Filtet tehætte og glasvarmer med broderi fra Hendes Verden
SPONSORERET indhold

Filtet tehætte og glasvarmer med broderi

Hold teen varm i den kolde tid med en filtet hætte og kopholder. Brug fantasien, og lav din helt egen version af tesalonen. Den vil helt sikkert bringe glæde og begejstring ved ethvert teselskab.

Af:: Sasia Laursen
02. dec. 2013 | Håndarbejde | Hendes Verden

**
FILTET TEHÆTTE OG GLASVARMER MED BRODERI
Materialer:
Tehætte: 4 plader uldfilt, 30 x 42 cm, 5 mm tyk • Uldfiltsnor, rød • Små rester af køkkenternet stof og groft hørlærred • Broderigarn i sort, rød og flere forskellige farver. Glasvarmer: 15 g hvid merinould • Skabelonfoam • Sæbespåner • 1 meter bobleplast.
Alle materialer fra Creativ Company.

TEHÆTTE
Vejledning:
Tegn en skabelon af 4 dele, som passer til den ønskede tekande, og overfør den til uldfilt. Sy stykkerne sammen med risting i rødt broderigarn. Klip ca. 20 cm filtsnor til hank, og sy fast i toppen. Lav nu din egen lille tesalon: På den ene side skal der være en indgang og et skilt. Døren er broderet med lange stikkesting. Ved siden af døren står små blomster broderet med millefleurssting og stængler af stikkesting. Skiltet klippes ud af et stykke hør, og navnet på tesalonen broderes med kontursting. Skiltet ries på med rød. På den anden side kan man sidde ved cafébordet og nyde sin te. Bord og stole er broderet med lange stikkesting. Blomsterne er kommet i vase, lavet af en lille rest bomuldsstof, som er riet på. Stænglerne er broderet med frie lige sting, og blomsterhovederne er broderet med franske knuder. På den tredje side er salonens vindue. Der er broderet blomster i altankassen, lavet af en rest bomuldsstof, som er riet på. Stænglerne er broderet med frie lige sting, og blomsterhovederne er broderet med franske knuder. Vinduesrammen er broderet med lange stikkesting. Gardinet er lavet af en lille rest stof på ca. 2,5 x 20 cm, rynket foroven og syet på. På fjerde og sidste side er en dejlig frodig blomsterhave. Stænglerne er broderet med lange stikkesting, og blomsterhovederne er broderet med millefleurssting.

GLASVARMER
Vejledning:
Klip skabelonen ud i skabelonfoam, og følg vejledningen til glasvarmer med striber, men uden at lave forfilt og striber. Når varmeren er tør, broderes en snor med lange stikkesting. Broder “Tea-time” på groft hør med store frie sting eller kontur-sting. Klip rundt om teksten med en takkesaks, og sy skiltet på nedenfor snoren med store sting i en kontrastfarve.

Hendes Verden nr. 49/2010