hæjsædet. Der er derfor ikke noget mere hyggeligt end hjemmestrikket julepynt. Du kan blandt andet gå i krig med de fineste strikkede og hæklede nisser til jul, som vil sætte prikken over i'et derhjemme. 

Før du går i gang med at strikke

Før du går i gang med at strikke, er der nogle basale ting, du skal have styr på, så din strikning bliver så nem og overskuelig som muligt.

  • Strikkepinde: Du skal have fat i to strikkepinde gerne et sted mellem størrelse 4 og 6 mm. Bliver tykkelsen for lille, tager det for lang tid før du kan se resultatet.
  • Garn: Den strikkeopskrift du følger beskriver hvilken slags garn, du skal bruge, hvilken tykkelse og hvilket materiale. Som nybegynder er det dog nemmest at starte med at strikke med 100 % bomuldsgarn, da det er mest behageligt at strikke med. her kan du for eksempel bruge den slags garn, der hedder Mayflower cotton nummer 8. Bruger du 100 % bomuld har du ligeledes muligheden for at vaske ved 60 grader, hvis du eksempelvis strikker vaskeklude, karklude eller gulvklude.
  • Saks
  • Stoppenål, der bruges til at hæfte ender eller sy sømme. Stoppenålen er en nål med en afrundet spids, som gør, at du ikke stikker nålen gennem garnet.
  • Markeringsringe, der sættes på strikkepindene mellem maskerne for at markere starten eller slutningen på en runde, hvor der skal laves ind- eller udtagninger eller hvor man har brug for at markere noget.
  • Målebånd
  • Maskeholder, hvilket er en stor sikkerhedsnål, der holder de masker, som ikke skal strikkes.
  • Strikkepindmåler, der kan måle tykkelsen på dine strikkepinde
  • Strikkepindebeskytter til at beskytte spidserne på dine pinde, når ikke du bruger dem.
  • En hjælpe-strikkepind, der er en lille pind formet som et Z. Den buges til at sætte masker over på, når nogle masker skal strikkes på den næste række eller omgang.

Sådan strikker du som nybegynder

Det kan være svært at beskrive helt præcist, hvordan du skal strikke. Du kan derfor med fordel søge videoer på YouTube om, hvordan du skal gøre for nemmere at kunne forstå de forskellige teknikker og dermed gøre din strikning nemmere og mere overskuelig.

Strikketeknikker

Nedenfor nævnes de vigtigste teknikker, som du som nybegynder skal lære før du kan gå i gang med dit strikkeprojekt.

  • Lær at slå masker op: For at du kan gå i gang med at strikke skal du lære at slå masker op og her er den mest anvendte metode i Danmark krydsopslagning. Du starter med at lave en løkke med garnet og sætter den på din strikkepind.
  • Lær at strikke ret: Når du har slået masker op, skal du lære at strikke ret og vrang. Som nybegynder er ret den nemmeste maske at strikke, så det er oplagt at begynde med denne. Du strikker ret ved at strikke din strikkepind ind i den første maske, vikle garnet om din strikkepind og trække det ind igennem masken som du stak din strikkepind ind igennem. Herefter skal du trække i masken på strikkepinden, så du får trukket den nye maske over på din modsatte strikkepind.
  • Lær at strikke vrang: Ved at ligge dit garn ind over din strikkepind til venstre lige før den første maske. Herefter strikker du din højre strikkepind ind under det garn, du lige har lagt over strikkepinden på din venstre strikkepind, og den første maske. Herefter vikler du garnet om din højre strikkepind, og trækker det igennem masken og garnet på din venstre strikkepind. Træk så den maske du lige har trukket garnet igennem af den venstre strikkepind, og den maske har du nu strikket og sidder således på din højre strikkepind.
  • Glatstrik: Disse kan du strikke, når du har lært at strikke vrang og for at strikke glatstrik skal du strikke skiftevis en retpind og en vrangpind.
  • Tag ind og ud og luk masker af: For at give dit strikkearbejde form skal du lære at tage masker ind og ud. Du kan med fordel se videoer på YouTube, der viser, hvordan du laver indtagninger og udtagninger og hvordan du lukker dine masker af. Når du først har fået styr på ret og vrangmasker, er det bare at kaste dig ud i dit strikkeprojekt.

Start eventuelt med et tørklæde eller en karklud, der oftest kun består af disse to masker. Du kan købe et strikkesæt i Stof & Stil, Kvickly eller andre butikker, der forhandler garn og strikkepinde, og så er det ellers bare med at komme i gang.

Artiklerne på alt.dk er fra Hjemmet, ALT for damerne, Hendes Verden, Eurowoman, FIT LIVING og Boligliv.