Iste: Sådan laver du skøn hjemmelavet iste

Vi har samlet en række af vores allerbedste opskrifter på iste til dig lige her. For der er masser af skønne måder at lave iste på - prøv fx.:

Med få, enkle tips og en indtil nu hemmeligholdt opskrift fra teekspert Jais Lauritsen kan du let selv lave den lækreste iste. Den finder du nederst på siden ⤵

Læs mere

Lad isteen blive din foretrukne læskedrik denne sommer og find ud af, hvorfor så mange mennesker verden over elsker at drikke deres te kold for rigtigt at kunne nyde varmen.

Teekspertens supernemme iste

den-perfekte-iste.jpg

INGREDIENSER
2 caféglas Bjergblomst‐te fra 'Den Danske Te‐plantage'
(du kan også bruge andre typer, men husk: Jo bedre te, des bedre iste.)
Koldt vand
2 spsk. sukker
Evt. en lime
Is – gerne knust

Sådan gør du:

  1. Kog vandet og lad det køle af i tre minutter. Brug gerne vand med så lidt kalk som muligt.
  2. Tilsæt 1 spsk. Bjergblomst‐te pr. deciliter varmt vand. Dette er den grund‐te, som isteen bygges op på, og som er tre gange kraftigere end normal te.
  3. Lad teen trække 3‐4 minutter.
  4. Fyld 1/3 af hvert glas med te. Tilsæt en stor spsk. sukker til hvert glas, og lad det opløse sig i teen.
  5. Hæld koldt vand i den næste tredjedel af hvert glas.
  6. Tilsæt eventuelt en skive lime, hvis du godt kan lide din iste lidt syrlig.
  7. Fyld til sidst den resterende del af glasset op med is.
  • 3 gode tip fra Jais:
  • Lav din iste på en helt frisk og stærk grund-te. Det bibeholder smagsnuancerne og den flotte gyldne farve.
  • Hvis isteen skal være helt perfekt, så brug knust is. Det chokerer teen, og den bliver lynhurtigt rygende kold og helt klar i farven.
  • Drik isteen med det samme. Mange lader iste trække i køleskab natten over, men det medfører, at teen ilter, bliver mørkere og mere bitter

Om eksperten:

Jais Lauritsen er en pioner i den danske tebranche og grundlægger af Chaplon Tea. Hans passion for te startede som barn, da han besøgte A. C. Perchs Tehandel i København, og han begyndte allerede som teenager at importere sin første te fra udlandet. Den største drøm var dog selv at producere te. Da vejrforholdene i Danmark ikke er egnede til tedyrkning, investerede Jais i sin egen te‐plantage på Sri‐Lanka. Her får drømmene om at dyrke kvalitetste under bæredygtige og ansvarlige forhold frit løb.

Du kan også lave en nem & forfriskende iste med mynte - her får du Katrine Klinkens bedste opskrift:

Iste med mynte

  • Lav 8 dl sort te af f.eks. ceylon eller keemnun med neutral smag.
  • Rør den varme te med 1 dl sukker, til det er opløst.
  • Tilsæt et par stilke frisk mynte og skiver af en halv citron og en halv appelsin.
  • Pres saft af den anden halve citron og appelsin.
  • Hæld saften i teen.
  • Lad isteen trække nogle timer og server drikken iskold.

iste-mynte.jpgFoto: Thomas Hergaard

Eller hvad med en lækker iste med frugt? Her får du Sandra Leigh Draznins opskrift på en let og lækker sommerdrink - nemlig iste med tranebærjuice og passionsfrugt:

Iste med frugt

Arbejdstid: 5 min.
Ikke fryse-egnet

1/2 l kold te
1/4 l tranebærjuice
2 passionsfrugter
1-2 spsk sukker

SÅDAN GØR DU:

  • Bland te og tranebærjuice.
  • Halvér passionsfrugterne, skrab frugtkødet ud og rør det i drikken.
  • Smag til med sukker og servér med isterninger.

iste-med-frugt.jpgFoto: Jes Buusmann