'
Fin syltebog med broderi fra Hendes Verden
Foto: Jacqueline Fluri
Hendes Verden

Fin syltebog med broderi fra Hendes Verden

Fin syltebog med broderi

Gem alle dine sylteopskrifter, skabeloner til smukke etiketter eller gode idéer til bærhaven i en notesbog dekoreret med et enkelt fint broderi.

Af Karen Marie Dehn 07.jun.2014 Håndarbejde

*
SYLTEBOG MED BRODERI


Materialer: Notesbog i ønsket mål • Mellemstor rest af stribet stof (her Tilda fra Stof2000) • Mellemstor rest af stof til foer • 15 cm hvid hør • 10 cm pladevat • 1 dk rødt DMC Mouliné broderigarn.

Vejledning: Mål først din notesbog, dels højden og dels hele vejen rundt om ryggen, mens bogen er lukket. Læg 2 cm til højden og 11 cm til bredden. Klip 1 x yderstof og 1 x foer efter dette mål.


Broderi: Tegn motivet over på mønsterpapir efter skabelonen. Klip 1 strimmel hør på 15 cm x omslagets længde. Buk 1 cm om til vrangen på begge de lange sider, og pres. Hæft et stykke pladevat, 10 x 10 cm, på vrangsiden af hørstoffet midtfor ved bogens forside. Sy hørstoffet fast på omslaget, ca. på midten, med en stikning langs begge langsider. Hæft mønsterpapiret med motivet på forsiden midtfor, ri det evt. let fast. Brodér nu med 3 deltråde i nålen. Sy med små forsting langs alle konturlinjer, og sy en fransk knude i bunden af hvert bær. Brodér ønsket tekst (her ”Opskrifter”) øverst på forsiden.

Du kan finde broderet alfabet på Hendes Verden's broderiskole

Montering: Sy bogomslaget sammen ret mod ret, men lad en lille åbning på ca. 10 cm stå i bunden til at vende igennem. Vend til retten, pres, og sy åbningen til i hånden. Fold ombukket i hver ende ca. 4,5 cm mod indersiden, og sy sammen med små sting langs de øverste og de nederste kanter. Kom bogen ind i omslaget.

Se mønstret til broderiet her

Hendes Verden nr. 24/13


Henter...