Filigran papirklip: Søde sommerfugle fra Hendes Verden
SPONSORERET indhold

Filigran papirklip: Søde sommerfugle

Sommerfuglen er et dejligt klassisk motiv, som egner sig perfekt til smukke luftige filigranophæng.

Af: Pia Aas Degn Foto: Jacqueline Fluri
29. dec. 2012 | Bolig | Hendes Verden

Du skal bruge:
Hvidt hobbykarton • Pergamentpapir • Universalsaks • Lille spids saks/kunstnerkniv • Skæreunderlag • Perler og tråd til ophæng. Alle materialer fra Creativ Company.

Se mønster til papirklip her


Sådan gør du:


Tegn motivet op på pergamentpapir med en blød blyant. Vend papiret, og læg det med den tegnede side mod kartonen. Tegn igen motivet op i stregen, denne gang fra bagsiden så stregen fra papirets forside overføres til kartonen.


Du skal bruge 2 sommerfugle. Vælger du at klippe/skære sommerfuglene ud enkeltvis, skal du overføre 2 sommerfugle til kartonen. Klip/skær den enkelte sommerfugl ud på samme måde som beskrevet under klip/skær dobbelt ud. Om du vælger at skære (med kunstnerkniv) eller klippe (med silhuetsaks) i sommerfuglens vinger er et spørgsmål om temperament.

Klip/skær dobbelt ud
Hvis du vil være helt sikker på, at 2 dele bliver fuldstændig ens, skal du klippe eller skære dem dobbelt ud.


Hæft/tape 2 stykker karton sammen, og overfør motivet til det øverste lag.


Skær delene ud igennem begge lag på én gang. Når alle de små dele er skåret ud, klippes kartonen groft til omkring motivet.


Nu klippes med silhuetsaks motivet ud, idet lagene holdes sammen med miniklemmer under klipningen.


Når motiverne er klippet ud, lægges den forreste sommerfugl om bag ved den anden, så de 2 skæreflader ligger inderst på den færdigsamlede figur. Fals på hver side af sommerfuglens krop, og fold vingerne hhv. fremefter og bagud. Lim sommerfuglenes kroppe dobbelt sammen omkring en dobbelt tråd, og pynt evt. yderligere med perler, der trækkes på tråden, og luk til sidst med knuder under perlerne.